Kommentar af 
John Wagner

Engang var Radikale og Konservative betydningsfulde. Er der overhovedet en vej tilbage?

Selvom regeringspartierne bløder vælgere, er der bemærkelsesværdigt lav opbakning til Konservative og Radikale. Spørgsmålet er, om de kan leve med deres problemer, skriver John Wagner.

Konservative og Radikale forlod Marienborg og slap dermed Moderaterne ind i regeringen og ministerkontorerne. Her et halvt år efter kan man nok tillade sig at spørge, om det var den rigtige beslutning, skriver John Wagner.
Konservative og Radikale forlod Marienborg og slap dermed Moderaterne ind i regeringen og ministerkontorerne. Her et halvt år efter kan man nok tillade sig at spørge, om det var den rigtige beslutning, skriver John Wagner.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
John Wagner
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tænk, hvis det havde været Søren Pape og ikke Peter Hummelgaard, der i disse uger udtalte sig om grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse og navneforbud i straffesager. 

Tænk, hvis det havde været Martin Lidegaard og ikke Lars Løkke Rasmussen, der præsenterede Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi og havde drøftelser med sin ukrainske kollega om fly-donation.

Tænk, hvis det havde været Mona Juul og ikke Morten Bødskov, der skulle drøfte gældsrod med bankerne og prisstigninger med detailhandlen. Og tænk, hvis det havde været Christian Friis Bach og ikke Dan Jørgensen, som havde ansvaret for regeringens globale klimapolitik.

I givet fald ville vi nu hver dag have haft fremtrædende konservative og radikale politikere bag scenen, hvor forestillingen tilrettelægges, og på scenen, hvor aktørerne åbenbarer sig for vælgerne, medens Lars Løkke Rasmussen, Jakob Engel-Schmidt og øvrige ministre fra Moderaterne ville have siddet sammen oppe i galleriet under loftet på ubehagelige stole med dårlig udsigt – og med den sikkert teaterkyndige, men i andre sammenhænge kontroversielle Jon Stephensen som midtpunkt. 

Men sådan blev det ikke, for Konservative og Radikale forlod Marienborg og slap dermed Moderaterne ind i regeringen og ministerkontorerne med det perspektiv, som det giver for partiets fremtid ved Europaparlamentsvalget næste år, kommunalvalget året efter og næste folketingsvalg. 

Hvad perspektivet lige nu er for Konservative og Radikale må vel med al respekt siges at være noget tåget

John Wagner

Her et halvt år efter SVM-regeringsdannelsen kan man nok tillade sig at spørge, om det var den rigtige beslutning af Pape og Lidegaard. Vælgerne har i hvert fald ikke belønnet dem for at stå udenfor.

I den seneste meningsmåling fra Voxmeter får Konservative og Radikale tilsammen 9,7 procent (5,4 til K og 4,3 til R) af stemmerne – bemærkelsesværdigt lidt i en situation, hvor Socialdemokratiet og Venstre oplever historiske tilbagegange, hvor Moderaterne lider på grund af Jon Stephensen, og hvor Nye Borgerlige er i en eksistentiel kamp for overlevelse.

Til sammenligning havde Konservative og Radikale, da Poul Møller/Poul Sørensen og Hilmar Baunsgaard var krumtapper i VKR-regeringen tilbage i 1968-71, en vælgertilslutning på 35,4 procent. Og Poul Schlüter og Niels Helveg Petersen regerede i 1980’erne Danmark med 25-29 procent vælgeropbakning til de to partier tilsammen. 

Så er spørgsmålet, om der er en vej tilbage for de engang historisk så betydningsfulde partier lidt til højre for midten i dansk politik, og om den vej går gennem flest mulige forlig med SVM-regeringen – og dermed synliggørelse af små indrømmelser – eller en oppositionspolitik, hvor forskellene mellem de to partier og regeringen blæses op langt ud over, hvad i hvert fald jeg kan se meningen med, for eksempel som da de Konservative forlod finanslovsforhandlingerne, men efterfølgende (selvfølgelig) stemte for den samlede finanslov. En eller anden lille indrømmelse må det da have kostet? 

Lad mig minde om, hvad Poul Schlüter har sagt i ”Schlüters Politiske Testamente (Gyldendal 2019) om det at bide sig fast til forhandlingsbordene, når lejligheden sig byder: 

”Vi var… i 1976 med i det, der hed August-forliget. Det var såmænd ikke, fordi vi fik særligt meget igennem, men det betød meget for partiets placering. Jeg tror ikke, vi fik meget andet, end at en checkafgift på 25 øre ikke blev indført. Men det var nok til, at vi herefter ved folketingsvalget i februar 1977 kunne tale om ”borgerlige stemmer, der arbejder”, og det var der perspektiv i.”

SVM-regeringens finanslovsaftale med SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti afslørede i hvert fald, at der ikke er en såkaldt ”blå blok” med koordineret oppositionspolitik

John Wagner

Hvad perspektivet lige nu er for Konservative og Radikale må vel med al respekt siges at være noget tåget. Hvis de samarbejder (for) meget med regeringen, kunne de jo lige så godt være gået med i regeringen – ligesom Venstre og i stedet for Moderaterne.

Hvis de fremhæver oppositionsrollen, kommer de i selskab, ja, med hvem? Enhedslisten på den ene side, Alternativet uden for rækkevidde og Nye Borgerlige på den anden side. 

SVM-regeringens finanslovsaftale med SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti afslørede i hvert fald, at der ikke er en såkaldt ”blå blok” med koordineret oppositionspolitik.

Med Venstre og Moderaterne i regering, med LA og DF som forligspartier og Konservative og Nye Borgerlige udenfor er tilgangen til, hvem der skal regere Danmark, hvem der skal lægge stemmer til, og hvad der er godt eller skidt taktisk – både før og efter valget – større end nogensinde, selv om der formentlig aldrig har været en mindre forskel på den substantielle politik.

Således kan SVM-regeringen sagtens leve med de problemer, som Radikale og Konservative slås med. Spørgsmålet er mere, om Radikale og Konservative kan, når de ikke høster vælgere på regeringens problemer? Under alle omstændigheder: Alle er kommet på hårdt arbejde.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00