Er blå kommuner mere erhvervsvenlige? Svaret er ikke entydigt

Erhvervslivet har mildest talt ikke været en slagvare i de netop overståede politiske kampe om magten i kommunerne rundt omkring i Danmark. Det sælger ikke på en stemmeseddel.

Politik er i højere grad følelser, karisma og personligt nærvær. I den forbindelse klinger byggesagsbehandling, bureaukrati og infrastruktur som noget fra en anden planet. Langt væk fra de fleste borgeres hverdag og milevidt fra hele velfærdsdebatten.

Hertil kommer, at det for de fleste ikke står krystalklart, hvad der i grunden er kommunens opgaver og ansvar, og hvor staten ved Christiansborg tager over med love og cirkulærer. Så ja, der er mange grunde til, at erhvervslivet sjældent har en stemme i politiske valg.

Ikke desto mindre er netop kommunegrænserne ofte afgørende for, hvor virksomheder lægger sig. Og dermed de arbejdspladser med skattebetalinger, som skal finansiere den enkelte kommunes udgifter til alt det, som politikerne lover bysbørnene i kommunen inden valget.

Det er blot et par årtier siden – i 1970'erne og 1980'erne – hvor erhvervslivet og dets virksomheder i store dele af samfundet blev udskreget som miljøsvin og udbyttere. Sådan er det ikke mere. I dag er den debat meget mere nuanceret.

Faktisk er erhvervslivet i dag foran den politiske dagsorden på en række områder, eksempelvis på klimaområdet. På samme måde som etablering af arbejdspladser og den aktuelle mangel på arbejdskraft har lukket erhvervslivet ind i den politiske varme. Pengene skal jo komme et sted fra. 

Ser man på danmarkskortet, er der store forskelle på, hvordan de enkelte kommuner opfattes af erhvervslivet. 

Kigger man på erhvervsvenligheden ud fra et politisk synspunkt, er alle top-ti kommunerne styret af venstreborgmestre

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

Der udarbejdes løbende forskellige undersøgelser af erhvervsvenligheden i de enkelte kommuner, blandt andet den årlige rating fra den største lobbyist for erhvervslivet, DI. Her scorer de jyske kommuner topkarakterer, mens København og kommunerne på det øvrige Sjælland ligger i bunden.

Top ti i DI's seneste undersøgelse lyder sådan: Ikast-Brande, Silkeborg, Hedensted, Vejen, Billund, Odder, Varde, Nordfyn, Skive og Ringkøbing-Skjern. Disse kommuner gør mest for erhvervslivet, når virksomhederne selv skal sige det.

Mens bund ti udgøres af Bornholm, Dragør, Kerteminde, Halsnæs, Helsingør, Odsherred, Gribskov, København, Tårnby og Hørsholm. Når DI vurderer top ti, som de mest erhvervsvenlige, må bund ti være de mest erhvervsuvenlige. 

På en top 25-liste er det kun Ballerup (nummer 14), Høje Taastrup (nummer 20) og Ishøj (nummer 21), der lige sniger sig ind i det gode selskab.

I den anden ende af skalaen er det karakteristisk, at de store byer placerer sig som hørende til blandt de dårligste. Altså når det lokale erhvervsliv selv skal vurdere kommunernes evne til at gøre livet lettere for virksomhederne.

Kigger man på erhvervsvenligheden ud fra et politisk synspunkt, er alle top-ti kommunerne styret af venstreborgmestre.

Ved det netop overståede kommunalvalg er der dog sket et skifte på borgmesterposten i Silkeborg og Odder fra Venstre til en socialdemokratisk borgmester, nemlig henholdsvis Helle Gade og Lone Jakobi. Omvendt er bund ti-kommunerne primært styret af socialdemokratiske og konservative borgmestre.

Det hører dog med, at disse undersøgelser alene baserer sig på en tilfredsundersøgelse blandt de enkelte kommuners virksomheder. En subjektiv vurdering.

Det er alene en ønskeseddel fra erhvervslivet og dermed ikke hensyn til andre forhold, som en kommune skal tage hensyn til, som eksempelvis plads- og miljøhensyn, befolkningssammensætning eller uddannelse.

Og hvad er det så, at virksomhederne lægger vægt på, når de skal rate deres kommuner? Det er overordnet fem ting, nemlig sagsbehandlingen i kommunen (typisk ved byggesager,) kvalificeret arbejdskraft, infrastruktur og transport samt kommunikationen med kommunen og kommunens vilje til at gøre brug af private leverandører.

Det er overraskende, at skatter og afgifter ikke fylder mere i erhvervslivets ønsker til kommunerne. Det står i kontrast til lobbyorganisationernes meget tungere vægtning på skatte- og afgiftsspørgsmål. Virksomhederne har således i højere grad brug for rammer og hurtig sagsbehandling end for skattesænkninger.

Socialdemokratiet og Venstre sidder på langt de fleste borgmesterposter i kommunerne.

Spørgsmålet er derfor, om der konkret er forskel på borgmesterfarven rød eller blå i forhold til erhvervslivet. Det kan der ikke entydigt svares ja eller nej til.

Slagelse er et eksempel på, at farven er skiftet flere gange over de senere år fra blå til rød og nu igen til blå. Slagelse havde en Venstre-borgmester, Stén Knuth, frem til 2017.

I forbindelse med det meget omtalte kaosvalg i 2017 overtog socialdemokraten John Dyrby Poulsen borgmesterposten. Det er et godt gæt, at netop balladen i bystyret har smittet af på virksomhedernes dårligere rating af kommunen. 

Erhvervslivets tillid til kommunen over de seneste fire år er faldet markant, blandt andet er behandlingstiden for byggesager steget betydeligt.

Nu er der så igen kommet en Venstre-borgmester, Knud Vincents, ind i borgmesterkontoret i Slagelse. Han er gået til valg på en ambitiøs målsætning om at placere Slagelse i den bedste tredjedel blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i 2023 og i top-15 i 2025. Det kunne blive et valgtema, succes eller fiasko, i Slagelse om fire år.

Omvendt havde en af landets fattigste kommuner, nabokommunen Holbæk, et dårligt ry i erhvervslivet tilbage i 2016, hvor kommunen dengang havde en Venstre-borgmester.

I 2017 overtog socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen kæderne, og i de følgende fire år steg erhvervslivets tillid til kommunen, i takt med at den nye borgmester fik styr på administrationen og kommunens økonomi.

Det har skabt enorm respekt om den unge Holbæk-borgmester, som ved det netop overståede valg personligt høstede knap halvdelen af samtlige stemmer i Holbæk.

Det kan være svært for en kommune at balancere mellem på den ene side at være bister kontrolmyndighed over for virksomhederne og på den anden side charmere sig frem over for erhvervslivet

Jens Chr. Hansen
Kommentarskribent

En kommune og dets borgmester er således afgørende for at tiltrække og fastholde erhvervsvirksomheder og dermed arbejdspladser. Jo flere virksomheder, jo flere skatteindtægter og jo bedre mulighed for at finansiere blandt andet skoler, velfærd, kultur eller sport. 

Et eksempel er Kalundborg. Her har Venstre-borgmesteren Martin Damm sammen med Novo Nordisk i årevis kørt et heftigt lobbyarbejde på Christiansborg for at få ført motorvejen helt ud til Kalundborg. Den kommunale personskat fra Novo Nordisks flere end 4.000 medarbejdere i Kalundborg skæpper voldsomt i kommunekassen.

Da regeringen for et par måneder siden præsenterede sit transportudspil, som senere skal finde et flertal i Folketinget, var en udvidelse af motorvejen til Kalundborg tegnet ind på danmarkskortet. 

Den øgede beskæftigelse i Danmark over de senere år og de markant øgede overskud i erhvervslivet har samtidig også øget både statens og kommunernes skatteindtægter. Selv om selskabsskatteprocenten er faldet til 22 procent, er provenuet braget i vejret til 72 milliarder kroner i 2021. Det er rekord.

Den største del af selskabsskatten, nemlig 85 procent, ryger i statskassen. De sidste 15 procent fordeles efter en kompliceret nøgle til dels kommunen, hvor virksomheden har hovedkontor, dels til øvrige kommuner. Men det betyder, at eksempelvis en kommune som Billund får ekstraordinært store skatteindtægter fra Lego.

Indrømmet, det kan være svært for en kommune at balancere mellem på den ene side at være bister kontrolmyndighed over for virksomhederne og på den anden side charmere sig frem over for erhvervslivet på nabokommunens bekostning. 

Men det handler i høj grad om, at kommunen er tilgængelig, og at der kommer et løbende samarbejde mellem kommune og den enkelte erhvervsvirksomhed op at stå. Det kræver, at virksomhederne ikke bare kræver ind, men at erhvervslivet også forstår og respekterer arbejdsdelingen.

Sker det, er der basis for at rykke erhvervslivet længere op på de kommende, kommunale valgplakater.