Debat: Pseudoarbejde kan redde samfundet fra politisk makværk

Af Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og ansat i centraladministrationen

Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen peger på, at industrisamfundets logikker til stadighed fylder meget i administrationen af nutidens informationssamfund. Det gælder eksempelvis arbejdstidsregistrering på time- og minutbasis, der måske er meningsfuldt ved samlebåndet, men ikke i samme udstrækning bag hæve-/sænkebordet. Det kan undre, at der i en tid, hvor der tales big data og resultatmåling alle vegne, ikke kan opgøres arbejdsindsats på bedre vis.

På den anden side giver tidslogikken mulighed for at betragte en række forhold som arbejdsindsats, som mere resultatorienterede værktøjer måske ville overse væsentligheden af – det kan være den berømte uformelle snak ved kaffemaskinen, hvor der ved tilfældets gunst bliver koordineret, eller som gør det nemmere at samarbejde senere hen. Eller det baggrundsnotat, som umiddelbart ikke skulle bruges og ikke blev læst af nogen, men efterfølgende formede forståelsen af, hvordan et senere problem skulle håndteres.

Og netop ”senere hen” er der grund til at hænge sig lidt i. For det virker, som om Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen midt i deres berettigede undren over arbejdstidsregistreringer, lange ulæste rapporter og mærkværdig administration glemmer, at de selv – åbenbart – fastholder en anden af industrisamfundets logikker; nemlig den, at resultatet (eller effekten) af arbejdet skal foreligge ganske tydeligt – være materialiseret – umiddelbart efter endt produktion.

Den måling af værdi (og meningsfuldhed) giver god mening i produktionslinjen, men er måske ikke altid tilsvarende nyttig i embedsværkets storrumskontor, hvor scenarier og risici er omdrejningspunkter for politikudvikling, lovprocesser og styringsinformation.

Læs interviewet med Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen her

Man må også tage bestik af, at det ikke altid er let at vide, hvilket ulæst notat der er potentielt pseudoarbejde, og hvilket der i sidste ende redder samfundet fra politisk makværk.

Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og ansat i centraladministrationen

De ulæste notaters nødvendighed
Det offentlige bureaukrati tager tit prisen, når der skal gøres grin med unødvendige skrivelser og skuffecirkulærer. Det er ikke meget anderledes hos Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, der dog gør en dyd ud af at nævne, at det ikke altid står meget bedre til i den private sektor.

Sandt for dyden bliver der produceret en del notater i embedsværket, som aldrig bliver læst af nogen – og da slet ikke nogen, der rent faktisk kan bestemme noget (læs: departementschefer og ministre). Men spørgsmålet er, om det er et problem, og om det er ”pseudo”? Det er klart, at det er en udfordring for den enkelte medarbejder, hvis man hænger fast i den vildfarelse, at et produkt skal finde umiddelbar anvendelse for at have værdi.

For embedsværket er det snarere omvendt. De ulæste notater er – sat på spidsen – selve fundamentet for gode politiske beslutninger. Det gælder i endnu højere grad i dag, end tidligere, fordi den politiske proces er accelereret og har en topfart, der ikke altid er forenelig med langstrakte overvejelser og research i ministerier og styrelser, når først bestillingen rammer.

Rettidigt ”pseudoarbejde”
Rettidigt ”pseudoarbejde” er med andre ord helt afgørende for, at embedsværket kan levere korte og præcise beslutningsoplæg i en fart, når politikerne ønsker det. På den måde kan man måske også pege på, at arbejdstidsbegrebet faktisk slet ikke er så dumt alligevel.

Der er slet og ret behov for, at embedsmænd uafhængigt af politiske som administrative chefer tager bestik af scenarier og risici efter bedste evne. Det skal selvfølgelig stoppe et sted, men det selvstændige arbejde med scenarier og risici kan ikke antages at være pseudoarbejde, blot fordi det ikke udløber af en direkte bestilling.

Det er rigtigt, at man i princippet kan lade være med at gøre andet end lige præcis det, ministeren ønsker sig i dag. Men det vil ikke være klogt og vil i sidste ende resultere i dårlig politik på et tyndt fagligt grundlag. Embedsmænd med tilpas grad af protestantisk arbejdsetik og fremsyn til at skrive de rigtige ulæste notater er så klart at foretrække. Man skal altså tænke sig om to gange, inden man, som forfatterne foreslår, råber ”bullshit” og går hjem.

Om meningsfuldhed – individuelt og kollektivt
Den lidt mere abstrakte pointe, der er værd at overveje, er spørgsmål om, hvad der egentlig ligger til grund for store dele af det (kontor)arbejde, der leveres i den vestlige verden – og i embedsværket.

Det korte svar er organisering og regulering i bred forstand. Regulering – både love og normer – har affødt en lang række opgaver for både offentlige og private organisationer. Det er ikke opgaver, der er affødt af et i markedsforstand konkret behov, men opgaver, der er opstået på ryggen af politisk regulering.

Årsrapporter, procesbeskrivelser, regnskaber, revision, hjemmesider med rigide tilgængelighedsstandarder med videre er måske ikke altid nyttigt i sig selv, men skaber samlet set et landskab, det er muligt at finde rundt i. Du behøver ikke spørge person A, hvad lige præcis hun har gjort, for hun har fulgt skabelon X.

Dermed ikke sagt, at processer og skabeloner altid er vejen frem – det er de ikke. Der er – med et af tidens politiske mantraer – behov for tid til kerneopgaven. Men det er nyttigt at skelne mellem, hvad der er meningsfuldt for den enkelte, og hvad der er meningsfuldt for helheden.

Det problem, som Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen implicit peger på, er, at individuel meningsfuldhed og kollektiv meningsfuldhed ikke altid går hånd i hånd. Hvis vi kan adressere det problem, bliver en del af det, der falder inden for Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensens definition af pseudoarbejde til meningsfuldt arbejde. Embedsmanden kan godt sidde med rank ryg og skrive et notat, der viser sig ikke at blive læst af ”pingerne”.

Giver pseudoarbejde mening?
Det er værd at bemærke, at pseudoarbejde som begreb bestemt har noget for sig. Der er givetvis – også i embedsværket – en del arbejde, man med rette kan sætte spørgsmålstegn ved værdien af. Beskrivelsen af scenarier og risici kan med andre ord tage overhånd – og tilgangen kan anvendes på forhold, der svarer til at skyde gråspurve med kanoner.

Men man må også tage bestik af, at det ikke altid er let at vide, hvilket ulæst notat der er potentielt pseudoarbejde, og hvilket der i sidste ende redder samfundet fra politisk makværk (som jo dog forekommer fra tid til anden, uanset hvor mange ulæste notater der bliver skrevet).

Bogen har mange andre gode pointer, som er værd at bide mærke i. For det første vores vanvittige italesættelse af arbejdslivet, hvor vanvittige titler og vanvittige kompetencer er dagens orden. Lad os stoppe med det – det er både forvirrende og usundt, hvis vi alle sammen render rundt og kalder os 'Galactic Viceroy of Research Excellence' eller det, der er værre.

Og for det andet pointen om, at cheflaget også – og måske særligt i det offentlige – har et ansvar for at sætte ordentlighed, fornuft og relative betragtninger om væsentligheden af egne opgaver over prestigen i at være en større chef for chef for en større afdeling.

Jeg slutter her. Min protestantiske arbejdsetik byder mig at skrive et notat, der ikke nødvendigvis skal læses af nogen – det er heldigvis mere meningsfuldt end som så.