Kommentar af 
Rune Engelbreth Larsen

Engelbreth Larsen: Ja, "naturlig dyrevelfærd" indebærer lidelser

KOMMENTAR: Det er for snæversynet at se naturlig sult og sygdom uden for stalden som dårlig dyrevelfærd og dermed etisk problematisk, mener Rune Engelbreth Larsen. For hvad er egentlig bedre dyrevelfærd end et dyreliv på naturens præmisser?

En flok vilde heste på Langeland (Arkiv)
En flok vilde heste på Langeland (Arkiv)Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Liv og død trives eller vantrives sammen i gensidig afhængighed, og har vi fortrængt det i vores egen trygge tilværelse, behøver vi bare se på naturen for at huske det.

Der er eksempelvis næppe nogen etisk gevinst ved at forhindre ét dyr i at æde et andet – vi flytter bare lidelsen fra dyret, der var ved at blive ædt, til dyret, der skulle til at æde. Der er heller ikke nødvendigvis nogen etisk gevinst ved selektivt at forhindre nogle af de ikke-dødelige lidelser, der er en naturlig del af livets gang i naturen.

Lidelser er en del af naturen, og det nytter ikke rigtig noget at flytte rundt på dem af moralske grunde, for vi hverken kan eller bør slippe af med dem.

Det problemfelt synes Dyreetisk Råd at kæmpe med i en overvejende fornuftig udtalelse om selvforvaltende natur, hvor rådet bekymrer sig om dyrevelfærden, når vi som mennesker sætter store planteædere ud i naturen.

Fakta
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Lidelser er en del af naturen, og det nytter ikke rigtig noget at flytte rundt på dem af moralske grunde, for vi hverken kan eller bør slippe af med dem.

Rune Engelbreth Larsen

Det er en relevant problemstilling, fordi forskere peger på vigtigheden af større hegnede naturareler, hvor naturen i højere grad er selvforvaltende, og hvor det netop bør overvejes at udsætte for eksempel heste, køer, elge og bisoner. Når det er en god idé, skyldes det, at de øvrige arter i forvejen er evolutionært udviklet i et samspil med disse store nøglearter, som dansk natur i den grad mangler, og hvis fravær derfor går ud over utallige andre arter.

Naturens altafgørende dynamik afhænger nemlig af flere forskellige store planteædere end det hjortevildt, der er tilbage i dag. 

Jeg tvivler på, at malkekoen og ridehesten har optimal dyrevelfærd under forhold, hvor dyrenes naturlige adfærd er umuliggjort eller stærkt begrænset.

Rune Engelbreth Larsen

Det er selvfølgelig ’kunstigt’ sådan at hjælpe naturen på vej, men vi har også kunstigt forarmet og fragmenteret dansk natur gennem århundreder, hvorfor vi ligesom skylder at rette lidt op igen. Paradokset er med andre ord, at vi er nødt til indledningsvis at hjælpe naturen, hvis den fremadrettet skal blive mere naturlig igen.

Men det er også denne fokus på mere selvforvaltende natur, der bekymrer i nogle kredse, for hvis vi sætter elge, bisoner, heste og køer ud som en integreret del af naturen, og hvis vi ikke fodrer dem, kommer de jo til at leve og æde og formere sig og sulte og lide og dø på naturens nåde og unåde. Helt på linje med skarnbasser, perlemorsommerfugle, snoge, hornugler, oddere og alle de andre vilde dyr, som jo også risikerer at dø af sygdomme eller sult, hvis de da ikke bare bliver ædt.

Men er heste og køer ikke tamdyr og som sådan usammenlignelige med vilde dyr? Kun hvis vi bliver ved med at behandle køerne og hestene som tamdyr. Får de lov til at leve i udvalgte naturområder, går der ikke længe, før de opfører sig mere og mere som vildheste og vildokser – og det er hele pointen at få den adfærd tilbage af hensyn til arternes naturlige samspil i økosystemers helhed.

Dyreetisk Råd har derfor barslet i næsten to år med de dilemmaer og udfordringer, det indebærer at udsætte dyr i sådanne selvforvaltende områder, og det er blevet til 20 sider, som kan vise sig særdeles aktuelle de kommende år, fordi selvforvaltende natur i den grad er kommet på den politiske dagsorden.

Når politikere og andre skal se nærmere på detaljer i sådanne projekter, er det væsentligste i mine øjne fortsat, at de rådfører sig med forskere og forvaltere med ekspertise og erfaring inden for relevante fagområder.

Etik er trods alt ikke en eksakt videnskab, men en reflekterende overvejelse, som vanskeligt undgår at afspejle de reflekterendes individuelle filsosofi, fagviden og følelser – og etikken har det ligesom tidsånden i øvrigt med at forandre sig.

Men når det er sagt, har Dyreetisk Råd bestemt set nærmere på mange relevante aspekter, og et par afgørende hovedpointer i rådets udtalelse kan med fordel udfoldes lidt:

"Det står i den forbindelse allerede fra starten klart, at det naturlige liv efter Rådets opfattelse ikke nødvendigvis er ensbetydende med optimal dyrevelfærd. Rådets medlemmer kan godt acceptere, at dyrene i perioder oplever en vis grad af sult, tørst og kulde."

Den første iagttagelse er lidt bemærkelsesværdig, for hvad kan det betyde, at "det naturlige liv" ikke er ensbetydende med "optimal dyrevelfærd"? Det naturlige liv er jo det, som dyrene evolutionært er udviklet til at leve over hundredtusinder af år, og i jo højere grad vi kan tilstræbe dette, desto større generel dyrevelfærd, ikke sandt?

Og omdrejningspunktet for selvforvaltende natur er lige præcis at tilstræbe forhold så tæt på de naturgivne som muligt – altså det naturlige liv. Hvad skulle vel være bedre dyrevelfærd for heste og køer i dagens Danmark end det? Et liv som ko på stald? Et liv som ridehest?

Nu kan ingen af os selvfølgelig sætte os ind i, hvad en ko dybest set føler, når den slipper for regn og kulde og rovdyr, men til gengæld må bo i en bås i en stald. Vi kan heller ikke vide, hvordan en hest egentlig har det, når den går i en lille fold og strigles af mennesker, som med mellemrum giver den saddel og seletøj på og bestemmer, hvor den skal ride hen, og hvordan den i øvrigt skal opføre sig.

Jeg tvivler dog på, at malkekoen og ridehesten har optimal dyrevelfærd under forhold, hvor dyrenes naturlige adfærd er umuliggjort eller stærkt begrænset i langt videre udstrækning end de kreaturer og heste, der funktionelt og reelt får lov til at leve livet som vildokser og vildheste på naturligere præmisser.

Det er for snævert at se naturlig sult og sygdom uden for staldens beskyttede dyretilværelse som dårlig dyrevelfærd og dermed etisk problematisk. Dyrevelfærd må ses i sammenhæng med den natur, dyrene interagerer med. Det nytter jo ikke at kalde det god dyrevelfærd eksempelvis at forhindre enkelte dyrs lejlighedsvise sult eller frygt, fordi disse faktorer betinger andre dyrs velfærd.

Hvis vi for eksempel forhindrer syge og svækkede dyr i at bukke under en vinter med fødeknaphed ved at fodre dem, forhindrer vi også en naturlig sultadfærd, som ville motivere dem til at æde andre dele af vegetationen end i sommerhalvåret, og dermed sætter vi dele af deres naturlige funktion i økosystemet ud af spillet.

Fødesøgningsadfærden bidrager således ikke længere optimalt til at variere levestederne og holde tilgroning i ave, hvilket mange andre arters liv er afhængige af. Det er arternes samspil, der er altafgørende for naturen – og alt, hvad det inkluderer – og det samspil er ikke sammenligneligt med det, vi mennesker kalder velfærd i samfund og kultur.

Måske har Dyreetisk Råd her ladet sig influere lidt rigeligt af snusfornuftig vanetænkning snarere end en faglig vurdering af, hvilke levevilkår der er mest naturlige og gavnlige. Det ligger nok også bag den uuddybede tilføjelse af, at "nogle medlemmer" i rådet "er stærkt bekymrede for udviklingen i disse projekter".

Det er som regel nødvendigheden af hegn omkring selvforvaltende natur, der forvirrer og måske forarger i sådanne sammenhænge, for er det ikke en hindring af det naturlige liv? Ikke meget.

Ganske vist begrænser hegn nogle få dyrs rækkevidde til 5, 10, 20 eller måske 50 eller endda 100 kvadratkilometer (hvilket afgjort er muligt også i eksisterende danske naturområder), men til gengæld sørger hegnet for, at naturens samspil opretholdes for tusindvis af arter. Uden hegnet (som selvfølgelig kan og bør forsynes med låger til publikum, så vi kan nyde oplevelsesrigdommene ved vildere natur), forsvinder de store dyr ud af området og farer rundt i agerlandet, og dermed mister områdets øvrige arter den dynamik, det var pointen at få de store dyr tilbage. Og helheden lider.

Hegn behøver med andre ord ikke at indebære nogen nævneværdig indskrænkning af ’det naturlige liv’, når man tager i betragtning, at stort set alle andre aspekter af dyrelivets naturlighed derved tilgodeses maksimalt – i den største kontrast til livet som malkeko og ridehest

Men når det er sagt, er det i alle tilfælde glædeligt, at rådet ikke desto mindre accepterer "en vis grad af" sult, tørst og kulde, hvilket er en væsentlig naturlig faktor, hvis større økosystemer skal kunne fungere naturligt på så mange parametre som muligt. I tilfælde af meget strenge vintre, og hvis dyrebestandene bliver større end fødegrundlaget, insisterer man så på en vis regulering af bestandene, hvilket også i forvejen er den almindelige og fornuftige præmis for selvforvaltende natur af den størrelsesorden og karakter, der kan komme på tale i dagens Danmark.

Dyreetisk Råds udtalelse afspejler den igangværende debat og vanskelighederne ved at se naturen som en helhed, men overordnet har rådet bidraget positivt til at fremme muligheden for at få mere natur, der får lov til at udfolde sig som natur herhjemme.

Dermed er vi endnu et skridt nærmere en realisering af mere selvforvaltende natur i en række store danske naturområder.

--------

Rune Engelbreth Larsen er forfatter, foredragsholder og fotograf med fokus på den danske natur. Han er medlem af Etisk Råd og hovedbestyrelsen i Danmarks Naturfredningsforening. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Engelbreth Larsen

Medlem af Repræsentantskabet og Naturfagligt Udvalg, Danmarks Naturfredningsforening, forfatter, foredragsholder, naturfotograf og digter
cand.mag. i idéhistorie og religionsvidenskab (Aarhus Uni. 1998)









0:000:00