Kommentar af 
Thomas Larsen

Thomas Larsen: Den yderste venstrefløj har stadig svært ved at lægge afstand til Hamas

SF-formand Pia Olsen Dyhr har længe været benhård i sin kritik af islamistiske organisationer, herunder Hamas, og Enhedslisten har kappet forbindelsen til en palæstinensisk organisation. Men på den yderste venstrefløj trives andre holdninger, skriver Thomas Larsen.

Med Hamas' langvarige jerngreb om Gaza er palæstinensernes kamp for frihed imidlertid for længst blevet overtaget af en organisation, der betjener sig af terror og baserer sig på en islamistisk ideologi, der kolliderer med alle venstrefløjens værdier om menneskerettigheder og ligestilling, skriver Thomas Larsen.
Med Hamas' langvarige jerngreb om Gaza er palæstinensernes kamp for frihed imidlertid for længst blevet overtaget af en organisation, der betjener sig af terror og baserer sig på en islamistisk ideologi, der kolliderer med alle venstrefløjens værdier om menneskerettigheder og ligestilling, skriver Thomas Larsen.Foto: Khalil Hamra/AP/Ritzau Scanpix
Thomas Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med forsinkelse er der kommet fokus på den grusomme mishandling af kvinder – herunder voldtægter – som soldater fra den palæstinensiske terrororganisation Hamas begik under deres angreb på landsbyer og kibbutzer i det sydlige Israel 7. oktober.  

Det udløser nu en debat om, hvorfor så mange, der normalt kæmper for menneskerettigheder, har forholdt sig tavse. Og det rejser en diskussion om, hvorfor nogle fortsat omtaler Hamas som frihedskæmpere og nægter at tage utvetydigt afstand fra overgrebene 7. oktober. 

I torsdagens udgave af Kristeligt Dagblad opsummerede en lederskribent paradokset med disse ord:  

"Herhjemme har de større byer været præget af demonstrationer, hvor en umiddelbart umage alliance af venstrefløjsaktivister og palæstinensiske sympatisører igen og igen har fyldt gaderne med bannere og råb om Israels ugerninger, men uden et ord om, hvordan den aktuelle situation er affødt af Hamas-aktionen, der ifølge eksperter opfylder de officielle kriterier for en krigsforbrydelse." 

Derpå spurgte skribenten retorisk, om det betyder, at alle demonstranter støtter Hamas, og leverede selv svaret: "Nej, naturligvis ikke. Men det kan kun ses som et udtryk for, at modviljen mod Israel er så stor, at man ikke ønsker den udfordret med en erkendelse eller åben kritik af Gaza-styrets umenneskelighed." 

Der har i årevis været tætte relationer mellem venstrefløjen i Vesten og palæstinensiske grupperinger, der har haft rødder i et venstreorienteret univers. 

Thomas Larsen

Når afskyen mod Israel er så massiv, som det beskrives i avisen, skyldes det, at mange på venstrefløjen ønsker at vise solidaritet og medfølelse med en palæstinensisk befolkning, som indiskutabelt er blevet påført store lidelser af Israel, og som senest har set store dele af Gaza blive pulveriseret under Israels gengældelsesangreb mod Hamas.

Men det skyldes også, at der i årevis har været tætte relationer mellem venstrefløjen i Vesten og palæstinensiske grupperinger, der har haft rødder i et venstreorienteret univers. 

Med Hamas' langvarige jerngreb om Gaza er palæstinensernes kamp for frihed imidlertid for længst blevet overtaget af en organisation, der betjener sig af terror og baserer sig på en islamistisk ideologi, der kolliderer med alle venstrefløjens værdier om menneskerettigheder og ligestilling. 

Langt de fleste på venstrefløjen forstår dette faktum. I dagene efter 7. oktober valgte Enhedslisten at indstille samarbejdet med den palæstinensiske organisation, DFLP, da der begyndte at cirkulere historier om, at DFLP's afdeling i Gaza havde deltaget i Hamas' terroraktion. 

"Vi er dybt ulykkelige over oplysningerne om, at en del af en organisation, som vi tidligere har haft samarbejde med, angiveligt har deltaget i angrebet 7. oktober," udtalte Rasmus Holme fra partiet.

Læs også

I SF har kritikken af Hamas og andre islamistiske organisationer længe været benhård. Og da SF-formand Pia Olsen Dyhr for nylig beskrev Hamas i POV International, var det sigende, at hun uden omsvøb kaldte Hamas for "en islamistisk, tyrannisk og drakonisk bevægelse," der vil udrydde alle jøder. Hun konstaterede i samme moment, at Hamas ikke har nogen berettigelse overhovedet: 

"Skal Gaza befries, som parolerne lyder, så bør Hamas fjernes først. Jeg så gerne, at palæstinenserne havde gjort det selv. For de udbytter og undertrykker palæstinenserne med mafiøse metoder, de har ikke afholdt et valg i snart et par årtier, og de har systematisk skudt og bombet ethvert tilløb til en fredelig løsning med Israel i sænk," lød det. 

SF-lederen beskrev, hvordan Hamas står i ledtog med nogle af verdens værste regimer – læs: Rusland og Iran – og hun fastslog, at Hamas indledte sit terrorangreb i oktober velvidende, at Israel ville svare igen. "Som alle andre ekstremister, lader de civile lide under deres ideologi," skrev hun.

Som det er blevet illustreret i den seneste tid, har lommer på den yderste venstrefløj stadig svært ved at lægge afstand til Hamas. 

Thomas Larsen

En stor del af indlægget var formet som en støtte til de danske jøder, som har været vidne til demonstrationer, hvor der er blevet råbt på jihad mod jøder og Israel.  

"Forestil dig at være dansk jøde, bosiddende på Nørrebro, når en hyggelig aften pludselig forstyrres af en demonstration bestående af hundredvis af muslimske medborgere, der skriger på jihad og islamisk diktatur her i Danmark, samt ødelæggelsen af Israel. Lige ude foran dit vindue. Det er ekstremt uhyggeligt," skrev hun. 

Pia Olsen Dyhr noterede, at en demonstration fra Israels Plads til Den Røde Plads via Nørrebrogade med davidsstjerner og israelske flag til minde om ofrene 7. oktober og med en kritik af Hamas, næppe ville have en chance for at kunne forløbe fredeligt. 

Men nok så væsentligt indeholdt hendes indlæg også en markant kritik af Israel. 

"Israel må og skal lægge kursen om," skrev hun og appellerede blandt andet til, at de ulovlige bosættelser skal stoppes, og at Israel aktivt skal arbejde for at skabe en to-statsløsning. "Israel får ikke fred, hvis ikke palæstinenserne får håb for fremtiden – og ligeså den anden vej," konkluderede hun.

Læs også

Mange vil utvivlsomt være enige med SF-formanden. Men som det er blevet illustreret i den seneste tid, har lommer på den yderste venstrefløj stadig svært ved at lægge afstand til Hamas. 

At det forholder sig sådan, har en række af demonstrationerne i landets større byer været et klart vidnesbyrd om. Og det blev understreget igen så sent som i onsdags på Christiansborg, hvor der blev arrangeret en konference under overskriften: "Palæstina – er alt håb ude?" 

Da en tilhører undervejs i den ophedede stemning fremstillede Hamas som frihedskæmpere, var der opbakning fra en del af publikum.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Larsen

Politisk kommentator
fellow (Stanford Uni. 2000), journalist (DJH 1988)

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

Rasmus Holme Nielsen

Kommunalbestyrelsesmedlem (EL), Frederiksberg Kommune, hovedbestyrelsesmedlem, Enhedslisten, Formand, Klima-, Plan- og Boligudvalget, Frederiksberg Kommune
lærer (Københavns Professionshøjskole)

0:000:00