Debat

Fængselsforbundet: Vi har i lang tid spejdet efter lovgivning, som kan beskytte mod den voldsomme chikane

Fængselsbetjente får lagt skydeskiver ind på deres stuegulve og smidt store sten gennem deres stuevinduer. Derfor har fængselsforbundet i mange år spejdet efter justering af lovgivningen på området, skriver Bo Yde Sørensen.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Bo Yde Sørensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tilbage i 2016 blev en af mine kollegaer skudt på den allermest brutale og kujonagtige måde på parkeringspladsen foran min gamle arbejdsplads, Statsfængslet i Nyborg.

Fængselsbetjenten møder ind en sen aften til en nattevagt, bliver passet op af fremmede mennesker i bil, beordret til at lægge sig på asfalten, herefter blev han skudt med pistol to gange i benene. Dette var traumatiserende og invaliderende på min kollega, selvsagt.

Desværre stoppede terroren ikke her. Mange af mine kolleger på fængslet oplevede i tiden herefter voldsom chikane på deres private adresser.

Eksempelvis fik flere fængselsbetjente lagt skydeskiver ind på deres stuegulve gennem åbne terrassedøre, fik smidt store sten gennem deres stuevinduer, mens de sad i sofaen med kone og børn.

Hændelser som disse udspandt sig flere steder i landet og måden de indsatte fandt adresserne på, var formentlig ved at søge adgang til fængselsbetjentes oplysninger via aktindsigt.

Hændelser som disse udspandt sig flere steder i landet og måden de indsatte fandt adresserne på, var formentlig ved at søge adgang til fængselsbetjentes oplysninger via aktindsigt.

Bo Yde Sørensen
Formand, Fængselsforbundet

Det er årsagen til, at vi i Fængselsforbundet har arbejdet aktivt gennem mange år for at få politikere til at kere sig om vores sikkerhed og justere lovgivningen på området. Det ser nu ud til, at der endelig tegner sig et flertal herfor.

Det er glædeligt. Ja, faktisk en nyhed jeg som formand for Fængselsforbundet har spejdet efter gennem flere år.

Kritik af forslaget

Allerede ved offentliggørelsen af forslaget, og den følgende høringsproces, fulgte de forventede kritiske røster.

Røster der bekymrer sig om, hvorvidt indsattes rettigheder nu krænkes, hvis muligheden forpasses for at klage over denne eller hin afgørelse.

Det synspunkt har jeg egentlig sympati for i en optimal verden, hvor indsatte tager deres velfortjente straf og med oprejst pande betaler for den billet, de har købt.

Desværre driver mine kollegaer ikke fængsler i den verden, men i den virkelige verden.

Når man som fagforening sidder og skal forsøge at samle stumperne op af den kollega, der blev skudt i statens tjeneste og den kollega, der sad med ham i skødet og ydede livreddende førstehjælp, så blegner argumentet om indsattes rettigheder til at få et navn udleveret en smule.

Synspunktet om rettigheder er omkostningsfrit for jurister, advokater, journalister og andet godtfolk, der sidder i fine kontorer langt væk fra bandeafdelingerne på landets fængsler.

Jeg har på mine kollegaers vegne derfor det helt rimelige krav, at staten tager vores sikkerhed alvorligt og prioriterer den.

Kun sådan kan vi sikre, at vi også i fremtiden har en Kriminalforsorg, der sørger for, at befolkningen kan leve i tryghed for røvere, mordere og voldsforbrydere.

Så tak til vores nye minister for at komme ind fra højre og løse hvad vi har ventet på i årevis.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Yde Sørensen

Formand, Fængselsforbundet
Fængselsbetjent

0:000:00