Kommentar af 
Rasmus Ulstrup Larsen

Det er fristende at ville forbedre velfærden helt gratis, men det har sjældent hold i virkeligheden

Det er et politisk mål for næsten alle regeringer at tage et opgør med bureaukratiet, så velfærden kan forbedres, uden at det koster en krone. Men det er kun i de teoretiske regneark, at det kan lade sig gøre, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) vil halvere papirarbejdet i ældreplejen, så der er tid til reel pleje. Men dokumentationskravene skaber en værdi for pårørende, der ønsker klarhed over, hvad det offentlige foretager sig, skriver Rasmus Ulstrup Larsen.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) vil halvere papirarbejdet i ældreplejen, så der er tid til reel pleje. Men dokumentationskravene skaber en værdi for pårørende, der ønsker klarhed over, hvad det offentlige foretager sig, skriver Rasmus Ulstrup Larsen. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Rasmus Ulstrup Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når man følger den offentlige debat, kan man nogle gange få det indtryk, at den offentlige sektor er proppet med dokumentationskrav, der ikke tjener noget formål. Meningsløst papirarbejde sluger de offentligt ansattes tid, og den varme velfærd lider under det, lyder budskabet.

Det er ikke et nyt budskab. Skiftende regeringer har forsøgt at sætte en dagsorden ved at tage et opgør med bureaukrativældet, som af uransagelige årsager sniger sig ind overalt. Som var det ond magi, opstår der pludselige krav om dokumentation, som ingen kan forklare hvor kommer fra.

Under VLAK-regeringen skulle der tages et opgør med bureaukratiet. Under Mette Frederiksen (S) skulle der tages et opgør med bureaukratiet. Under alle de regeringer, der går forud for min politiske hukommelse, skulle der tages et opgør med bureaukratiet.

Og selvom det er åbenlyst sympatisk, at velfærden skal forbedres, så er der særligt tre årsager til, at det ikke lader sig gøre så nemt. For det første at dokumentation faktisk er velfærd for nogen. For det andet at oppositionspolitikere og medier i fællesskab kræver øget bureaukrati fra den til hver tid siddende regering. Og for det tredje at det er en genial måde at fortælle vælgerne, at man vil øge den offentlige velfærd, uden det koster en krone.

Dokumentationskravene skaber ikke konkret, synlig værdi for modtageren af den offentlige service, men de skaber værdi for pårørende

Rasmus Ulstrup Larsen

I tirsdags varslede social- og ældreminister Astrid Krag (S), at papirarbejdet i ældreplejen skal halveres, så der frigives tid til reel pleje af de ældre. Vejen dertil skal ifølge Astrid Krag gå gennem en halvering af antallet af registreringer i omsorgsjournalsystemerne. Det er blandt andet i de systemer, at det offentlige registrerer forløbene med ældre borgere, der modtager hjemmehjælp, genoptræning, forebyggende hjælp med mere.

Jeg skal ikke kloge mig på den konkrete værdi af dokumentationen af forløb i ældreplejen, da jeg hverken er ansat i ældreplejen eller selv modtager ældrepleje. Men det forekommer mig, at der nok er nogle pårørende, der gerne vil følge med i, hvordan ens gamle forældre eller ens svækkede ægtefælle modtager hjælp. Særligt når det går galt i forløbene. For det er jo netop det, dokumentation som oftest er til for: At sikre, at det offentlige monopol på de fleste velfærdsområder kan spores og undersøges, når der forekommer svigt, eller noget går utilsigtet galt.

Her ligger kernen i den første af de årsager jeg skitserede ovenfor: Dokumentationskravene skaber ikke konkret, synlig værdi for modtageren af den offentlige service, men de skaber værdi for pårørende og dem, der ønsker klarhed over, hvad det offentlige foretager sig. Og så skaber det selvfølgelig fleksibilitet i den offentlige sektor, at flere forskellige ansatte kan håndtere de samme borgere, fordi de kan konsultere journaler og registreringer og på den måde få indsigt i, hvad kollegaerne har foretaget sig.

Bureaukratiet sikrer kort sagt en anden type velfærd, der ikke har noget at gøre med det, vi normalt forbinder med de varme hænders velfærd. Det kan man sagtens mene, er et problem. Man skal bare være forsigtig med at bilde danskerne ind, at man kan sætte et arbitrært mål om at fjerne halvdelen af dokumentationskravene og samtidig tro, at der ikke vil ske et velfærdstab for nogen.

Den anden årsag til at det er svært at komme bureaukratiet til livs, påpegede kommentatoren Amalie Lyhne for nylig i Berlingske. Her satte hun ord på et paradoks i diskussionen om den offentlige sektors dokumentationskrav: Hvordan medier og politikere skælder ud på bureaukratiet, men i fællesskab kræver forebyggende handling, hver gang der opstår en sag, hvor borgere bliver svigtet eller ikke får den service, de har krav på.

Her kunne politikerne måske i stedet se indad og give hinanden håndslag på, at næste gang der er en enkeltsag om svigt i det offentlige, så kræver de ikke handling fra de ansvarlige ministre

Rasmus Ulstrup Larsen

Fra mine kun to og et halvt års erfaring fra Christiansborg må jeg give Amalie Lyhne ret. Oftest fungerer samspillet mellem politikere og medier sådan, at et medie har gravet noget uacceptabelt frem i den offentlige sektor, hvorefter de relevante ordførere på Christiansborg bliver bedt om at forholde sig til mediets afdækning af det uacceptable sagsforhold.

Hvis man er en svag politiker, der har svært ved at sætte sig igennem og få den mediedækning, man higer efter, vil svaret som oftest være, at man vil hive den ansvarlige minister i samråd. Et tænkt eksempel kunne for eksempel være en afsløring af, at en børnehave ikke giver tilstrækkelig omsorg, hvorefter en oppositionspolitiker vil bede den ansvarlige minister forholde sig til afsløringen og samtidig kræve svar på, hvad ministeren vil gøre, for at det ikke gentager sig.

Eftersom ministeren ikke kan gøre synderligt meget i forhold til den konkrete børnehave, så kan ministeren opstille nye regler eller skærpe tilsynet med børnehaverne. Et eller andet skal ministeren jo gøre, da han ikke bare kan svare, at han er magtesløs overfor konkrete svigt fra konkrete offentligt ansatte. Slet ikke hvis oppositionen fornemmer, at de kan presse ministeren tilstrækkeligt, fordi medierne er optagede af sagen.

På samme tid står de selvsamme politikere, der lige har hevet ministeren i samråd, og stiller sig undrende overfor, at der er et væld af bureaukrati og dokumentation i børnehaverne. Det må da for dælen være muligt at droppe alle de regler og dokumentationskrav og bare lege med børnene, udtrykker de.

Her kunne politikerne måske i stedet se indad og give hinanden håndslag på, at næste gang der er en enkeltsag om svigt i det offentlige, så kræver de ikke handling fra de ansvarlige ministre. Allerede ved det håndslag kunne man forestille sig, at regelmængden og dokumentationskravene ville vokse med mindre hastighed. Men det håndslag kan aldrig finde sted, så længe der er politikere, der har svært ved at slå igennem og derfor er nødt til at gøre brug af de muligheder, der byder sig, for at få opmærksomhed og vise handlekraft. Og det vil der altid være.

Det er kun er i de teoretiske regneark, at politikerne har mulighed for at love bedre velfærd til samme pris som hidtil

Rasmus Ulstrup Larsen

Den tredje årsag til, at bureaukratiet er så udskældt, men ikke bliver oprigtigt aflivet, er, at det kun er i de teoretiske regneark, at politikerne har mulighed for at love bedre velfærd til samme pris som hidtil.

Man behøver for eksempel ikke ansætte flere hjemmehjælpere, hvis man med et snuptag kan få hjemmehjælperne ud til langt flere borgere end hidtil, fordi de nu ikke behøver dokumentere deres forløb. Og mens det i et excel-ark sikkert giver mening, så står man stadig med det problem, at når den næste hjemmehjælper i rækken skal på besøg grundet en akut opstået situation hos den ældre borger, så er hjemmehjælperen nødt til at finde ud af, hvad den forrige hjemmehjælper foretog sig. Man skulle jo nødig havne i det problem, at de pårørende forlanger viden om, hvad der foretages i den ældres hjem. Og man vil slet ikke havne i centrum for en mediesag.

Hvis man ikke kan læse i en journal eller andet dokument, hvad den forrige hjemmehjælper foretog sig, så må man jo få informationen overleveret via andre kanaler. Den tidsbesparelse, kunne man forestille sig, er meget lille i forhold til at slå op i et it-system. Men igen må jeg gøre opmærksom på, at jeg ikke kender til hjemmehjælpspraksis.

Til gengæld ved jeg, at det er umådeligt fristende for en politiker at sælge et budskab om, at velfærden kan forbedres helt enormt, uden det koster en krone. Det har bare sjældent meget med virkeligheden at gøre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Ulstrup Larsen

Fhv. politisk konsulent, Nye Borgerlige
cand.merc. i erhvervsøkonomi og filosofi (CBS 2016)

Astrid Krag

Social- og ældreminister, MF (S)
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

Amalie Lyhne

Kommentator, Berlingske
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2005)