Elbæks exit markerer enden på den radikale revolution

Det herlige ved virkeligheden er, at den altid overgår fantasien.

Tænk sig, at Uffe Elbæk skulle forlade sit eget Alternativ netop den dag, da regeringens Klimaråd officielt gav ham ret i det hele: Ja, vi skal af med benzinbilerne. Ja, det skal være slut med kul. Ja, der skal afgift på CO₂. Ja, ja, ja.

Få timer efter, at Klimarådet havde blåstemplet Alternativets dagsorden, meldte Uffe Elbæk sig ud af det parti, han selv grundlagde i 2013.

Det blev den uortodokse afslutning på en usandsynlig succes. Eller sagt på en anden måde: Med Elbæks afgang ophører den radikale revolution. For Alternativet var ikke bare kendetegnet ved radikale – forstået som yderligtgående – løsninger; partiet var også en del af det oprør, som med udgangspunkt i Radikale Venstre har revolutioneret dansk politik både til højre og venstre siden 2007.

Grønt protestparti
På sin vis kommer Elbæks beslutning ikke som nogen overraskelse, for han havde næsten bebudet sin afgang i det store interview, han gav til Altingets Henrik Buchter i februar.

Omvendt er det alligevel et chok, fordi det er sjældent, at partistiftere på den måde må forlade deres egen opfindelse, og fordi det med stor sikkerhed betyder en brat afslutning på det, der på mange måder har været dansk politiks største succes i dette årtusinde.

Den banale analyse er, at de øvrige partier på kort tid har overtaget Alternativets grønne dagsorden. Alternativet var mere end noget andet et grønt protestparti, og da magtpartierne omsider opdagede den kraft, der lå gemt i den grønne dagsorden, blev det svært at være protestparti.

Den analyse er ikke forkert – men den fortæller heller ikke hele historien.

Grønt opgør forude
Dels havde Alternativet også en anden mærkesag, der handlede om at genopfinde den politiske dialog og måden, politiske idéer bliver udviklet på. Den del af partiet døde i noget så banalt som magtkampe og internt fnidder.

Dels er det for simpelt at sige, at den grønne dagsorden er lagt død, efter at et bredt flertal blev enig om den klimalov, der forpligter Danmark til at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent inden 2030.

For som mandagens øvrige nyheder demonstrerede, er der stadig masser at slås om og for på den grønne dagsorden.

I den borgerlige lejr og langt ind i Socialdemokratiet hersker en stor frygt – som deles af erhvervslivet og de dominerende dele af fagbevægelsen – for at den ambitiøse klimadagsorden bliver ekstremt dyr for Danmark og ender med at flytte arbejdspladser ud af landet.

Over for dem står SF og Enhedslisten – og muligvis endda De Radikale – med krav om øjeblikkelig og drastisk handling, koste hvad det vil.

Den grønne dagsorden er ikke død; man kan faktisk sige tværtimod: Kampen er lige begyndt. Men den er flyttet ind i det politiske maskinrum, hvor de gamle magtpartier færdes langt mere hjemmevant end et populistisk enkeltsagsparti som Alternativet.

Aldrig uden vores formand
I det lys er Elbæks afgang naturlig. Og det er naturligt, at partiet ikke kunne overleve Uffe Elbæks afgang som formand.

Han var partiet, og man ser ofte, at populistiske partier kollapser eller forvandles til noget helt andet, når den karismatiske frontfigur forsvinder.

Tænk på Jörg Haider og Frihedspartiet i Østrig, på Silvio Berlusconi og hans Forza Italia, på Nigel Farage og hans UKIP i Storbritannien eller på den afdøde Pim Fortuyn og hans personlige parti LPF i Holland.

Hvad gør De Radikale?
I et dansk perspektiv var Alternativet også en vigtig del af den dramatiske fragmentering af Radikale Venstre, som begyndte med dannelsen af Ny Alliance i 2007 og fortsatte slag i slag med Borgerligt Centrum (2009), Liberal Alliance (2009), Alternativet (2013) og senest Fremad (2019).

Alt tyder på, at samtlige udbryderpartier vil være døde efter næste folketingsvalg, og det peger frem mod det interessante spørgsmål, som Elbæks afgang rejser: Hvem skal overtage dødsboet?

Alternativet har samlet en ujævn alliance af vælgere i krydsfeltet mellem Enhedslisten og Radikale. De mest EU-skeptiske og venstreorienterede vælgere vil givet søge mod venstrefløjen, mens de mest EU-begejstrede og pragmatiske vælgere vil søge mod De Radikale – mens SF vil hapse lidt fra begge grupper.

Men hvad gør Morten Østergaard og De Radikale selv?

Overtager de nu Alternativets position som kompromisløst klimaparti i et forsøg på at hente de frafaldne Å-vælgere hjem i folden? Eller glider partiet i ren lettelse tilbage i sin gamle rolle som pragmatisk og über-ansvarligt midterparti, der søger de brede løsninger?

Det er måske det mest åbne spørgsmål, når boet efter Elbæk er gjort op: Vil det føre det til en radikal genopstandelse, og hvad er det for et radikalt parti, der har overlevet revolutionen?

-----

Jakob Nielsen (født 1971) er chefredaktør på Altinget. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har studeret international økonomi ved CBS. I en årrække har han været ansat på Politiken som indlandsredaktør, politisk redaktør og korrespondent i Bruxelles og Washington.