Tamilsagen genfortalt: Dengang en bunke syltede sager væltede en hel regering

TAMILSAGEN 25 ÅR: For Erik Ninn-Hansen, Mogens Hornslet og Henrik Holm-Nielsen blev tamilsagen både skæbne og eftermæle. Altinget ser tilbage på sagen, der knuste Schlüters politiske livsværk og forandrede forholdet mellem ministre og embedsmænd for altid.

Af Anne Lea Landsted
Journalist

I 1962 forlod to unge mænd Københavns Universitet med sommerens højeste gennemsnit til juridisk embedseksamen. De kendte ikke hinanden – der var 125, der blev kandidater den sommer. Den ene, Poul Lundbæk Andersen, endte som departementschef i Justitsministeriet. Den anden, Henrik Holm-Nielsen, valgte at uddanne sig til advokat.

Godt 30 år senere krydsedes deres spor i tamilsagen, der skulle gå over i historien som en af Danmarks største politisk-administrative skandaler.

Denne gang stod de på hver sin side af bordet i Højesterets lokaler. Departementschef Poul Lundbæk Andersen som vidne og advokat Henrik Holm-Nielsen som den karismatiske, men benhårde og indimellem udskældte udspørger i undersøgelsesretten, der var nedsat til at efterforske justitsminister Erik Ninn-Hansens beslutning om at tilsidesætte tamilers retskrav på familiesammenføring.

”Jeg må indrømme, at jeg gjorde mig mange tanker. Lundbæk Andersen var meget vellidt i ministeriet og et pænt menneske. Vi havde samme høje karakterer, som gav direkte adgang til Justitsministeriet. Så det kunne lige så godt have været mig, der havde været i Lundbæk Andersens sted. Ville jeg have håndteret sagen anderledes? Kunne jeg have tøjlet det gale menneske Erik Ninn-Hansen? Det er ikke til at vide, men det er da ganske tankevækkende,” erindrer Holm-Nielsen i dag.

I denne måned er det præcis 25 år siden, højesteretsdommer Mogens Hornslet afleverede resultatet af de mange vidneafhøringer, beretningen om tamilsagen, i Statsministeriet. Konklusionen var klokkeklar: Nedprioriteringen af de tamilske familiesammenføringssager var ulovlig. Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen havde hovedansvaret, men statsminister Poul Schlüter var ”medskyldig”, fordi han kendte til den ulovlige praksis.

Statsministeren valgte at gå af. Erik Ninn-Hansen blev senere idømt fire måneders fængsel af Rigsretten. Dommen blev gjort betinget på grund af alder. Ninn-Hansen var 73 år, da dommen faldt.

Undersøgelsesretten fastslog desuden, at en række embedsmænd, heriblandt departementschef i Justitsministeriet Poul Lundbæk Andersen, burde have sagt klart fra over for ministerens ulovlige praksis. Han blev senere forflyttet til en stilling som kommitteret hos Rigspolitichefen.

”Tamilsagen er Danmarks Watergate. Det er den største politisk-administrative skandale, vi har haft. Ligesom Watergate fik den meget store konsekvenser for både politikere og embedsmænd. Den var stærkt ødelæggende for deres karrierer og helbred. Og så fældede den regeringen. Poul Schlüter sagde bagefter, at Ninn-Hansen havde knust hans livsværk. Det var det udtryk, han brugte,” siger Hans Engell, der var minister flere gange i Schlüters regeringer fra 1982 til 1993 og i dag er politisk kommentator.


En ung Hans Engell – folketingsmedlem og minister for Det Konservative Folkeparti – sammen med Erik Ninn-Hansen. (Foto: /ritzau/Jens Dresling)

Udlændingeloven
Tamilsagen handlede først og fremmest om justitsminister Erik Ninn-Hansens ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager, men den handlede også om en meget liberal udlændingelov, som ministeren ikke brød sig om. 8. juni 1983 vedtog et stort flertal i Folketinget loven, der blandt andet gav flygtninge retskrav på familiesammenføring, så snart de fik asyl i Danmark. Erik Ninn-Hansen, der dengang lige var blevet justitsminister, var fra begyndelsen modstander af loven, så vedtagelsen blev betragtet som et kæmpe nederlag for den nyudnævnte minister.

Samme år udbrød der krig i Sri Lanka mellem regeringshæren og tamilske oprørere fra den nordlige og østlige del af øen. Krigen sendte en strøm af flygtninge til nabolandet Indien og til Europa. I 1986 modtog Danmark alene godt 2.800 tamilske asylansøgere fra det krigsplagede land. Konflikten blev brutal og langvarig, selvom der undervejs var forsøg på at skabe fred. Blandt andet i 1987, hvor det kortvarigt lykkedes den indiske regering at presse en fredsaftale igennem, så man kunne begynde hjemsendelse af de 130.000 tamiler, der havde søgt tilflugt i landets sydligste provins, Tamil Nadu.

I Danmark øjnede justitsminister Erik Ninn-Hansen en mulighed for også at komme af med de næsten 3.000 tamiler, der var flygtet til Danmark. På et ministermøde i Statsministeriet i september 1987 meddelte han, at familiesammenføringssager med herboende tamilske flygtninge ville blive sat i bero, fordi der var indgået en fredsaftale. Ingen af de øvrige ministre tog notits af bemærkningen. Hvis der var fred i Sri Lanka, og flygtningene snart kunne vende tilbage, var der jo ingen grund til, at de fik deres familier til Danmark, husker Mimi Jakobsen, der dengang var socialminister i firkløverregeringen. En regering, der ud over Centrum-Demokraterne bestod af Kristeligt Folkeparti, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

”Vi gik selvfølgelig ud fra, at det var lovligt, siden ministeren meldte det ud, så jeg benyttede lejligheden til at foreslå, at vi så i stedet kunne tage imod flere kvoteflygtninge. Jeg havde lige haft møde med en repræsentant fra UNHCR (FN's flygtningehøjkommissariat, red), som bebrejdede os, at vi ikke tog imod flere. Ninn-Hansen svarede slet ikke, men så nedladende på mig, og spørgsmålet blev ikke diskuteret.”

Mimi Jakobsen havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun nogle år senere skulle blive gjort medansvarlig for nedprioriteringen af de tamilske familiesammenføringssager på grund af sit forslag på ministermødet. Det vender vi tilbage til.

To dødsfald
Advokat og udspørger i tamilsagen Henrik Holm-Nielsen gik på pension i 2013. I dag bor han på Holmehavegaard i Dianalund, hvor han har indrettet kontor på 1. sal. På et lavt bord er dåser med pibetobak stablet oven på hinanden, og på reolen under de skrå vægge – ikke langt fra skrivebordet – står tamilrapporten, over 6.000 sider fordelt på seks bind med bilag. Der hænger jagttrofæer på væggen, og fra vinduet i gavlen er der en fantastisk udsigt over natur, så langt øjet rækker.

Den garvede advokat og spejder trives bedst omgivet af natur, men lige nu gælder det juraen, så han sidder med ryggen til vinduet og en stak papirer foran sig. Han tænder piben, den første af en stribe, og rækker en materialesamling med nogle af de centrale dokumenter i tamilsagen over bordet. 16 sider. Det er sådan, han arbejder. Målrettet, struktureret og velforberedt.

”Hvis der var fred i Sri Lanka, ville der ikke være noget lovmæssigt i vejen for at sende tamiler hjem. Men virkeligheden tegnede et andet billede,” siger Henrik Holm-Nielsen.

Her er et par udpluk af, hvad danske aviser skrev om forholdene i Sri Lanka i efteråret 1987:

Der kom ingen fred til Sri Lanka, hverken i 1987 eller de følgende mange år. Alligevel fortsatte nedprioriteringen, og i Direktoratet for Udlændinge, som det hed dengang, begyndte sagerne at hobe sig op. I slutningen af 1988 lå der et sted mellem 130 til 140 sager om familiesammenføring på fuldmægtig Birgit Petersens bord. De var færdigbehandlet. Alt, hvad de manglede for at kunne ekspederes videre, var en underskrift.

En af sagerne var Mathulans. Han søgte i januar 1988 om familiesammenføring med sin hustru, der levede under kummerlige forhold i en flygtningelejr i Sri Lanka. På grund af krigen var der problemer med at skaffe hendes originale fødselsattest. Det lykkedes til sidst, og 13. juni 1988 var sagen færdigbehandlet og klar til at blive sendt videre. Der skete bare ingenting.

Først i slutningen af januar i 1989 fik Mathulan svar, men da var det for sent.

”Jeg returnerer denne godkendelse i fotokopi til Dem, for jeg har ikke brug for den mere. Justitsministeren har forhalet min ansøgning gennem mere end 1 år, fordi ministeren mener, der er fred på Sri Lanka. Endelig nu (den 27. Jan. 1989) får jeg godkendelse til at få min kone til Danmark, men det er for sent. Min kone døde den 5. januar 1989 af hjernebetændelse,” skrev han efterfølgende i et brev til Folketingets formand.

Året forinden var en anden tamilsk kvinde blevet dræbt i Sri Lanka, mens hun ventede på at blive familiesammenført med sin mand i Danmark.

Overordentligt kritisabelt
I løbet af efteråret 1988 gik Folketingets Ombudsmand i gang med at undersøge klager fra tamiler over de lange sagsbehandlingstider. 1. marts 1989 kom beretningen. Ombudsmanden kaldte Justitsministeriet og udlændingemyndighedernes forvaltning af de tamilske familiesammenføringssager for ”overordentligt kritisabel”. De fleste af klagerne havde måttet vente imellem 7 og 16 måneder på svar, efter at de havde afleveret en ansøgning og den fornødne dokumentation til myndighederne.

Ombudsmanden konstaterede, at myndighederne i flere tilfælde havde brugt mere tid på at besvare rykkerskrivelser, end det ville have taget at træffe afgørelser i sagerne. Han skrev, at visse betingelser skulle være opfyldt for, at en prioritering kunne ”betragtes som forsvarlig og lovlig”. Han fremhævede to. Ingen af dem var opfyldt.

Advokat og tidligere udspørger i tamilsagen Henrik Holm-Nielsen trækker kontorstolen hen til reolen med fødderne, bøjer sig ned og tager et bind af tamilberetningen ud. Han har sat mærker ind ved centrale passager, blandt andet ombudsmandens beretning.

”Det er jo dansk det her, skulle jeg hilse at sige. Du sidder med en redegørelse fra Folketingets Ombudsmand, der siger, at det, der er foregået, er ulovligt. Han skriver det ikke eksplicit, men det er det, han siger,” siger Henrik Holm-Nielsen.

Ikke desto mindre blev det, at ombudsmanden ikke brugte udtrykket ”ulovligt” i sin beretning, en del af regeringens argumentation for at afvise et beslutningsforslag fra Socialdemokratiet og SF om at nedsætte en kommissionsdomstol til at undersøge sagen. Under førstebehandlingen af beslutningsforslaget 25. april 1989 sagde statsminister Poul Schlüter blandt andet:

”Jeg mener ikke, det er rimeligt at sige, at ombudsmanden har karakteriseret den foretagne forvaltning som ulovlig. I sin konklusion anvender han udtrykket 'overordentligt kritisabelt', men han gør ikke gældende i sin konklusion, at her er tale om lovovertrædelser.”

Hans Engell, der dengang var et centralt medlem af den konservative folketingsgruppe, siger i dag:

”Nu skal jeg ikke kritisere ombudsmanden, men hvis han havde skrevet direkte, at det var ulovligt i stedet for at skrive det mellem linjerne, eller anbefalet, at der blev lavet en dommerundersøgelse, så havde Ninn-Hansen og embedsmændene i Justitsministeriet nok fået enden på slibestenen, men sagen havde slet ikke fået det omfang, den senere fik.”

Hvorfor tror du, han valgte ikke at bruge ordet ”ulovligt”?

”Det var formentlig, fordi han ikke ville være domstol og regnede med, at Folketinget kunne læse indenad, og fordi han ville undgå at havne i åben krig med Ninn-Hansen. Det var i hvert fald opfattelsen på Christiansborg dengang.”

Statsministeren sluttede sin indledende tale under behandlingen af S og SF’s beslutningsforslag med at konstatere, at sagen var tilstrækkeligt belyst, og at der ikke var ”fejet noget ind under gulvtæppet”. Forslaget faldt, blandt andet fordi CD, der nu ikke længere var medlem af regeringen, af historiske grunde ikke ville være med til at vælte en borgerlig regering.

”Det skulle ikke hedde sig, at vi var sure, fordi vi var blevet smidt ud af regeringen. Desuden stolede jeg på Schlüter, når han sagde, at der ikke var fejet noget ind under gulvtæppet. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at han ville stå og lyve,” siger Mimi Jakobsen, der i dag ikke længere er aktiv i politik.


Det var Mimi Jakobsen og CD, der skabte flertal for kommissionsdomstolen, der konkluderede, at behandlingen af tamilerne var ulovlig. (Foto fra 1990: /ritzau/Jens Dresling)

Et ubehageligt møde
Og her kunne sagen være endt. Det gjorde den ikke. Tværtimod. Den begyndte. I foråret 1990 viste DR dokumentaren Blodets bånd. Den kaldte nedprioriteringen for ulovlig og beskyldte den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen for at være skyld i to tamilers død. Ministeren havde afvist at være med, men da han så udsendelsen, blev han så provokeret, at han kontaktede DR’s daværende generaldirektør og bad om at få mulighed for forsvare sig på direkte tv.

Det fik han – ovenikøbet i primetime – 1. maj 1990. I udsendelsen lagde han en del af skylden for den ulovlige nedprioritering over på CD.

”Jeg var ved at falde ned ad stolen. Nu trak han pludselig mit gamle spørgsmål om kvoteflygtninge fra ministermødet i september 1987 frem som begrundelse for sine ulovligheder. Det var jo fuldstændig latterligt, for det var jo stik imod vores politik. Jeg blev stiktosset,” siger Mimi Jakobsen.

Næste dag gik hun til folketingsgruppen for at få mandat til at gå til statsministeren og meddele, at CD nu støttede en kommissionsdomstol.

”Jeg kan huske, at jeg tog Frode Nør Christensen med. Han var sådan en høj fyr og politimand. Jeg havde ikke lyst til at gå derover alene.”

Statsminister Poul Schlüter tog det pænt. Ifølge Mimi Jakobsen virkede han hverken overrasket eller vred. Nærmere resigneret, som om han havde ventet, at det ville ske.

”Nu har jeg længe nok holdt hånden over ham,” sagde han ifølge Mimi Jakobsen. Han ville imidlertid gerne have, at de selv gik over i Justitsministeriet og fortalte det til Ninn-Hansen.

”Det blev et meget ubehageligt møde, så det var godt, jeg havde Frode med. Ninn-Hansen var iskold, og her følte jeg virkelig, hvordan embedsmændene må have haft det. Det var topmodbydeligt. Jeg kan ikke huske, hvad han truede med, men det var noget med, at det ville blive værst for os selv. Vi skiltes absolut ikke som venner.”

Seks flyttekasser med bilag
Undersøgelsesretten i tamilsagen under ledelse af højesteretsdommer Mogens Hornslet blev nedsat 10. juli 1990.

Henrik Holm-Nielsen, som Hornslet selv havde bedt om at få som udspørger, gik straks i gang med at indsamle dokumenter. Kort før han gik på sommerferie modtog han seks flyttekasser med bilag fra Justitsministeriet og stribevis af yderligere bilag fra Direktoratet for Udlændinge, Udenrigsministeriet, Statsministeriet og Folketingets Ombudsmand, som han tog med sig på sommerferie til familiens ødegård i Värmland i Sverige. Eller sommerferie var måske så meget sagt, for ekstrakten skulle være klar til den første afhøring i undersøgelsesretten i tamilsagen knap fire måneder senere.

På det tidspunkt skulle der laves en ekstrakt i alle store sager. Normalt foregik det ved, at man markerede de afsnit i sagens mange bilag, der skulle indgå i ekstrakten, og sendte materialet ud i byen til et duplikeringsbureau, der havde specialiseret sig i udskrivning og udarbejdelse af ekstrakter. Henrik Holm-Nielsen valgte at gøre det selv og skrev ekstrakten på computer.

”Det havde den fordel, at jeg kom til at lære sagen at kende, mens jeg gjorde det. Ligesom det betød, at hele ekstrakten ville være tilgængelig elektronisk både for mig og for højesteretsdommer Mogens Hornslet, som var leder af undersøgelsesretten, dommer Torben Goldin, der var beskikket til at bistå undersøgelsen, og for undersøgelsesrettens sekretær, dommerfuldmægtig Sanne Bager.”

Ekstrakten blev på 1.302 sider
”Da jeg gik i gang med sagen, vidste jeg knap nok, hvad tamiler var for noget. Jeg vidste selvfølgelig godt, hvorfor man havde bedt os om at undersøge sagen. Det lå i kommissoriet. Men jeg var nødt til først at finde ud af, hvad der var op og ned på historien. Min opgave var at være efterforsker.”

Ikke alle brød sig om udspørger Henrik Holm-Nielsens helt egen, direkte og undertiden lidt bryske facon. På Venstres landsmøde i 1990 beskyldte Uffe Ellemann-Jensen fra talerstolen ham for at lede vidnerne på afveje ved at stille ledende spørgsmål. Det generede den ellers garvede og grundige advokat, der for første gang i karrieren fik svært ved at sove om natten, selvom Uffe Ellemanns påstand var uden hold i virkeligheden.

”Normalt vaskede jeg tavlen ren om aftenen, så jeg var frisk igen om morgenen. Men det her generede mig. Det er jo ikke hver dag, man bliver angrebet for uredelighed, og det blev jeg altså, så det basker. Selvom han ikke havde ret, påvirkede det mig,” siger han og tilføjer:

"Så det er faktisk Uffes skyld, at jeg begyndte at dyrke kampsport, for så var der ikke plads til at tænke på andet end det, jeg var i gang med.”

Politik og jura
Den største udfordring for Henrik Holm-Nielsen var imidlertid ikke Uffe Ellemann-Jensen, men statsminister Poul Schlüter og hans ”gulvtæppetale”. Statsministeren endte med at måtte afhøres flere dage i træk. I alt blev det til mere end otte afhøringer.

Og her fik offentligheden for første gang et indblik i den kaotiske virkelighed, der herskede på Christiansborg. En virkelighed, der i undersøgelsesretten stødte frontalt sammen med juraens kliniske og korrekte verden. Og det var ikke noget kønt syn. Gennemgående klarede politikerne sig elendigt. Mange, som for eksempel den konservative ordfører Viggo Fischer, kunne intet huske, eller også huskede de forkert. Men særligt Poul Schlüter fik for alvor ørerne i juramaskinen.

”Han opførte sig som om han deltog i en onsdagsspørgetid i Folketinget,” husker Hans Engell.

”Underholdende og vittig. Det gik nogenlunde under den første vidneafhøring, men så tog Holm-Nielsen og Hornslet ellers fat og pillede hans påstande fuldstændig fra hinanden under de efterfølgende afhøringer. Efterhånden som det hele blev trevlet op, tegnede der sig et noget mørkere billede af virkeligheden. Det var ikke længere politik, men benhård jura.”

Embedsmændene klarede sig ikke meget bedre. I undersøgelsesretten fremstod de som forvirrede duksedrenge, der om dagen sagde javel, hr. minister og om natten betroede sig til dagbogen. For eksempel chefen for udlændingedirektoratet, Frederik Schydt, der i en personlig notits 6. december 1988 blandt andet skrev: “Det er ikke nogen arbejdsmæssig belastning at ekspedere dem (familiesammenføringssagerne, red.), derimod er det stærkt belastende at skulle besvare gentagne klageskrivelser, høringer med videre…”

Selvom Ninn-Hansen var på vej ud på juridisk tynd is og risikerede ”en næse så stor, at han kunne lugte sig selv i nakken”, som ministersekretær Johan Reimann udtrykte det, var der ingen, der sagde stop.

Efter tamilsagen blev embedsmændene mere forsigtige og mindre villige til at gå ind i noget, der kunne betragtes som politiske beslutninger.

Ifølge Hans Engell traf statsministeren selv beslutningen om at gå af, da Hornslets beretning forelå. Eller som han sagde, da en gruppe konservative partikolleger kom over til ham i Statsministeriet 14. januar 1993: "Vi kan lige så godt starte med konklusionen. Jeg går af."

”Så rejste han sig og gik hen til vinduet. Jeg bemærkede, at der lige var en tåre, der skulle tørres væk, da han stod der og kiggede ud over de københavnske tage. Det var den eneste gang, jeg så ham personligt berørt. Situationen var jo den, at selvom Schlüter og regeringen accepterede den fuldbyrdede kendsgerning, at nu lå der en dødbringende beretning på bordet, så ændrede det jo ikke ved, at der hos Schlüter og andre i regeringen var en oplevelse af, at Hornslets konklusioner var ekstremt hårde.”

 
(Foto: /ritzau/Finn Frandsen) 

Ninn-Hansen som tragedie
Den dag i dag er det stadig en gåde for de fleste, hvordan en stædig justitsminister kunne drive det så vidt og fælde ikke alene sig selv, men en hel regering.

Måske skyldtes det modsætningsforholdet til Hans Gammeltoft-Hansen, der var en af penneførerne bag den meget liberale udlændingelov, som et stort flertal i Folketinget vedtog 8. juni 1983, og som blandt andet gav flygtninge med asyl i Danmark retskrav på familiesammenføring. Ninn-Hansen lagde aldrig skjul på, at han var imod lovforslaget. Måske var det bare stædigheden, der tog over og smed al fornuft over bord.

Henrik Holm-Nielsen søger tilbage i kulturhistorien, når han i dag ser tilbage på tamilsagen og Erik Ninn-Hansen.

”Man kan sammenligne det med en græsk tragedie. Justitsminister Erik Ninn-Hansen vandrer af sted ud mod afgrunden, mens koret råber: 'Gå tilbage, gå tilbage – vent.' Han hører det ikke, men fortsætter bare derudad,” siger han.

Hans Engell spurgte flere år senere Ninn-Hansen, hvordan han med sin politisk-juridiske baggrund og kolossale parlamentariske indsigt havde kunnet lade sagen føre så vidt.

”Jeg mindede ham om, at der samlet set havde været mindst fem gange, hvor han selv kunne have bragt sagen til en afslutning, før den ramte Rigsretten. Ninn tænkte sig længe om, inden han svarede: 'Ja, det undrer også mig selv. Det har jeg ikke rigtigt noget svar på. Jeg er også selv forundret.'”

Forrige artikel Dagens overblik: Medier udnævner blå tabere, og norsk notat presser Støjberg Dagens overblik: Medier udnævner blå tabere, og norsk notat presser Støjberg Næste artikel Tamilsagen fylder 25 år: ”Det er Danmarks Watergate” Tamilsagen fylder 25 år: ”Det er Danmarks Watergate”