Exitcirklen: Mens politikerne nøler, bliver børn stadig brugt som våben til forældrefremmedgørelse

"Sorgen og skammen over at miste et barn og blive erklæret uegnet som mor er den største straf et menneske kan udsættes for. Jeg er levende død," siger en mor fra Exitcirklens terapigruppe i København.

Det er hjerteskærende ord, og denne mor er ikke den eneste, der er fanget i en ulykkelig situation. Hvert år mister forældre i Danmark nemlig retten til og muligheden for at se deres børn. Ikke fordi de er dårlige forældre, eller fordi de har gjort noget forkert, men fordi de er ofre for forældrefremmedgørelse.

Det vil sige en form for psykisk vold, hvor den ene forælder vælger at fremmedgøre, isolere og afskære den anden forælder fra barnet.

Forældrefremmedgørelse er psykisk vold, fordi den forælder, der udøver den, nedgør, krænker, ydmyger, truer, manipulerer og i værste tilfælde udsletter den anden forælder over for barnet. Dette kan for eksempel ske ved at manipulere eller true barnet til at tro, at den anden forælder er farlig, uværdig, ubrugelig og uegnet til at være i barnets liv og hverdag.

Selv om psykisk vold blev kriminaliseret i 2019, mangler danske politikere stadig at etablere en kobling mellem psykisk vold og forældrefremmedgørelse. Det har alvorlige konsekvenser for de forældre, der mister deres børn, og de børn, der mister deres forældre.

Barnet bliver et våben

Fremmedgørelsesprocessen starter ofte med psykisk vold i form af systematisk bagtaleri og miskreditering af den anden forælder. Ofte er det med barnet som hovedvidne, fordi målet ikke alene er at straffe og afskære den anden forælder, men også at intimidere og skræmme barnet så voldsomt, at det ikke kan magte at have begge forældre i sit liv. 

Vi står i en politisk virkelighed, hvor dansk lov ikke anerkender fænomenet som psykisk vold. Det gør det svært for ofrene at forstå eller trænge igennem med det, de oplever

Sherin Khankan og Marie Brixtofte
Hhv. direktør og bestyrelsesmedlem, Exitcirklen

Således bliver barnet udøverens stærkeste våben og en afgørende brik i udøvers psykiske magtspil. For hvis barnet nægter at have samvær med den fremmedgjorte forælder, er der ofte meget lidt at stille op.

Det skyldes især, at vi står i en politisk virkelighed, hvor dansk lov ikke anerkender forældrefremmedgørelse som psykisk vold og et selvstændigt begreb. Vi har nemlig ikke udviklet et sprog for forældrefremmedgørelse som en psykisk voldsform eller behandlet fænomenet politisk gennem en kriminalisering. Det gør det svært for ofrene at forstå eller trænge igennem med det, de oplever.

Men det at være offer for og vidne til psykisk vold i form af forældrefremmedgørelse kan ikke desto mindre have alvorlige konsekvenser i form af stress, angst, depression, PTSD-symptomer og selvskadende adfærd. Mange børn og unge udvikler en kommunikation og adfærd, hvor de underkaster sig som en slags beskyttelsesstrategi over for den psykiske voldsudøver. 

Med andre ord bliver en total afvisning af den fremmedgjorte forælder ofte barnets eneste måde at overleve på.

Retssystemet skal ændre praksis

I Exitcirklens har vi landsdækkende terapigrupper, der hjælper cirka 450 voldsofre årligt. Her oplever vi, at cirka tre ud af ti deltagere per gruppe har mistet deres børn til forældrefremmedgørelse – eller er på tærsklen til det.

Grupperne består af både unge og voksne kvinder og mænd. Nogle er selv forældre til et barn fanget i "en krig" mellem mor og far, mens andre selv har oplevet forældrefremmedgørelsen som børn, mistet deres ene forælder og nu som voksne døjer med de massive følgekonsekvenser.

Her har vi selv bevidnet, hvordan årelange sagsbehandlingstider har været blandt de afgørende årsager til, at der hvert år er forældre, der mister retten til at se deres børn i danske retssale. Og netop derfor er det afgørende at sætte forældrefremmedgørelse på den politiske dagsorden, når vi taler om børns rettigheder.