Fortidens socialpolitik er et sort kapitel, og nu er politikerne ved at gentage den

11. september 2023 vil socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) give en undskyldning til de mennesker, der i perioden 1933 til 1980 var anbragt i særforsorgen, også kaldet åndssvageforsorgen.

En undskyldning på vegne af staten for, hvordan man behandlede mennesker med forskellige handicap i den tid. Den burde være udtryk for et aldrig mere - men desværre klinger den hult. For en gentagelse af fortidens sorte kapitel er ved at blive virkelighed, og politikerne på Christiansborg gør absolut intet for at bremse det.

Det var en fejl af dimensioner, da det fulde ansvar for forvaltningen af hjælp til mennesker blev lagt ud i 98 kommuner i 2007. I 2009 gav det sig udtryk, da den daværende formand for Kommunernes Landsforeningen, Erik Fabrin, udtalte, at udgifterne til det specialiserede socialområde (handicapområdet) havde en skadelig gøgeungeeffekt:

Denne gøgeunge-retorik har siden skabt et politisk narrativ, at mennesker med handicap koster vores land mange penge, og at det er på bekostning af andre.

Monica Lylloff

"Det går ikke på den lange bane, at hjælpen til de svageste ender med at betyde nedslidte skoler og uhumske lokummer for den brede befolkning. Så mister vi opbakning til velfærdsstaten."

Denne gøgeunge-retorik har siden skabt et politisk narrativ, at mennesker med handicap koster vores land mange penge, og at det er på bekostning af andre. Derfor er det nærmest blevet normen, at der ved beslutninger om besparelser i kommunerne peges på netop "det dyre handicapområde" som en af årsagerne til, at der ikke er penge til svømmehallen, at skoler må lukke, og at der ikke er penge til flere voksne i børnehaverne. Det forlyder, at udgifterne til handicapområdet æder og gafler midlerne til normalområdet. Det er blevet normen at spille velfærdsområder ud mod hinanden.

Nicolai Wammen (S) serverede dette politisk skabte narrativ, da han fremlagde finanslovsforslaget 31. august 2023. Adspurgt til hvorfor landets kommuner gennemfører massive besparelser samtidig med, at regeringen har opjusteret det økonomiske råderum med 20 milliarder kroner, svarede finansministeren, at kommunerne har en svær opgave, da de er ramt af inflation og store udgifter på det specialiserede socialområde. Løsningen på dette vil, ifølge finansministeren, være at forhandle med Kommunernes Landsforening om at få bragt udgifterne ned.

Parallelt med dette narrativ laver kommunerne fejl i op mod halvdelen af afgørelserne på området. Det betyder, at mennesker i alt for mange situationer ikke får hjælp eller må vente meget længe på den nødvendige hjælp. Konsekvenserne er enorme både økonomisk og menneskeligt i form af tillægsdiagnoser, og forældre der bliver arbejdsløse og rammes af stress. Der bliver altså lagt op til besparelser på et allerede totalt dysfunktionelt system.

Rigsrevisionens beretning i marts 2022 har bekræftet den virkelighed og har udtalt hård kritik af både kommuner og skiftende regeringer siden 2014. Det fremgår direkte, at kommunerne ikke overholder lovgivningen, og skiftende regeringer har undladt at gøre noget ved det.

Situationen i dagens Danmark er allerede nået dertil, at nogle forældre til svært handicappede unge og voksne er så bekymrede for, hvad der skal ske med deres kære, når de ikke selv er der til at passe på dem, at de faktisk håber, at deres børn dør før dem.

Monica Lylloff

Derfor er det ret nærliggende at konkludere, at finansministeren og andre politikere bruger en kynisk syndebuk-effekt som en del af ansvarsfralæggelsen for at slippe for at gennemføre de store strukturelle ændringer, der er nødvendige for at ændre den nuværende situation for en stor gruppe mennesker. Det er uværdigt.

Socialministeren har indtil nu været lige så passiv som sine forgængere i forhold til at sætte en stopper for 16 års dysfunktionel og skadelig forvaltning af handicapområdet. En dysfunktionel forvaltning, der kun vil blive værre med de anbefalinger, Tranæs-udvalget udkom med i maj om, hvordan socialområdet kan styres bedre rent økonomisk. Med disse anbefalinger kan mennesker med handicap se ind i, at de vil kunne tvangsflyttes fra et bosted til et andet og vil fratages basale rettigheder som selv at kunne vælge, hvor de vil bo.

Situationen i dagens Danmark er allerede nået dertil, at nogle forældre til svært handicappede unge og voksne er så bekymrede for, hvad der skal ske med deres kære, når de ikke selv er der til at passe på dem, at de faktisk håber, at deres børn dør før dem.

Nu vil socialministeren så tale om en specialeplan for området, der giver deja vu til den tidligere regerings evaluering af det specialiserede socialområde, som varede hele den seneste regeringsperiode. Hvad der ligger i en specialplan, henstår i det uvisse, og inden arbejdet kan startes, har socialministeren oprettet et samarbejdsform, hvor der kan drøftes input. Det må derfor konstateres, at låget på syltekrukken stadig sidder på.

Fortiden må ikke gentages. Derfor er det hamrende nødvendigt, at der rettes op på det politiske narrativ om mennesker med handicap. Det er på tide, at regeringen forstår, at det bedst kan betale sig at give mennesker med handicap og deres familier den rigtige hjælp. Tiden må vise, om regeringen vil ændre kurs, eller om socialministerens undskyldning den 11. september 2023 skal gentages igen om 50 år.