Egoismens kavalerister blæser til kamp imod vildere natur

Man bør i reglen nøjes med at kalde åbenlyst vrøvl for "ikke så gennemtænkt", "måske lidt forsimplet" og reagere med den slags afdæmpede skuldertræk, når man går ud i den offentlige debat. Vi kan jo ikke alle være enige om alting, men vi kan vel tale om tingene, ikke sandt?

Jo, heldigvis 99 ud af 100 gange. Men.

Når en del af naturdebatten efterhånden har nået absurditetens dimensioner, er det umuligt at karakterisere tåkrummende vrøvl som andet end dét, det er.

Så undskyld på forhånd, at jeg kalder en spade for en spade, men det er altså dér, Venstres Erling Bonnesen er landet, når han på sociale medier kalder vigtigheden af vildere dansk natur for ”projektmageri” og ”teoretisk sludder”, stik modsat udmeldinger og politiske beslutninger af hans egen partiformand, Jakob Ellemann-Jensen.

Og som man råber i skoven. Bonnesen er hoppet på det mest proportionsforvrængende og fornuftsforladte skalkeskjul for elementær egoisme i sit frontalangreb på de kommende naturnationalparker – at det skulle være dyremishandling for dyrene, at de skal finde deres mad selv.

Og hvad med stakkels, stakkels rådyr? Disse depressive, fortvivlede, ulykkelige og traumatiserede vilde dyr, der er tvunget til at gå derude i den frygtindgydende natur og selv finde deres mad? Nogle gange regner det ovenikøbet.

Rune Engelbreth Larsen
Kommentarskribent

Det er et argument, der er opfundet for mange år siden af velmenende og empatiske mennesker, som synes, at det er synd at udsætte græssende dyr, først og fremmest fordi de naturligt taber sig om vinteren.

De tænker ikke meget over, at det gør de fleste dyr selvfølgelig om vinteren, hvilket er normalt og uproblematisk, og de tænker heller ikke over, at de dyr, der udsættes, jo også gavner masser af andre arter, som netop mistrives uden græsning – men alle de andre arters mistrivsel har de pudsigt nok ikke spor ondt af.

Denne velmenende, men misforståede empati, er desværre transformeret til renlivet kampagne-galimatias for andre segmenter, hvis egentlige dagsorden oftest er den, at de vil diktere, hvordan og hvor meget naturen kan tilgodese deres egne egoers snævre behov for fornøjelse og adspredelse – hvor som helst og når som helst.

Men man dækker sig selvfølgelig ind under en skinhellig forargelse over noget helt andet: At det altså skulle være synd for et dyr at være et dyr, der selv skal finde sin føde i det fri.

Dette dække over elementær egenkagemeling hos dem, der ikke vil omlægge så meget som en promille af landets utallige ridestier eller flytte nogle få mountainbike-spor, har Bonnesen nu ædt råt.

Lad os lige forfølge ’det-er-synd'-argumentet lidt. Det må altså tydeligvis også være ualmindelig forfærdeligt at være en hare. Sikken et rakkerliv, mand. Selv ud at finde mad dag efter dag, endog med rævens skarpe tænder som blodig trussel, Øv.

Ja, det må også være uudholdeligt for alle Danmarks edderkopper. De skal selv fange deres fluer, ikke? De skal stå tidligt op hver eneste dag, væve deres komplekse spind helt alene og bagefter ofte røvkede sig, mens de sidder og venter på et insekt, der drøner ind i spindet og klistres ind, hvorefter spindleren endelig kan få middagsmad.

Godt man ikke er edderkop. Kunne vi dog bare fodre dem med alle de irriterende fluer fra sommerhuset? Eller måske strikke dem en lille sweater?

Og hvad med stakkels, stakkels rådyr? Disse depressive, fortvivlede, ulykkelige og traumatiserede vilde dyr, der er tvunget til at gå derude i den frygtindgydende natur og selv finde deres mad? Nogle gange regner det ovenikøbet. Øv. Det er sgu nok derfor, de bjæffer så arrigt. Det er simpelthen ikke en tilværelse, vi kan byde dyr, vel?

Forfærdeligt. Bonnesen vil ikke sætte dyr ud for at græsse i naturnationalparkerne, for så skal disse heste, kvæg, elge eller vildsvin jo dele skæbne med de mange stakkels pipfugle og pindsvin – og alle de øvrige 40.000 arter, der må lide under at være evolutionært tilpasset naturens frie liv gennem titusinder af år. Uden paraply. Uden vanter. Uden saddel.

Hvor ér det synd.

Men man kunne selvfølgelig også prøve at tænke sig om. Tænk eksempelvis på, at vildheste i den kommende Naturnationalpark Stråsø faktisk ville kunne boltre sig og finde føde på 35 kvadratkilometer. Det er 3.500 hektar eller 35.000.000 kvadratmeter. Altså femogtredive millioner kvadratmeter. Eller fem tusinde fodboldbaner.

Er det ikke synd? Det er jo kun godt omtrent 44.000 (fireogfyrretusind) gange mere plads end en hestefold på 0,0008 kvadratkilometer, som utallige tamheste i stedet må henslæbe store dele af deres liv i. Når de altså ikke er spærret inde i en lille boks eller bliver motioneret lidt som fornøjelsesdyr.

Fred være med det. Langt de fleste ryttere passer jo godt og kærligt på deres tamheste. Men lad nu være med at bilde nogen ind, at en tamhest, der skal leve på små jordpletter og i bokse, har meget, meget bedre dyrevelfærd end de heste, der får lov til at udbrede sig og traske rundt på naturarealer, som er tusind eller fyrretusind gange større.

I naturnationalparkerne er pointen jo at fjerne de mange, mange eksisterende hegn til fordel for kun ét ydre hegn. De fleste steder betyder dette, at der kommer færre hegnskilometer end i dag.

Rune Engelbreth Larsen
Kommentarskribent

Det er jo så let at sikre, at der er rigeligt føde til de dyr, der bliver sat ud i naturnationalparker. Ligesom der er mad til alle tudserne, musene og skarnbasserne, som bor der i forvejen. Det indebærer blot, at man afstemmer antallet af dyr efter fødegrundlaget, og hvis der efter mange år på et tidspunkt skulle vise sig at være et overskydende antal dyr, kan de bare flyttes til andre naturområder – eller eventuelt ende et smukt og frit liv som økologiske bøffer et eller andet sted.

Men nej, åh nej, åh nej, himler Bonnesen og glæder sig over, at der er kommuner, som "siger nej til at få hegnet naturen ind."

Jeg har mange gange hørt og læst det dér om det hårrejsende i at ”hegne naturen inde”, og de fleste gange er det udtryk for én og samme uvidenhed. Man kan selvfølgelig godt tage en faglig debat om, hvor og hvornår og hvor høje hegn der er nødvendige, men det er jo slet ikke den saglige fagligheds diskussioner, der rager Bonnesen & Co. en papand – eller nogen anden and for den sags skyld.

For man må jo spørge, om Bonnesen nogen sinde har tilbragt en halv time i dansk natur? Et halvt minut?

Dansk natur er hegnet ind på kryds og tværs i forvejen, og der er i forvejen tusindvis af kreaturer, som årligt sendes ud for at hjælpe med at redde trængte naturområder gennem græsning og deres mange andre økosystemfunktioner. Masser af landmænd får i øvrigt god og velfortjent betaling for det - bag hegn. Men dét er måske dyremishandling, at køer går udenfor i det fri, når de alle sammen i stedet kunne være spærret ind i en stald hele livet?

Hvis ikke der var et hegn, ville køerne jo trampe ind over landmændenes opdyrkede marker og æde løs der eller drøne ud på en vej og blive kørt ned. Og så ville deres græsning heller ikke have gavnet en eneste art, og naturen ville være endnu mere forarmet. Det er såre simpelt, men det rager ikke Bonnesen en høstblomst.

Og desuden. I naturnationalparkerne er pointen jo at fjerne de mange, mange eksisterende hegn til fordel for kun ét ydre hegn. De fleste steder betyder dette, at der kommer færre hegnskilometer end i dag.

Med andre ord bør enhver ’hegnskritiker’ ud fra den erkendelse snarere kæmpe for flere naturnationalparker bag ét ydre hegn (selvfølgelig med masser af låger til let offentlig adgang), så vi kan komme af med de talløse frahegnede skovpartier og utallige andre græsningsfolde, som gennemfragmenterer dansk natur og forhindrer fri færdsel i vores naturområder i dag.

Men nej, Bonnesen kalder det dyremishandling på linje med en håndfuld aktivistiske dyrlæger, som har nul og nix ekspertise om biodiversitet og vild natur, men er vant til at tilse My Little Pruhest og åbenbart heller aldrig har lært ordet proportioner at kende.

Ved at applicere sit Disney-mindset på vild natur kan man selvfølgelig også fjerne al fokus fra de virkelige dyrevelfærdsrædsler for millioner og atter millioner af pint og plagede burhøns og andre bur-dyr, ikke sandt?

Så Bonnesen: Proportioner, proportioner, proportioner. Køb en fremmedordbog og slå det op.

Men nej, man vil hellere se, om ikke vi kan finde en enkelt vildhest, der halter eller har et skævt GPS-bånd, som uheldigvis har givet den lidt sår i nogle dage. Ramaskrig. Religionskrig. Ragnarok. Dét er skandalen. Dét er urimeligheden, ikke?

Proportioner. Googl' det.

Men man vil ikke bekymre sig om det afgørende dyrevelfærdsaspekt i al den plads og de meget mere naturlige forhold, som dyr i naturnationalparkerne kommer til at leve under end de systematiserede trængsler, som hundreder af millioner af danske produktionsdyr er underkastet.

Bonnesens ualmindeligt forvirrede og gennemført forsludrede kommentar får en til at længes efter de gode gamle dage for et par år siden, hvor det var daværende miljøminister Jakob Ellemann-Jensen, der tegnede den forrige regerings naturpolitik. En naturpolitik, der netop var slået ind på vildere natur på statens arealer, vildskov og vilde dyr i en fremadrettet uberørt natur.

Det var Ellemann-Jensen, der faktisk lancerede Naturnationalpark Fussingø i april 2019, før den officielt fik navnet naturnationalpark af den nuværende regering i juni 2020.

"Landbrugsjord hives ud af produktion, og store, græssende dyr skal slippes løs," skrev Randers Amtsavis, da Jakob Ellemann-Jensen og Liberal Alliances daværende miljøordfører Carsten Bach præsenterede projektet i Randers Kommune (12.4.2019). Og avisen fortsatte om et projekt, som den blå regering havde afsat 17 millioner kroner til, at "det kan godt komme til at tage en rum tid, før indhegning står klar, og dyr slippes ud".

Ellemann-Jensen udtalte: "Der skal nogle store græssere ud, og så skal naturen ellers være uberørt. Vi har en målsætning om, at vi skal have mere natur, større natur og vildere natur."

Fornuftig og tiltrængt tale. Dengang.

Biodiversitetseksperter kan naturligvis diskutere, hvilke og hvor mange dyr der skal udsættes hvor. Men der er absolut ingen grund til at udvide den diskussion med proportionsforvrængende politisk vrøvl.