Er vi på vej mod en ny global regeringsform?

KLUMME: Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik helt ude af trit med de opgaver, verden står over for, skriver EU-toprådgiver Claus Haugaard Sørensen. Han forudser, at verden står over for en afgørende skillevej med en ny global regeringsform som den ene vejbane. 

Af Claus Haugaard Sørensen
Særlig rådgiver for formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker

Vi beklager os tit og ofte over, om regeringer kan levere varen: fuld beskæftigelse, smart transport, Femern-forbindelse, hofteoperationer, kloge børn og glade nydanskere – eller slet ingen nydanskere.

Ikke enkelt. Partier, egoer, skattetryk, medienonsens, fjer, der bli'r til høns, uduelighed, angst for det ukendte gør det ikke nemt. Short-term eats long-term for breakfast. Selv mellem Bornholm og Skagen.

Hvis vi så skuer ud i den store verden, er der også varer at levere, og resultater, vi gerne vil ha'.

Ny global regeringsform?
Bekæmpelse af internetkriminalitet, menneskesmugling, narkotikatrafik. Beskyttelse af torskebestanden. Bemestring af finansstrømme. Skatteundvigelser. Ozonlaget og drivhusgasser. Bekæmpelse af krig og konflikter. Syrien, Irak, Libyen.

Alt sammen emner, der ikke kan håndteres gennem en national tilgang, og som endog rækker langt ud over, hvad stormagter som USA, Kina og Rusland kan håndtere alene, og da slet ikke hvis de ikke er bare en lille smule enige.

Vi er nok ved at nærme os et punkt, hvor ressourcepresset og de politiske og befolkningsmæssige jordskred i verden enten fører til et kvantespring frem mod en ny global regeringsform eller en rutsjetur tilbage til små eller større konflikter. Kernen er at finde en metode til at bringe parterne sammen og forlige modsætningerne. Der er ikke rigtigt nogen mellemvej.

Topmøder præget af afmagt
Sidste uge sad jeg med i en tænketank om global regeringsførelse 2040, og senere på ugen deltog jeg i Verdens Humanitære Topmøde i Istanbul. Lærerigt begge dele. Ikke for de løsninger, der kom frem. Men mere for den afmagt, der prægede debatten.

I tænketanken var stemningen dyster. Forsamlingen af lærde professorer, statssekretærer, mediefolk og tænkere fra hele verden havde svært ved at give et bud på, hvad Europas rolle i den globale regeringsførelse kunne blive, hvis man allerede den 23. juni så, at Europa mistede et af sine vigtigste medlemmer, nemlig Storbritannien.

Alle frygtede klimaet, der var stor bekymring over, at de nye generationer ville blive markant fattigere, end deres forældre var i vores del af verden. Social og miljømæssig dumping fra uregulerede produktionscentre. Men stor tvivl, om man kunne etablere et mere samfundorienteret handelsregime (skudt i sænk af pakistaneren), om man kunne bemestre klimaforandringen gennem alliancer mellem de store megabyer (Mexico City, Kolkata, Lagos, Delhi ...) – en god idé, men utilstrækkelig ifølge den tilstedeværende klimaguru. Og ingen tro på, at man kan håndtere cybercrime uden om Kina.

Humanitært topmøde
En diskussion om en tiltrængt reform af Sikkerhedsrådet og FN-systemet blev affærdiget som urealistisk. De fem permanente medlemmer er klistret fast til deres sæde, og arbejdet i G20 blev af andre opfattet som en nyttig, men dog tvivlsom omgåelse af FN-systemet, og G7, som nyligt mødtes i Japan, som en gammelmandsklub.

Man må spørge, hvem eller hvad der skal give sig for at nå frem til noget brugbart?

Til det humanitære topmøde i Istanbul svævede Erdogans skygge over konferencecentret. Journalister spjældes inde, og parlamentarikere fratages deres immunitet, fordi de er kurdere eller stemmer imod Mesteren. Og Erdogan taler dunder mod EU og vores lukkede grænse. Point taken!

Men de globale tal skræmmer: 125 millioner mennesker lever i absolut nød. I øvrigt de fleste ret tæt på Europa. I Afrika, kun fem timer i fly fra Europa, er vi vidne til en befolknings-eksplosion, der med vandstress, misvækst og pickuptrucks vil ramme Europa.

Og hvad gør vi ved det? Smider vi penge og pigtråd efter problemerne, eller finder vi frem til en samlet gennemtænkt forebyggelse, politisk, økonomisk og socialt, for at give de stakkels mennesker et egentligt fremtidsperspektiv, så de kan overleve i deres eget land? Det er jo nok det, der skal til.

Debatmøde uden bindende beslutninger
Topmødet i Istanbul var i virkeligheden et debatmøde uden bindende virkning, men med velmenende og bestemt nyttige løfter fra masser af organisationer, virksomheder, lande og individer, der gerne vil gøre godt, men som også er sig pinligt bevidst, at skal det komme til bindende beslutninger, så er chancen for total blokering på grund af enstemmighed i FN-systemet en garanti for, at intet vil ske.

Så bedre undgå en konfrontation. Og tale pænt sammen. Finde løsninger fra sag til sag. Samle penge ind til at undervise børn i flygtningelejrene. Bygge udrykningshold af læger til at bekæmpe zika eller ebola. Opfordre til forebyggende diplomatiske løsninger. Men er det nok? Har toget allerede forladt stationen på autopilot med kurs mod afgrunden?

Kurs mod nationalismetræet
Nu er det jo sådan, at hvis borgerne ser, at der ikke er løsninger, og at problemerne tårner sig op og skyller ind over os, så kravler de op i det nærmeste træ, nemlig nationalismetræet, og sætter sig helt deroppe, hvor man tror, katastroferne ikke kan nå op.

Man stemmer på mærkelige politikere, der sælger nationale løsninger, kræver grænserne hermetisk lukket (virkede de automatiske maskingeværer i DDR mon?) og omdirigering af udviklingsbistanden til egne formål. Man lukker også øjne og ører for bindende internationalt samarbejde. For hvad skal det nytte, som nogle sagde i Danmark i 1938.

Ikke rart at tænke på. Og forunderligt, når man tænker på, at der aldrig har været så mange veluddannede, internationalt orienterede, kloge mennesker, der kan finde på løsninger, og aldrig har der været så mange almindelige mennesker, der sådan set bare gerne vil leve i fordragelighed med hinanden og have tingene til at fungere. Det er, som om vi er fanget af en nationalstatsromantik, der stammer fra tidligere tider, men som er helt ude af trit med de opgaver, verden står over for. Og som tit og ofte stiller sig i vejen for de løsninger, der skal til.

Og uden løsninger kan man ikke fortænke bekymrede borgere i at trække dynen over hovedet. Hvad venter der os mon i 2040?

Forrige artikel Zenia Stampe: Pind har været en glædelig overraskelse Zenia Stampe: Pind har været en glædelig overraskelse Næste artikel Messerschmidt: Flygtninge ruinerer os Messerschmidt: Flygtninge ruinerer os
  • Anmeld

    Michael Funch

    Den komplekse virkelighed

    Det er jo nok desværre sådan, at verden er blevet så kompleks, at de færreste nationale ledere forstår at skabe mening og sammenhæng i den, endsige nye løsninger og en progressiv kurs mod fremtiden. Så er det langt lettere at give andre skylden, det være sig EU, FN, stormagterne eller hvem det måtte være, og fodre den nationalisme der helt uden regning kan sprøjte lette løsninger ud. Det er i sandhed en kritisk tid og en usikker fremtid, vi står overfor!

  • Anmeld

    Tommy J. Johnsen

    Dansker kom så med de visioner for fremtiden.

    Bort set fra Stine Bosse, som efterlyse politiske visioner for fremtidens EU, så har der været alt for mange af dem jeg kalder for senromantisk og nationalistiske klynkedyr som sidder oppe i træerne og råber og som ikke forstår eller ikke vil forstå at verden har ændret sig.
    Vi bliver nød til at forstå at vi er gensidig afhængig af hinanden og derfor må finde nye måder at samarbejde på.
    Jeg hilser Claus Haugaard Sørensen oplæg meget velkommen og håber at de bekymrede dansker ser nye muligheder for fremtiden i EU og verden.

    HUSK AT FREMTIDEN FORMES AF DEM DER SER DEN, SÅ KOM SÅ MED DE VISIONER.

  • Anmeld

    M.S. Carstens

    Rettelses forslag til artiklen:

    Nationalstatsromantik ændres til EUs islamromantik.
    Årsag:
    En hel del politikkere bliver EU-radikaliseret, så snart de får en taburet i Folketinget, af hærdede elementer i EU, som mener, at al lykke er gjort, når hele EU bliver til e´t stort Islamistisk kalifat og herefter bliver til nikkedukker i trætoppene, uden at vide til hvad og hvornår de nikker.
    Problemløsning:
    UD af Europas Undergang NU, så vore politikkere kan agere i verden ud fra e´n platform: Grundloven.
    Derefter skal der lukkes for islamisk indvandring og pengene skal gå til hjælp i nærområderne.
    Det vil frigive en masse ressourcer, menneskelige som økonomiske, der kan tage fat på alle de andre områder, men med respekt for det kulturelle ophav.

  • Anmeld

    Claus Sønderkøge

    Europa - kontinentet som mistede kontakten til verden

    Europa er jo gennem de seneste 50 år skrumpet så meget befolkningsmæssigt i forhold til verden at det ikke længere betyder noget hvad som sker her. 7% af verdens befolkning må nøjes med at trykke næsen mod ruden.

    Lidt ligesom i min ungdom hvor vi syntes det var synd for afrikanerne men ellers var det jo ligegyldigt hvad der skete dernede.

    Når vi tager Kina, Indien og Indonesien så har vi halvdelen af verden. Så det er jo nok her løsninger skal findes. Kina satser voldsomt på moderne robot-teknologi. Ja selv vore egne politikere erkender nu at Danmark har sovet i timen.

    Så Kina har behovene og teknologien til at gøre noget ved det. De har dygtige politikere med topuddannelser og en lydig hær til at sikre ro hos dem som bliver kørt over af den nødvendige politik.

    Så hvis man kan lide Kinas model kan man glæde sig ellers må man som bekendt lære at elske den man får - og det bliver også Kina.

  • Anmeld

    Ib Christensen

    Sats på FN og WTO

    Problemerne er globale og kan derfor hverken løses af nationalstaterne eller EU. Men EU kunne passende begynde på at afvikle sin protektionistiske handelspolitik og i stedets satse på WTO, så den tredje verden kan få en chance. Problemerne forværres kun, hvis de rige lande rotter sig sammen. Der bør satses på FN, trods dets mangler, og på underorganisationerne. Der er intet alternativ til global frihandel og effektiv udviklingsbistand.

  • Anmeld

    Michael Hullevad

    Frihandel!

    EU er indrettet som et protektionistisk kartel der beskytter mod konkurrence udefra. En valuta uden at have en fælles finans politik. Man kan ikke kontrollere de ydre grænser uden at sælge ud af vores værdier. Det helt store problem er den tsunami af migranter der vil komme fra Afrika, med mindre vi får etableret et frihandelsområde i WTO regi, så vi får løftet de fattige afrikanere ud af fattigdommen. FN er en "snakkeklub", ikke meget at hente der. Ej heller hos G7, måske lidt håb om indgriben fra G20´s side. Men frihandel er løsningen også på vores egne økonomiske problemer, en øget købekraft vil også løfte Europa .

  • Anmeld

    M. S. Carstens

    @ Michael Hullevad

    Jeg er meget enig med dig, men min formodning er, at EU allerede er solgt i:

    http://balder.org/avisartikler/Barcelona-Deklarationen-Euromediterranien-Hemmelige-Aftaler-Version-2009.php

    og at det er derfor, at alle EU-politikker sidder handlingslammet over for folkevandringerne og FN's mange muslimske stemmer.

  • Anmeld

    V. Brodthagen

    Nationalrealisme

    Jeg er meget enig med Hullevad og Carstens.
    Alle de offentligt ansatte, der siger, at det drejer sig om "humanisme", om at vi skal behandle de muslimske flygtninge/migranter humanistisk, glemmer helt at svare på, hvor pengene skal komme fra til finansiering af folkevandringen. De er jo også vant til, at lønnen kommer hver måned. De overser også, at vi skal behandle vore egne befolkninger humanistisk!
    De naive humanister er heller ikke spor bange for, hvad arabiseringen, islamiseringen vil betyde for Europa. Underforstået, at alle andre med et indvandringskritisk synspunkt er mindre humanistiske end dem, eller at kritikernes totalt berettigede og gennemdokumenterede (fx Rochwoolfondens Forskningsenhed sidst) bekymringer skal reduceres til nationalromantisme.
    Det er overhovedet ikke noget enten -eller. For langt de fleste af os på den "stramme" linje i flygtningepolitikken handler det om BÅDE at hjælpe i og med genopbygningen af migranternes hjemlande (hvor vore 9 mia DKR om året til flygtninge fra 2017 rækker længst) OG bevare vores egen nationale suverænitet i et forpligtende, internationalt samarbejde.
    På trods af det rigtige perspektiv i Claus Haugaard Sørensens analyse, - at vi, dvs. også de arabiske og afrikanske lande! - skal blive bedre til at finde intrnationale løsninger, ja, så uddyber Haugaard Sørensen bare kløften mellem politikere og vælgerne, der står med indvandringens konkrete problemer hver dag, der kommer til at mærke nedskæringer i velfærden, og skal leve tæt på en meget lidt integrerbar, antivestlig kultur.

  • Anmeld

    JFK

    Hvorfor spørgsmålstegn?

    Hvorfor spørgsmålstegnet? Vi står jo langt inde i forløbet Global Governance. Kun magtsyge mennesker og rådgivere som denne skribent har fordel af det, befolkningerne derimod bliver løbet over ende uden demokratisk indflydelse.

    De kører denne Global Governance ind via frygt, og alle de mennesker der ikke kan overskue virkeligheden vil en dag blive ramt af noget de ikke har set komme.

    Sluk fjernsynet, brænd din stemmeseddel og brug kun din stemme på direkte afstemninger, som f.eks EU folkeafstemninger.

    En mand som ham der skrev denne artikle må aldrig få lov at dominere, selvom de sidder på magten og pressen

Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

Mai ville redde de svage – men blev overhalet af virkeligheden

PORTRÆT: Mai Mercado blev politiker for at tage hånd om de svage. Nu kan hun se socialpolitikken falde sammen om ørerne på hende med korruption i Socialstyrelsen og aflivning af satspuljen. Og de hjemløse, som hun brænder så stærkt for, vokser i antal. Alligevel er hun stadig optimist.