Dekan: Dialog er bedre end straf i konflikter om medforfatterskab

To nye danske studier, der er udgivet i Plos One og Springer, har sat fokus på problematikken om forskningsverdenens ”gæsteforfatterskaber”.

Diskussionen har kørt med høj intensitet i både trykte og sociale medier siden #pleasedontstealmywork-kampagnen begyndte i foråret 2022. Flere ph.d.-studerende har både med navn og i anonymiseret form berettet om en oplevelse af pres og uretfærdig behandling i forbindelse med udgivelse af videnskabelige artikler.

Det er noget, vi bliver nødt til at tale om – og vi må gøre det med en fælles bevidsthed om, at komplekse sager ofte kan ses fra flere sider.

Farvel til berøringsangsten

På det sundhedsvidenskabelige fakultet Health ved Aarhus Universitet har vi lavet konkrete tiltag for at skabe en forskningskultur, hvor vi åbent taler om de forskellige interesser, der er på spil.

Vi har - inspireret af Erasmus University Rotterdam - introduceret et Dilemmaspil om ansvarlig forskningspraksis, som giver alle fakultetets forskningsgrupper et redskab til en fælles snak om noget af det, der er svært – og hvor sandheden ofte afhænger af øjnene, der ser.

Spillet indeholder eksempelvis et dilemma, hvor en ph.d.-studerende fortæller kolleger om sin professor, der beder om at være sidsteforfatter på artikler, som den ph.d.-studerende angiveligt har skrevet ’helt selv’.

Ifølge den ph.d.-studerende har professoren kun bidraget med sproglige detaljer. I det dilemma skal forskerne diskutere, hvad de hver især vil råde den ph.d.-studerende til.

Vi kan hverken regelsætte yderligere eller straffe os ud af problemstillingen

Anne-Mette Hvas
Dekan, Health, Aarhus Universitet

Skal hun kontakte universitetets rådgivere for ansvarlig forskningspraksis? Eller vil spillerne udfordre den ph.d.-studerende på, om hun har skrevet de artikler ’helt selv’ uden bidrag fra sine vejlederen, inklusive professoren, for eksempel i form af den idé projektet baserer sig på, faglig sparring, diskussion af resultaterne eller tidligere data?

Spillets formål er at skabe en platform til at tage debatten, uden den bliver personlig. Vi skaber en ramme, hvor vi på tværs af ancienniteter kan diskutere et fælles anliggende, som altid vil indeholde en afstemning af forskellige hensyn. På den måde sørger vi for, at vi løbende får taget en (selv)kritisk diskussion om integritet og faglighed i forskningen.

Gråzoner i et konkurrencebetinget miljø

Siden 2016 har alle vores ph.d.-studerende desuden været på kursus om ansvarlig forskningspraksis, hvor forfatterskaber hver gang er et tungtvejende emne, ligesom det indgår i vejledningskursus for etablerede forskere.

Medicinuddannelsen har langt flere ph.d.-studerende end andre uddannelser, og de studerende skal navigere i en hverdag med rigtig mange samarbejdspartnere.

Det er komplekst, for selvfølgelig vil der være gråzoner i et konkurrencebetinget miljø med samarbejder på kryds og tværs, men netop derfor giver det mening, at vi her går forrest i diskussionen om forfatterskaber.

Et dilemmaspil løser ikke den komplekse problemstilling med et snuptag, men det er første skridt på vejen til at skabe et rum for refleksion og debat mellem unge og erfarne forskere.

En del af problemet er nemlig, at løsningen ikke ligger lige for, når uenighederne først er opstået. Universiteternes Praksisudvalg er ikke egnede til at løse konflikterne, og Nævnet for Videnskabelig Uredelighed er heller ikke oplagt i disse sager, der hverken falder ind under plagiering, fabrikering eller falsifikation.

Forfatterskaber er en del af forskningskulturen, som man ikke umiddelbart har mulighed for at få mægling eller uvildig rådgivning om ved tvivl eller uenighed.

Det er tankevækkende, at ph.d.-studerende ikke har et oplagt sted at gå hen, når de møder en udfordring som denne. Men vi bør overveje nøje, om endnu en instans er løsningen, og vi skal passe på med at generalisere på baggrund af de mest grelle eksempler.

På det sundhedsvidenskabelige fakultet ved Aarhus Universitet er erfaringen, at langt de fleste konflikter om forfatterskaber bunder i misforståelser, gråzoner eller manglen på åbne samtaler om, hvorfor tingene er, som de er. Her bliver dilemmaspillet en gylden mulighed for at italesætte og måske på sigt ændre forskningskulturen.

Dialog frem for straf

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) har for nyligt meldt ud, at hun ”undersøger mulighederne for at blive klogere på problemstillingen”.

Det er et vigtigt og opløftende udsagn, så vi bidrager meget gerne – eksempelvis ved at løfte debatten derhen, hvor en god kultur om forfatterskaber er en fælles opgave, men lederens ansvar. Hvor vi på de enkelte uddannelsesinstitutioner arbejder med en god måde at håndtere opgaven på.

Vi kan hverken regelsætte yderligere eller straffe os ud af problemstillingen – vi må blive ved med at have fokus på den og kontinuerligt invitere den åbne samtale indenfor. Det bliver lettere, når vi – for eksempel med konkrete tiltag som dilemmaspil - skaber en ramme for dialogen.