Fagbevægelsen taber til de gule konkurrenter, hvis den ikke genopfinder sin svage forretningsmodel
Hvis røde fagforeninger bliver udkonkurrereret af gule, er det ikke første gang i historien, at succesrige virksomheder har hvilet så længe på laurbærrene, at de er blevet overhalet indenom af nye konkurrenter, skriver Svend Bie.
Svend Bie
Fhv. underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), fhv. direktør, Dansk Facilities Management, fhv. formand, Dansk FagpresseOver de seneste ti år er medlemstallet i fagforeningerne her i Danmark steget med fem procent. Fagbevægelsen er altså ikke i krise samlet set.
Men succesen skyldes i meget høj grad, at gule fagforeninger har haft en fremgang uden sidestykke. En række klassiske forbund med hovedvægt på det private arbejdsmarked har derimod oplevet dramatiske fald i medlemstallet.
Det nuværende medlemstal er historisk set slet ikke dårligt. Da oliekriserne i 1970'erne satte ind var færre end 50 procent organiseret, men kriserne i 1970'erne og udbygningen af dagpengesystemet under Anker Jørgensen (S) gav en stærk medlemstilgang til de daværende LO-forbund.
Det udspil, som FH kom med i maj i år, var blottet for forslag, der tog fat på fagbevægelsens strukturelle udfordringer
Svend Bie
Da efterlønnen blev vedtaget af SV-regeringen i 1978, satte det yderlige fart i tilstrømningen – indtil efterlønnen blev beskåret gennem en række forlig af både borgerlige og socialdemokratiske regeringer.
Med ændringerne i 2006, som både havde Socialdemokratiet og blå blok bag sig, havde efterlønnen udspillet sin rolle som medlemsgenerator for fagbevægelsen.
I dag har de forbund – der stammer fra det gamle LO – en størrelse, der matcher niveauet ved indførelsen af efterlønnen. Men samtidig er de forbund, der organiserer det offentlige område, akademikerområdet og de såkaldt gule fagforeninger gået kraftigt frem.
Hvorfor flygter medlemmerne over til de gule fagforeninger? Ifølge FH-forbundene er det hyppigste argument prisen. Og som det fremgår af nedenstående figur, ser det ud til, at den analyse er helt rigtig.
Hvis røde fagforeninger bliver udkonkurrereret af gule, er det ikke første gang i historien, at succesrige virksomheder har hvilet så længe på laurbærrene, at de er blevet overhalet indenom af nye konkurrenter.
Det kan derfor være interessant for fagbevægelsen at se lidt nærmere på den succesrige virksomhed Velux.
Oprindeligt skabte Velux sin succes med et unikt produkt og fik nærmest monopol på ovenlysvinduer. I dag er der ikke noget unikt over et ovenlysvindue, og Velux har mange konkurrenter, der kigger misundeligt på Velux gigantiske omsætning og flotte overskud.
Men konkurrenterne får ikke et ben til jorden, for Velux har brugt sin position som markedsleder til at rationalisere og effektivisere, så de hele tiden har kunnet sænke prisen til et niveau, hvor nye konkurrenter, der ikke har stordriftsfordelene, ikke har mulighed for at tjene penge eller levere et attraktivt alternativ.
Man kan godt finde billigere vinduer på markedet end Velux, men Velux er ikke ret meget dyrere end dårligere kopier.
Et velorganiseret arbejdsmarked er helt sikkert en af Danmarks styrkepositioner. Derfor er det ikke kun lønmodtagerne, men også arbejdsgiverne, der skal være organiseret.
Uden den dramatiske udvikling ville arbejdsgiverne have haft de samme organiseringsproblemer som lønmodtagerne
Svend Bie
Det tales der sjældent om, for hos arbejdsgiverne er det lykkedes at reformere organisationsverdenen, så prisen for medlemskab siden begyndelsen af 1980'erne er blevet mere end halveret målt i forhold til lønsummen. Uden den dramatiske udvikling ville arbejdsgiverne have haft de samme organiseringsproblemer som lønmodtagerne.
Som det fremgår af tabellen, er der mange "dyre" fagforeninger, der ikke har oplevet fald i medlemstal. Det gælder særligt inden for det offentlige område, og det er faktisk et paradoks, da lønforholdene her følger den private lønudvikling, og dermed er deres lønudvikling givet på forhånd uden kamp og sværdslag.
Men ser man nærmere på de udvalgte forbund i figuren, kan man se, at de "identitetsskabende" forbund generelt klarer sig bedre end de generelle forbund, der ikke er knyttet til det, vi kalder et fag.
Læg mærke til Ingeniørforeningen IDA. IDA opererer på et ret vanskeligt marked med mange individuelle kontrakter. En pris på 293 kroner om måneden på et højtlønnet område og en vækst på 70 procent på ti år ser ud som om, man i IDA har fundet Velux-modellen.
Blandt de kreative forslag, man kan læse fra fagbevægelsens rækker, hører at medlemmer af en overenskomstbærende fagforening skal have særlige fordele.
Det er jo ikke fordi, man ikke kan forstå frustrationen hos de engagerede betalende medlemmer af eksempelvis 3F, at de arbejder side om side med kolleger, der enten betaler væsentligt mindre til Det Faglige Hus eller slet ikke er med i nogen fagforening. Men hele tankegangen om at gøre forskel på den enkelte arbejdsplads mellem medlemmer og ikke-medlemmer har ingen gang på jorden.
Krav om noget sådant er arbejdsgiverne nødt til blankt at afvise, hvis de vil gøre sig håb om at organisere fremtidens arbejdspladser. Det kan være slemt nok for en arbejdsgiver at skulle overholde de komplekse overenskomster, men hvis man ydermere skal til at skelne blandt medarbejderne i forhold til, hvor de er medlem, så siger de nej tak.
At skulle give særlige fordele til en medarbejder, fordi denne har meldt sig ind i en bestemt fagforening, vil blive betragtet som useriøst.
Det bliver vanskeligt for FH at spille en afgørende rolle i udviklingen af organisationsverdenen
Svend Bie
Hver gang vi ser en ny spændende forretningsidé udfolde sig og blive til en ny gigantisk virksomhed, så har vi problemer med at tilpasse dem til den danske organisationsmodel. Det gælder uanset, om de kommer udefra som McDonald's og Apple eller er af dansk oprindelse som Nemlig.com.
De virksomheder, som står for vækst og fremgang om 10 og 20 år, kender vi ikke i dag. Men vi ved, at det er virksomheder, der har formået at nytænke produkter og forretningsmodeller.
At gøre overenskomster og aftalesystemet forståeligt og fornuftigt for de virksomheder er derfor en hovedopgave for både arbejdsgiverne og lønmodtagernes organisation, hvis organisationsgraden skal vedblive med at være høj.
LO og FTF blev fra 1. januar 2019 til FH. Det har politisk været en succes, og selv om vejen til indflydelse nok har været nemmere under en socialdemokratisk regering, så må man anerkende, at indflydelsen har været markant – senest kronet med forhøjede dagpenge ved de første tre måneders ledighed.
Men med fusionen er de fagforeninger, der primært organiserer det offentlige område, og de fagforeninger, der har flest medlemmer i det private, kommet i samme hovedorganisation, og som figuren viser, så har FH's medlemmer på ingen måde ens udfordringer forretningsmæssigt.
Derfor bliver det vanskeligt for FH at spille en afgørende rolle i udviklingen af organisationsverdenen.
Det udspil, som FH kom med i maj i år, var da også blottet for forslag, der tog fat på fagbevægelsens strukturelle udfordringer, men handlede primært om, hvordan det politiske system kan gøre det nemmere at være fagforening.