Er vi på vej mod en ny global regeringsform?

KLUMME: Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik helt ude af trit med de opgaver, verden står over for, skriver EU-toprådgiver Claus Haugaard Sørensen. Han forudser, at verden står over for en afgørende skillevej med en ny global regeringsform som den ene vejbane. 

Af Claus Haugaard Sørensen
Særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

Ikke enkelt. Partier, egoer, skattetryk, medienonsens, fjer, der bli'r til høns, uduelighed, angst for det ukendte gør det ikke nemt. Short-term eats long-term for breakfast. Selv mellem Bornholm og Skagen.

Hvis vi så skuer ud i den store verden, er der også varer at levere, og resultater, vi gerne vil ha'.

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

Topmøder præget af afmagt
Sidste uge sad jeg med i en tænketank om global regeringsførelse 2040, og senere på ugen deltog jeg i Verdens Humanitære Topmøde i Istanbul. Lærerigt begge dele. Ikke for de løsninger, der kom frem. Men mere for den afmagt, der prægede debatten.

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

Alle frygtede klimaet, der var stor bekymring over, at de nye generationer ville blive markant fattigere, end deres forældre var i vores del af verden. Social og miljømæssig dumping fra uregulerede produktionscentre. Men stor tvivl, om man kunne etablere et mere samfundorienteret handelsregime (skudt i sænk af pakistaneren), om man kunne bemestre klimaforandringen gennem alliancer mellem de store megabyer (Mexico City, Kolkata, Lagos, Delhi ...) – en god idé, men utilstrækkelig ifølge den tilstedeværende klimaguru. Og ingen tro på, at man kan håndtere cybercrime uden om Kina.

Humanitært topmøde
En diskussion om en tiltrængt reform af Sikkerhedsrådet og FN-systemet blev affærdiget som urealistisk. De fem permanente medlemmer er klistret fast til deres sæde, og arbejdet i G20 blev af andre opfattet som en nyttig, men dog tvivlsom omgåelse af FN-systemet, og G7, som nyligt mødtes i Japan, som en gammelmandsklub.

Man må spørge, hvem eller hvad der skal give sig for at nå frem til noget brugbart?

Til det humanitære topmøde i Istanbul svævede Erdogans skygge over konferencecentret. Journalister spjældes inde, og parlamentarikere fratages deres immunitet, fordi de er kurdere eller stemmer imod Mesteren. Og Erdogan taler dunder mod EU og vores lukkede grænse. Point taken!

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

Debatmøde uden bindende beslutninger
Topmødet i Istanbul var i virkeligheden et debatmøde uden bindende virkning, men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

Kurs mod nationalismetræet
Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger, kræver grænserne hermetisk lukket (virkede de automatiske maskingeværer i DDR mon?) og omdirigering af udviklingsbistanden til egne formål. Man lukker også øjne og ører for bindende internationalt samarbejde. For hvad skal det nytte, som nogle sagde i Danmark i 1938.

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Forrige artikel Zenia Stampe: Pind har været en glædelig overraskelse Zenia Stampe: Pind har været en glædelig overraskelse Næste artikel Messerschmidt: Flygtninge ruinerer os Messerschmidt: Flygtninge ruinerer os