Analyse af 
Esben Schjørring

De unge vil bære magtens kæder, men det bliver de gamle, der bestemmer

Omdrejningspunktet for den politiske kamp om samfundsindretningen bliver fra nu af de ældre vælgere – deres livsvilkår, værdier og interesser. Spørgsmålet er, om de yngre generationer vil finde sig i det.

Det interessante er så, at vi ser en genopførelse af ret traditionelle politiske skel med udgangspunkt i de ældre vælgere. V og K satser på borgerlige forslag, hvor frit valg og pengene-skal-følge-borgerne står i centrum, mens S med velfærdsloven satser på at genindfri løftet universel velfærd og offentligt garanteret tryghed.
Det interessante er så, at vi ser en genopførelse af ret traditionelle politiske skel med udgangspunkt i de ældre vælgere. V og K satser på borgerlige forslag, hvor frit valg og pengene-skal-følge-borgerne står i centrum, mens S med velfærdsloven satser på at genindfri løftet universel velfærd og offentligt garanteret tryghed.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Esben Schjørring

Her er et paradoks: Aldrig har politikerne været yngre, og aldrig har samfundet været ældre. Ved folketingsvalget i 1960 var gennemsnitsalderen for folketingsmedlemmer 53,4 år, hvilket dengang var mere end 20 år ældre end gennemsnitsalderen i befolkningen som helhed (33 år). Ved FV19 var folketingsmedlemmerne 46,2 år i gennemsnit, mens befolkningen var 42,3 år.  

Da Mette Frederiksen blev statsminister, var det som den yngste (41 år) i danmarkshistorien, og da den trådte til, var hendes regering med en gennemsnitsalder på 41,8 år den yngste nogensinde.

På den anden side bliver befolkningen kun ældre og ældre i årene, der kommer. Allerede i 2030 vil der i følge Danmarks Statistik være 160.000 flere over 80 år end i dag, og gruppen fra 65-79 årige vil vokse med 58.000. Næsten 80 procent af den forventede befolkningstilvækst på 279.000 mennesker frem mod 2030 vil udgøres af folk over 65 år.

Når Danmarks Statistik fremskriver udviklingen frem til 2060 vil 10 procent af befolkningen være over 80 år  – og dermed vokse i antal fra under 300.000 som i dag til lidt over 650.000. På det tidspunkt vil cirka halvdelen af vælgerne være over 50 år og gennemsnitsnalderen i befolkningen som helhed over 44 år.

Sagt med andre ord: ikke bare er det sådan, at den vælgergruppe, der vil vokse mest fra nu og de næste 30 år være ældre mennesker og mennesker, der står foran deres alderdom. De vil også i absolutte tal være en meget dominerende vælgergruppe.

Det vil i  meget høj grad være dem, deres interesser, værdier og livsvilkår, som dansk politik vil dreje sig om. Og det har potentialet til at forandre de grundlæggende præmisser for det danske samfund.

Slaget om de ældre er allerede begyndt

På Christiansborgniveau er den proces faktisk allerede i gang. Senest har både Venstre og Konservative gjort fritvalgsordninger på ældreområdet, hvad angår plejehjem og ældrepleje generelt, til diamanten i deres appel til vælgerne. Det er udsigten til en stor og voksende gruppe ældre med høje forventninger til et individuelt tilpasset serviceniveau og effektiv  respons, og hvor rigtig mange af dem har betydelig kapital at sætte bagved deres utilfredshed, der trækker.

Ikke mindst i kombination med klimapolitikken er det ikke utænkeligt, at konfliktniveauet mellem generationerne i de kommende år vil skærpes dramatisk.

På regeringenssiden handler det med forslaget til en velfærdslov, der skal sikre, at det offentlige budget følger med det såkaldte ”demografiske træk” – som mestendels er et kodeord stigningen i antallet af ældre mennesker – også om det.

I regeringen satser man på – som Altingets magasinredaktør, Søren Elkrog Friis, bemærkede for nylig – at tvinge ”oppositionen ud i en ubekvem “enten er i med os eller imod de ældre”.

Og det er bare begyndelsen. Dansk politik er allerede, og bliver det kun mere og mere, en kamp om de ældres stemmer. Men det handler ikke kun om policy – velfærdssamfundets grundlæggende principper kan stå foran en ny forhandling.

Departementschefens advarsel

Som så ofte før er det velfærdssamfundets succes, der ændrer præmisserne for dansk politik. I 1950 – mens velfærdsstaten kun var i sit begyndende stadie – var middellevetiden 69 år, i dag er den 81,6 år, og for gruppen af dem, der er 40 år i i dag, kan mænd ifølge ATP forvente at blive 87 og kvinder 90 år. Velfærdsstatens sundhedsfremme og hastigt forbedrede livsvilkår for den brede befolkning er med andre ord i den grad slået igennem. 

Men samtidig er det en udvikling med et eksplosivt potentiale. Ifølge tidligere departementschef i sundhedsministeriet Per Okkels er den voldsomme stigning i antallet af ældre en udvikling, der kan ”knække ryggen på velfærdssamfundet.”

Det er især på ældre-, pleje og sundhedsområdet, at presset kommer til at sætte ind. Ikke kun fordi der kommer mange flere mennesker, der når en alder, hvor de forlader arbejdsmarkedet og i stigende grad kommer til at bruge velfærdssystemet. Deres forventninger til serviceniveauet vil være tårnhøjt og stigende.

Det vil udgifterne både til services og dem, der skal udføre dem, dermed også være.

Det er en ofte glemt forudsætning for den universelle velfærdsstat, at dens legitimitet står og falder med evnen til at levere service på et niveau, der svarer til den brede middelklasses forventninger om høj standard. Falder niveauet under det, begynder opbakningen at smuldre. Hvis ikke folkeskolen kan uddanne vores børn og sundhedssystemet behandle os medicinsk på et højt niveau, og der er rimelig pleje, når vi bliver gamle, vil middelklassen se sig om efter private løsninger, og derfra er der ikke langt til at skattebyrden føles for tung.

Problemet er selvfølgelig, at forventningsbarren hverken er en objektiv eller fast størrelse. I takt med at serviceniveauet generelt i samfundet øges, stiger forventningerne også til det offentlige system. Dermed er risikoen for skuffelse og vrede også stigende.

Med andre ord kan forventningspresset i den grad politiseres, og spørgsmålene om, hvor meget det offentlige skal finansiere, hvor meget der skal åbnes for private løsninger og forsikringer og ikke mindst hvor meget, der skal betales i skat, vil blive genudløst. Ligesom indholdet af begreber som solidaritet, social retfærdighed og frihed vil blive genstand for nye politiske kampe med de ældre vælgergrupper i centrum.

Generationskampen

Ikke kun det er altså sådan, at den vælgergruppe, der vokser mest de kommende år, er de ældre vælgere. Det er også dem, der kommer til at lægge det største pres på velfærdsøkonomien. Politikernes interesse i, at tale til den vælgergruppe og opnå deres stemmer er selvfølgelig enorm.

Det interessante er så, at vi ser en genopførelse af ret traditionelle politiske skel med udgangspunkt i de ældre vælgere. V og K satser på borgerlige forslag, hvor frit valg og pengene-skal-følge-borgerne står i centrum, mens S med velfærdsloven satser på at genindfri løftet universel velfærd og offentligt garanteret tryghed.

Fordelingspolitikken vender tilbage til centrum af den politiske kamp i Danmark på nye – det vil sige på de ældres – præmisser.

Men konklusionen er også, at forandringerne i velfærdsstaten kommer til at blive afgjort og udformet med de ældre som centrum – ikke de yngre generationer.

På den måde er regeringens helt store slagnummer i denne valgperiode – pensionen til Arne – sigende. Det minus i arbejdsudbud, retten til tidlig pension giver, opvejes af en reform, der sænker unge nyuddannedes niveau i dagpenge, den såkaldte dimittendsats . Og på Borgen svirrer rygterne om, at næste indsatsområde bliver SU’en til kandidatdelen af universitetsuddannelserne. De unge betaler for de ældre med andre ord.

Det er ikke det samme som, at vi automatisk får en decideret generationskamp, ikke mindst fordi magtforholdet er så udtalt i de ældres favør, og tendensen med relativt unge toppolitikere, der vil indrette samfundet på de ældres præmisser vil fortsætte.

Men i takt med, at især V, K, S og DF vil fokusere mere og mere intenst på de ældre vælgere, vil SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og de Radikale kunne erobre vælgere blandt de yngre generationer.

Der vil både være et borgerlig-liberalt svar, hvor man kan tale til modstanden mod at betale høj skat til en velfærd, der ikke er rettet mod én selv, og et venstreorienteret svar, der vil kræve, at uddannelse, SU og børnepasning ikke forsømmes.

Ikke mindst i kombination med klimapolitikken er det ikke utænkeligt, at konfliktniveauet mellem generationerne i de kommende år vil skærpes dramatisk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00