EU-modstand og opgør med identitetspolitik skal genrejse Messerschmidts DF

Det er alt for tidligt med en gravskrift over Dansk Folkeparti, der søndag valgte favoritten til formand. Trods Messerschmidts forsonende ord tyder alt på, at uroen i partiet vil fortsætte en tid endnu.

Placeholder image
Morten Messerschmidt: Med godt 60 procent af stemmerne fik han en klar, men ikke knusende sejr. Hans nærmeste konkurrent Martin Henriksen fik ca. 26 procent. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Morten Messerschmidts sejr ved Dansk Folkeparti ekstraordinære årsmøde blev lidt mindre, end hans støtter havde forventet. Men med godt 60 procent af stemmerne i første valgrunde var sejren alligevel så klar, at Messerschmidts formandsperiode starter på et solidt mandat. Nu begynder den svære del.

Messerschmidt skal både finde en politisk vej tilbage til vælgerne og forhindre, at partiet atomiseres i personopgør. Det sidste kan på kort sigt vise sig at være det sværeste.

Borgerlig med et twist
På det politiske plan har Morten Messerschmidt markeret, at han vil gøre DF til et entydigt borgerligt parti. Det afgørende bliver nu, om DF bliver et halehæng til de blå partier, eller DF fortsat vil indgå selvstændige forlig med socialdemokraterne, som det senest skete med fredagens reformforlig.

De foreløbige meldinger fra Morten Messerschmidt tyder på det sidste. Han bakker fuldt op om fredagens forlig, og han har også tilkendegivet, at DF fortsat vil deltage i aftaler som ”Arne-pensionen”.

Spørgsmålet er dog, om Messerschmidt i praksis vil have samme instinkt for midtsøgende forlig, som Kristian Thulesen Dahl havde. Internt i DF er der folk, der tvivler på, at Messerschmidt havde været med i aftalen mod boligspekulanterne i Blackstone, og hans retorik mod socialdemokraterne er markant mere fjendtlig end Thulesens.

Mønten landede på den forkerte side
Under alle omstændigheder er Thulesens ambition om at gøre DF til det nye midterparti i stedet for Radikale nu begravet. Merete Dea Larsen var den eneste af formandskandidaterne, der stod fast på den strategi, og hun fik kun omkring hver ottende stemme ved formandsvalget.

Det er et markant strategiskifte, for det er ikke kun et opgør med Thulesens strategi, det er faktisk også et opgør med Pia Kjærsgaards strategi, selvom Kjærsgaard har haft travlt med at undsige Thulesen.

Det er værd at huske, at Kristian Thulesen Dahl var utrolig tæt på at lykkes med sin vision. Så sent som et halvt før valget i 2019 lå DF til et glimrende valgresultat med 16-17 procent af stemmerne og var kommet til at stå som det dominerende parti mellem blokkene, hvis Lars Løkke Rasmussen havde udskrevet valg i nytårstalen.  Den mand, der nu udråbes til en taber, var for få år siden Danmarks mest populære politiker.

Sådan er historien også. Mønten landede lige akkurat på den forkerte side for Thulesen, men det var ikke en naturlov, det gik sådan.