Eksdirektør i Sundhedsstyrelsen: Ressourcestærke raske skal klare mere selv

Et nyt folketingsår er skudt i gang, og et kommunal- og regionsrådsvalg venter lige om hjørnet. Vi har netop set regeringens udspil om nærhospitaler og forslag til at sikre borgere lettere adgang til egen læge ved at ændre i speciallægeuddannelsen. Og der er virkelig behov for en plan for lettere adgang til egen læge, da alt for mange danskere er lægedækningstruede og lever uden reel adgang til egen læge.

Vi er også lovet en snarlig ny sundhedsaftale, hvis indhold og omfang endnu er ukendt, men som må have fokus på den primære sundhedssektor, der skriger på oprustning og kvalitetssikring til gavn for de udsatte, herunder de ældre.

Jeg er stadig ikke blevet klogere på, hvad et (regionalt) nærhospital reelt skal levere, hvilket problem de løser, hvem der skal lede det, hvordan det skal bemandes eller hvordan det finansieres? Vi skal have cirka 20 af dem, og de skal sikre patienter kortere vej til undersøgelser og kontroller. Men mange kommuner har allerede sundhedshuse, som tilbyder netop det med kommunale sundhedstilbud kombineret med praktiserende læger.

Der skal prioriteres gennemsigtigt, og vi skal turde lade de raske med ressourcer klare mere selv.

Else Smith
Formand for Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen

Vi må afvente Sundhedsstyrelsens afklaring af indholdet, men der er åbenlyst behov for nationale kvalitetsstandarder for netop de kommunale sundhedsydelser, herunder gerne bindende kvalitetsstandarder for forebyggelsesindsatsen.

Nærhospitaler løser ikke problemerne 

Vi lever længere. Over de næste årtier kan vi forvente, at gruppen af ældre over 85 år vil vokse betragteligt, så der i 2030 vil være 160.000 flere ældre over 80 år.

Langt de fleste ældre trives og lever sundt. Men en gruppe af ældre døjer med både fysiske og psykiske helbredsproblemer, og da andelen af ældre i dag udgør 19 procent af befolkningen og forventes at stige til 24 procent i 2050, er der også et stort potentiale for forebyggelse. Denne udvikling kalder på en massiv udvikling af nære sundhedstilbud med kvalitet og sammenhæng.

Vi taler tit om sund aldring, og vi har set en positiv udvikling i antallet af ældre med godt selvvurderet helbred, uden langvarig sygdom og med godt mentalt helbred. Men samtidig har vi set en stigning i andelen af ældre, der lever med diabetes og iskæmisk hjertesygdom, hvilket dog delvist skyldes en forbedret overlevelse, ligesom vi har set en stigning i andelen, der er svært overvægtige.

Men nærhospitaler eller sundhedshuse løser jo ikke de grundlæggende problemer i sundhedsvæsenet, når det skal rustes til de mange ældre og de mange med kroniske sygdomme. I alt lever godt hver femte ældre med to eller flere samtidige kroniske sygdomme, såkaldt multisygdom, hvilket er svært for det eksisterende sundhedsvæsen at håndtere effektivt og til patientens bedste.

Ressourcestærke raske skal klare mere selv

Vi har i årtier talt om det sammenhængende patientforløb uden at få skabt de rammer uden for de specialiserede sygehuse, der kan sikre netop det med bevaret kvalitet.

For mig er det afgørende, at vi sikrer lige adgang til specialiserede ydelser og ydelser med høj kvalitet i hele landet. Nødvendigheden af et større samarbejde på tværs af kommuner og regioner samt kommuner imellem er åbenlys, og vi skal flytte en række specialistunderstøttede sundhedsydelser, der i dag leveres på sygehusene, ud og tættere på borgeren.

Et skridt på vejen er at udnytte de digitale muligheder, vi har i dag, meget bedre, således at patienten kan forblive i egen by eller eget sundhedshus. Ja, måske endda i eget hjem og virtuelt få en samtale med specialisten, der forbliver på sit supersygehus, eventuelt med en kommunal sygeplejerske ved sin side.

Vi har ikke brug for luftige tanker og leg med ord, men for en gennemtænkt, fremtidssikret og robust reform.

Else Smith
Formand for Dansk Selskab for Medicinsk Prioritering og tidligere direktør i Sundhedsstyrelsen

Men hvordan sikres en struktur, så både alment praktiserende læger, kommuner, sygehuse og praktiserende speciallæger spiller effektivt sammen til patientens bedste? Det har vi slet ikke set konturerne af endnu, men den opgave skal løses, og det kræver, at kloge fagfolk involveres. Der skal prioriteres gennemsigtigt, og vi skal turde lade de raske med ressourcer klare mere selv.

En reform skal også have et bud på de massive rekrutterings- og fastholdelsesproblemer blandt jordemødre, sygeplejersker og social-og sundhedspersonale samt den manglende uddannelseskapacitet.

Med andre ord skal der ses på uddannelser, arbejdsopgaver og opgaveglidning og -flytning, så vi udnytter sundhedspersonalet rigtigt, og uddanner dem til fremtidens sundhedsvæsen. Lige nu oplever vi mangel på sundhedspersonale i almindelighed og sygeplejersker i særdeleshed i ældreplejen.

Ny struktur kræver benhård prioritering

Vi har tidligere hørt om 21 sundhedsklynger, der skal opgradere samarbejdet mellem sygehuse, almen praksis og kommunerne, men også her mangler vi at se noget konkret på indhold, økonomi og beslutningskompetence. Jeg bliver bekymret for alle disse administrative led, for det er slet ikke klart for mig, hvordan de løser de grundlæggende problemer.

En ny sundhedsstruktur skal kunne mindske den sociale og geografiske ulighed i sundhed, som vi har dokumenteret de seneste årtier. En reform bør for alvor sikre tydelig opgavefordeling og -flytning fra sygehuse til primær sektor med effektive og let tilgængelige patientflow for de ældre, hvor kvalitet og patientsikkerhed på plads – i stedet for igen at spilde ressourcer på at opbygge administrative enheder, som vi slet ikke har behov for eller råd til.