Fik du læst? Gucci-Helle, Bambi-Helle og Hindbær-Helle. Nu kommer Helle Thorning-Schmidts egen version, og den er ikke køn for dansk presse

Men at det skulle ende med en forside på Politiken, hvor han selv og Helle Thorning erklærede, at han ikke var homoseksuel, havde han alligevel ikke i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig. ”Det er en anden planet,” som han siger.  

Den anden grund til, at filmen ikke tipper over er, at Nille Westh har fået det nærmest geniale indfald at lade fire af Danmarks mest hårdkogte og mest tabloide journalister optræde som ekspertkilder.  

Ved første øjekast virker det mildt sagt bizart, men det udvikler sig til en djævelsk pointe i takt med, at netop de fire tabloidkrigere med største selvfølge sætter ord på den chauvinistiske flokmentalitet, der prægede pressens dækning af Thorning i de første år.  

Det er særligt bizart at opleve Bjarne Corydon tale med foragt i stemmen om de forhenværende partifæller, der sikrede ham en fornem politisk karriere

Jakob Nielsen

”Niveauet var ikke højt. Nej, det var det ikke. Det var nede på den lidt snavsede hylde,” funderer Ekstra Bladets Jan Kjærgaard, mens Henrik Qvortrup glad proklamerer, at han kendte til homo-rygterne, længe før de blev offentligt kendt.

Selvransagelsen kommer i meget små doser, og det er selvsagt også en pointe.  

Skattesag og homo-rygter 

I anden del af dokumentaren skifter fokus til Venstres forsøg på at udstille Helle Thorning-Schmidt som skattespekulant og det, der er værre.  

Ganske vist blev det aldrig bevist, at Venstre stod bag lækagerne af Thorning-familiens personlige skattepapirer – herunder et notat, der gav grobund for de omtalte homorygter – men flere af de hårdkogte journalister, der medvirker, siger ligeud, at Venstre aktivt fodrede dem med tip om, hvad de skulle lede efter.  

”Jeg får et meget konkret forslag fra nogle kræfter i Venstre: Hvorfor sætter i ikke en privatdetektiv på Stephen Kinnock? For han er homoseksuel,” siger Ekstra Bladets Jan Kjærgaard. 

Set i bakspejlet er lækagen af Thornings skattepapirer til pressen vel nok den største politiske skandale i den nyere danmarkshistorie, men skandalen blev aldrig opklaret og har derfor ikke fået den plads i historiebøgerne, den fortjener.

Filmen bringer os ikke nærmere noget svar, for B.T.’s journalist Thomas Nørmark Krog beskytter selvsagt sine kilder. Han virker ikke præget af nogen dyb refleksion over forløbet.  

Dokumentaren er et ætsende anklageskrift mod pressen, som næppe ville optræde på samme måde i dag

Jakob Nielsen

Man skal ikke se dokumentaren for en politisk analyse af Helle Thorning-Schmidts tid som formand for Socialdemokratiet og som statsminister i Danmark.  

Hovedpersonen får flere gange lov at sige, at hun havde et ”klart politisk projekt” om at forny og modernisere det gamle parti.

Samtidig udstilles en stribe partifæller som fodslæbende surmuler, der konstant forsøgte at underminere deres nyvalgte formand, fordi de hellere ville have haft en anden – eller for en enkelts vedkommende fordi hun selv drømte om at blive det.

En besynderlig Bjarne Corydon 

Her spiller violinerne måske lovligt meget med på Helle Thornings melodi, og det svækker filmen lidt. Det er særligt besynderligt at opleve Bjarne Corydon tale med foragt i stemmen om de forhenværende partifæller, der var med til at sikre ham en fornem politisk karriere: 

”Der er en meget stærk kliché i Socialdemokratiet om, hvad det vil sige at være en rigtig socialdemokrat. Og det er jo et menneske uden alt for lang uddannelse, uden et alt for sofistikeret sprog, og det er et menneske, der bedst kan lide brun mad og ikke har en alt for avanceret påklædning. Det er meget ofte en mand. Og så er det lidt fint at snobbe nedad,” forklarer han.

I en anden scene siger han om Mogens Lykketoft, at han har "blod helt op i armhulerne" på grund af interne fløjkrige. Her havde det pyntet med en påmindelse om, at Corydon selv optrådte som en aktiv del af Auken-fløjen i Socialdemokratiet, indtil han vendte sit bedetæppe mod Helle Thorning-Schmidt og blev minister for konkurrencestaten hendes regering.  

I det hele taget minder Corydons optræden i filmen om, at det ikke kun er pressens eller de interne modstanderes skyld, at Helle Thornings og Bjarne Corydons periode ved magten fortsat er et ømtåleligt emne i Socialdemokratiet.

Først og sidst bæres dokumentaren af Helle Thorning-Schmidts gennemført sympatiske familie – ægtefællen Stephen Kinnock og de to nu voksne børn. Det er Stephen Kinnock, der forklarer, at Helle Thornings problem som statsminister var, at hun blev for meget Helle Thorning-Schmidt og for lidt Helle.  

Det er utvivlsomt rigtigt, men filmen efterlader også det indtryk, at der ikke var noget frirum til at være sig selv som kvindelig toppolitiker, da Thorning trådte ind på scenen.

I den forstand er dokumentaren et ætsende anklageskrift mod pressen, som næppe ville optræde på samme måde i dag, men som alligevel passende kan reflektere over, om sexisme, flokmentalitet og mangel på kildekritik alt sammen er efterladt i 2005.