Er Taliban-regimet et levn fra fremtiden?

Christopher Nolans film ‘Tenet’ er lige så svær at genfortælle som virkeligheden. Men den handler om, hvordan vi lever i fremtidens skygge. Som et juleønske eller et nytårsforsæt er en veksel på det kommende år, søger hovedpersonen at forhindre, at en krig bryder ud i fremtiden.

I filmens begyndelse opsøger han et laboratorium, hvor man studerer efterladenskaber fra en kommende krig. Laboratoriets lager indeholder tusindvis af opbevaringsbokse, hvori en kurator for fremtiden omhyggeligt har lagt et levn for en kommende krig, der har fundet tilbage til vores tid mod tidens strøm.

Hvordan det lige er sket, skal man ikke forvente, at filmen giver et fyldestgørende svar på, men fornemmelsen af, at fremtiden er en fælde, som klapper, idet man træder ind i den, er en ret præcis beskrivelse af den fornemmelse, som vi forlader 2021 med og tager med ind i 2022.

Når en flygtning fra Mellemøsten står i skoven på grænsen mellem Litauen og Hviderusland og kigger på pigtråden og de bevæbnede mænd bag den, er det så ikke fremtiden, som han ser ind i? Sin egen fremtid som en person, der har forladt sit fædreland uden rigtigt at ankomme til et nyt?

En stor andel af flygtninge på grænsen til Europa er gennem en årrække kommet fra Afghanistan. Efter Taliban har taget magten i landet, er der endnu færre grunde til at blive. Landets økonomi kollapser, fordi der ikke længere er den massive vestlige støtte, som satte afghanere i arbejde og bidrog med penge til at drive den afghanske regering for.

En fremtid, hvor livet er grimt, brutalt og kort er i stigende grad realiteten i lande som Afghanistan, som i stigende grad er overladt til sig selv.

Mikkel Vedby Rasmussen
Dekan, Københavns Universitet

Taliban-regimet virker som en tilbagevenden til tidligere tider. Men er det netop ikke fremtiden i en række lande, efterhånden som vesten ikke længere har viljen eller troen på sine egne værdier til at ville kæmpe i fjerne lande? En fremtid, hvor livet er grimt, brutalt og kort er i stigende grad realiteten i lande som Afghanistan, som i stigende grad er overladt til sig selv.

Skulle man tro propagandaen fra Beijing, er krigen om Taiwan både kæmpet og vundet af kommunistpartiet, som drømmer om at forene Taiwan med Folkerepublikken inden 75-års jubilæet for den kommunistiske magtovertagelse i 2024. De overflyvninger af Taiwansk luftrum, som kineserne gennemførte i år, og de omfattende øvelser, som amerikanske hangarskibe gennemførte i det Sydkinesiske Hav, viste, hvor tæt en militær konfrontation mellem USA og Kina kan være.

Men både i Washington og Beijing virker det som om, at man har kæmpet krigen mod hinanden så mange gange i hovedet, at det militære modsætningsforhold nærmest er taget for givet. Præsidenterne Xi Jinping og Joe Biden synes villige til at bevæge sig på den anden side af en krig, før den overhovedet har fundet sted.

Forestillingen, om at verden bliver værre, har i høj grad domineret vores tilgang til pandemien. Senest med den sydafrikanske variant af sygdommen har de vestlige lande måttet sande, at uanset hvor godt de vaccinerer og hvor meget bedre, de bliver til at behandle corona, så vil virus mutere i andre egne af verden, hvor sundhedssystemet ikke har samme ressourcer.

Pandemien har virket forvarsel på en verden, hvor man ikke kan isolere sig fra de ting – gode såvel som dårlige, som spreder sig med lynets hast ad handelsveje eller blandt turister.

Den fremtid, som den vestlige udenrigs- og sikkerhedspolitik tager forskud på, er således ikke alene udfordrende at håndtere, men stiller også spørgsmålstegn ved, om regeringerne har de rigtige redskaber til at håndtere et komplekst trusselbillede.

Måske kan man her bliver inspireret af fiktionen. I Tenet er det evnen til at koordinere mellem forskellige tidsdimensioner, som for alvor afgør, hvem der vinder. I en verden med spirende stormagtskonflikter, flygtninge og klimaforandringer, er det evnen til at tænke på fremtidens trusler, som noget, der allerede er her, og som der kan handles på, som afgør, om man kan gribe ind i tide.