Diabetesforeningen: Kommuner bryder loven
DEBAT: Det er i strid med loven, når kommuner pålægger borgere at fremskaffe lægelig dokumentation, hvis de har behov for tilskud eller hjælpemidler. Det krænker borgernes retssikkerhed og truer retten til privatliv, skriver Signe Hasseriis, rådgivningschef i Diabetesforeningen.
Signe Hasseriis
Socialrådgiver og rådgivningschef i Diabetesforeningen
Danske kommuner krænker egne borgere ved at kræve, at diabetikere selv skaffer lægelig dokumentation for deres specifikke behov for hjælpemidler og tilskud, enten i form af et journaludskrift eller i form af en lægeudtalelse.
Det er urimeligt over for borgerne og for øvrigt i modstrid med den aftale, Kommunernes Landsforening og Lægeforeningen har lavet på området.
Vi har set flere eksempler på, at kommunerne går for vidt med hensyn til krav om for eksempel journaludskrifter. Den urimelige og lovstridige praksis kan give anledning til en forstærkning af den sociale ulighed i sundhed og give kommunerne helt irrelevante og personlige oplysninger om borgerens helbred. Det bør stoppes øjeblikkeligt.
Send dit indlæg til [email protected]
Urimeligt og krænkende
Senest har Sønderborg Kommune i breve til en stor gruppe diabetikere forlangt, at den enkelte selv fremskaffer lægefaglig dokumentation for behovet for de specialvarer, som der gives tilskud til på grund af den kroniske sygdom. Først da Diabetesforeningen gik ind i sagen, ændrede kommunen praksis.
Diabetesforeningen mener ikke, at det er i orden, at kommunen på den måde presser enkelte borgere til at skaffe lægelig dokumentation. Det er urimeligt og krænkende af mindst tre grunde:
- Det pålægger borgeren en udgift til indhentning af lægeerklæringer, som kommunen rettelig burde betale.
- Det forstærker ulighed i sundhed, fordi særligt mindre ressourcestærke borgere måske ikke får spurgt lægen på vegne af kommunen. Dermed risikerer de at miste den hjælp, de ellers har krav på.
- Det giver kommunen adgang til lægelige journaloplysninger, der ikke er relevante i den aktuelle sag. Hvis kommunen bare får adgang til borgerens lægejournal for at finde svar på sine spørgsmål, giver det grobund for fejlfortolkninger.
Den urimelige og lovstridige praksis kan give anledning til en forstærkning af den sociale ulighed i sundhed og give kommunerne helt irrelevante og personlige oplysninger om borgerens helbred.
Signe Hasseriis
Rådgivningschef i Diabetesforeningen
Overhold jeres aftale
Diabetesforeningens krav til kommunerne er klart: Stands den urimelige praksis, og overhold jeres egen aftale med lægerne.
Ifølge den aftale kan en kommune – hvis den har et sagligt begrundet behov og indhenter borgerens tilladelse – bede lægen om skriftligt at udfærdige en attest med svar på konkrete spørgsmål.
Intentionen med både lovgivning og KL's aftale med Lægeforeningen er at sikre borgerens retssikkerhed og ret til privatliv. Derfor skal aftalen efterleves i kommunerne.