Emil Samaras: Hvis vi sælger Ørsted, kan frihed og demokrati blive de store tabere

Kinas nye markedsimperialisme ligger allerede lige under vores skærme. De står i spidsen for de techgiganter, der tager privat ejerskab over vores data, samtidig med at de opkøber, undskyld udtrykket, kritisk infrastruktur, overalt i verden.

Kommunisternes magtelite udviser da også en skræmmende ligegyldighed over for de selvmord, som hver dag lammer kinesiske arbejdspladser. Moderne diktaturer med respekt for sig selv eksporterer glædeligt kultur og underholdning, mens de fejer dødsfaldene væk under facaden.

Af samme grund er det ikke bare vores tid og datasikkerhed på sociale medier, men også vores jord, vi skal undgå privatisering af. Vores landbrug står til opkøb af multinationale firmaer: Stadig flere sætter kløerne i dansk jord, boliger og infrastruktur. Enhver nationalromantiker skylder svar på, om lokalsamfundet kan opstå og tusind blomster blomstre, hvis du ikke ejer fabrikken, som forgifter din lokale sø.

Frihandel var modsat autoritarisme, har de blå altid ment. Det var vaccinen, som kunne udkonkurrere diktaturet og skabe frihed og menneskerettigheder. Tog vi omvendt selv kontrol med markedet, jamen så ville vi blot nærme os Kina og Ruslands autoritære midler.

For lærer lande som Saudi-Arabien og Qatar egentlig om menneskerettigheder, fordi vi pumper penge til dem, gennem sportsligaer og lukrativt oliesalg?

Emil Samaras (Ø)

Den påstand virker naiv midt i en sikkerheds- og energipolitisk krise, hvor det viser sig, at vi har brug for demokratisk ejerskab. De liberale kan ikke længere sige, at frie markedskræfter ville løse tidens kriser, for den strategi har været en åben dør til stormagternes opkøb.

For lærer lande som Saudi-Arabien og Qatar egentlig om menneskerettigheder, fordi vi pumper penge til dem, gennem sportsligaer og lukrativt oliesalg? Det har de blå forsøgt at bilde os ind i årtier, og således er frihandel blevet maskeret i venstreorienterede floskler om 'samfundsudvikling' og 'menneskerettigheder'. Det handlede nok i virkeligheden mest om penge. Kun mit eget parti var modstander af den russiske gasledning i 2007: Alt for få har stillet spørgsmål og præsenteret løsninger til markedets fjendtlige overtagelse. 

De blå har talt for en slags globalisme, hvor markedskræfterne var hævet over befolkningens interesser. Den fungerer bare ikke længere: Ørsted kan ikke 'bare' sælges - for spørgsmålet "hvem er det, der skal købe det?" - trykker lige på struben.

Hvis man er bekymret for svaret på det spørgsmål, så bør man alvorligt overveje markedskræfternes rolle i 2022. Ellemann trak da hurtigt i land med ideen om et fuldt Ørsted-salg. Sælgerliberalismen har så småt solgt sin sidste dieselbil.

Vi bliver ikke som stormagterne ved at insistere på mere demokratisk kontrol. Tværtimod ruster vi os med tiltrængt socialistisk ejerskab mod de moderne diktaturer, som forsøger at underminere os - med markedskræfterne som våben. For vinder Kina en verdensorden, så sker det ikke med krig og kugler. Det sker med udbud og efterspørgsel. 

Højrefløjens privatiseringsdrømme hjælper dem gladeligt på vej, men frihed og demokrati kan blive de store tabere i den byttehandel. Det må de aldrig få lov til. For revolutionen bliver ikke vist på TikTok, så vi kan ikke begå oprør, hvis de allerede ejer vores hverdag.