Anmeldelse af 
Steen Andersen

Fem A'er: Arne Hardis' fremragende bog kan genoplive debatten om Staunings eftermæle

Arne Hardis tegner et tæt portræt af de socialdemokratiske aktører under Stauning i en dejlig kildenær og medrivende bog. Den socialdemokratiske historieskrivning har effektivt lagt låg på Staunings eftermæle, men bogen har substans til at genoplive debatten, skriver Steen Andersen.

Hardis’s bog har potentialet til at genåbne diskussionen om Staunings eftermæle og får effektivt banket den gamle fortælling om Staunings træthed i 1941 ned i grundfjeldet, skriver Steen Andersen.
Hardis’s bog har potentialet til at genåbne diskussionen om Staunings eftermæle og får effektivt banket den gamle fortælling om Staunings træthed i 1941 ned i grundfjeldet, skriver Steen Andersen. Foto: Ritzau Scanpix
Steen Andersen
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Pibende hængsler – Socialdemokraterne og den tyske fascination under besættelsen
Arne Hardis
Gyldendal, 268 sider. Vejledende pris: 299,95.

Da statsminister Thorvald Stauning gik på talerstolen i Studenterforeningen 8. marts 1941 og talte om Danmarks plads i den europæiske nyordning under Tysklands førerskab, sagde han, hvad han mente.

For at undgå de vanskelige og ubehagelige politiske indrømmelser skulle Danmarks strategi i forhold til de tyske nyordningsplaner være bygget op omkring planøkonomi. At Stauning mente, hvad han sagde, kan vi i dag se aflejret i hans udtalelser på de indre linjer og i de følgende taler, hvor budskabet blev gentaget. "Jeg har jo altid interesseret mig for planøkonomi," som Stauning udtalte på et internt partimøde i foråret 1941.

Siden Studenterforeningens budskab om, at nyordningen af Europa krævede, at Danmark tilpassede sig, og ”at linjen skulle være den fra Tyskland kendte planøkonomi” har det voldt svære problemer for den konsensusprægede historieskrivning og de socialdemokratiske partihistorikere. Hvad skulle de stille op med Staunings klare udmelding?

Forklaringerne har varieret fra, at alt hvad Stauning sagde, var et resultat af tysk pres til, at statsministeren var gammel, træt og desillusioneret. I den store Stauning-biografi af Henning Grelle fra 2008 er tolkningen, at talen er udtryk for en gang ’snik-snak’.

En eller flere partilinjer

Emnet har som sagt været diskuteret tidligere af historieskrivningen, men i værket ’Pibende hængsler’ tager Weekendavisens politiske redaktør, Arne Hardis, fat på et tæt portræt af de socialdemokratiske aktører, som tog Staunings budskab til sig.

Hardis har et skarpt blik for, at den utydelige kridtstreg under besættelsen ikke var en statisk størrelse, men at den kunne rykke sig dag for dag under besættelsen.

Steen Andersen, seniorforsker og arkivar, Rigsarkivet

Denne kreds var efterladt med et kæmpe problem ved befrielsen i 1945, da landsfader Stauning døde i maj 1942 og ikke kunne levere et forsvar for deres handlinger og udmeldinger.

Fokus for Hardis er at klarlægge, om de kredse fra partiets venstrefløj blot fulgte Staunings udstukne linje, eller om de gik længere? Og hvornår fraveg de partilinjen og gled ned af kollaborationens mudrede skrænt uden mulighed for senere fodfæste?

Hardis kredser igennem hele bogen om spørgsmålet om partilinjen i Socialdemokratiet i 1940-41, og det gør han godt ved at genlæse kilderne. Det springende punkt var, om der var en eller flere partilinjer? Og hvornår opstod og aftog de forskellige linjer i parti og fagbevægelse?

Krævede mere end god udluftning

Hardis har som forfatter med værket om Forfatterforeningens æresret allerede slået sig fast som en historieskriver, der har skarpt blik for, at den utydelige kridtstreg under besættelsen ikke var en statisk størrelse, men at den kunne rykke sig dag for dag under besættelsen.

I lyset af, at den kreds af socialdemokrater, som sværmede om nyordningens muligheder for parti og arbejderbevægelse ikke ligefrem udgjorde nogen homogen gruppe, har forfatteren delt bogen op i en række portrætter af nøgleaktørerne. Det er en tilgang, som giver læseren mulighed for at følge den enkeltes kurssætning og i sidste ende manglende evne til at korrigere for den politiske misvisning.

Hardis har en fantastisk beskrivelse i bogen af, at Jens Otto Krag efter befrielsen overtog kontoret, efter Niels Lindberg var blevet hjemsendt som leder af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Den unge Krag kunne stadig lugte Lindbergs cigarer på kontoret. Det dårlige selskabs gerninger krævede mere end god udluftning, hvis parti og bevægelse skulle videre og sikre legitimiteten.

Niels Lindberg kom for en såkaldt ’æresret’, som var udtryk for partiets interne retsopgør. Her nærlæser og gentolker Arne Hardis på meget indsigtsfuld vis Lindberg-sagen, som ender med at falde mere eller mindre sammen. Lindbergs forsvar er hele vejen igennem, at han gjorde, hvad han blev bedt om af Stauning, mens æresret og partihistorien uformelt dømte Lindberg som en politisk naiv økonom, der ikke forstod den politiske dimension af hans handlinger.

Her kunne det have styrket bogen og i virkeligheden også forfatterens hovedpointe, hvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråds forslag til en dansk-tysk mønt- og toldunion fra efteråret 1940 var blevet inddraget. Dette forslag var meget på linje med den officielle danske samarbejdslinje, og på dette tidspunkt var Lindberg fuldstændig på linje med Udenrigsministeriets Tysklandseksperter.

Læs også

Kollaborationens dagsorden var ikke statisk

Det er en fremragende bog, som Arne Hardis har begået, men denne anmelders favorit er kapitlet om økonomen Henning Dalsgaard. Kendere af besættelseshistorien vil vide, at Dalsgaard endte med at blive leder Dansk-Tysk Pressesekretariat og dermed var gledet over i fuldblods-kollaboration.

Denne bogs force er dens tætte portrætter af aktørerne, og deres møder med besættelsesmagtens repræsentanter. Bogen er i sin form et vellykket forsøg på at kortlægge kollaboratørernes dans på et knivsæg.

Steen Andersen, seniorforsker og arkivar, Rigsarkivet

Men inden han nåede så vidt, havde han spillet en nøglerolle i forhold til at bringe dansk fagbevægelses førstemand, Laurits Hansen, sammen med den tyske presseattache Gustav Meissner og han kom til at være en nøgleaktør i forbindelse med de såkaldte forståelsesrejser til Tyskland, hvor medlemmer af arbejderbevægelsen kunne opleve det nye Europa på egen hånd.

Dertil kom, at Henning Dalsgaard i foråret 1940 udsendte en bog til tiden med titlen Den tyske Planøkonomi.

Hardis er den første, som udfolder en egentlig biografisk skitse af Dalsgaard. Hardis’ pointe er, at Dalsgaard måske ikke var en aktør, som spillede en stor rolle i fagbevægelsen udadtil, men indadtil havde hans ageren stor effekt.

Alene Dalsgaards bog om tysk økonomi havde en ret betydelig virkningshistorie, da der ikke var mange i 1940, som var belastet af viden om de finere detaljer ved tysk planøkonomi. Hardis har nogle fine læsninger af Dalsgaards værk og påpeger vigtige ændringer fra 1940-udgaven til 1941-udgaven. Igen en god påmindelse om, at kollaborationens dagsorden bestemt ikke var statisk. 

Banker fortællingen om Staunings træthed ned i grundfjeldet

Denne bogs force er dens tætte portrætter af aktørerne, og deres møder med besættelsesmagtens repræsentanter. Bogen er i sin form et vellykket forsøg på at kortlægge kollaboratørernes dans på et knivsæg. Nogle af dem holdt balancen, mens andre som Dalsgaard, Harald Bergsted og Ernst Berg mere eller mindre bevidst tog springet og endte i den nazistiske lejr.

Hardis’ bog genåbner også diskussionen om formanden for De samvirkende Fagforbund (LO) Laurist Hansens skæbne, da han efter maj 1945 blev udrenset af partiet. Anmelderen har selv tidligere vurderet, at Laurits Hansen blev gjort til syndebuk, mens Hardis er mere kritisk og mener, at problemet mere var, at Stauning var død, og at partiets stærke mænd Vilhelm Buhl og Hans Hedtoft tegnede partiets nye linje efter befrielsen. I politik bør man vide, at det ikke altid giver roser at indtage en uriaspost.

Hardis’ bog har potentialet til at genåbne diskussionen om Staunings eftermæle. Forfatteren får effektivt banket den gamle fortælling om Staunings træthed i 1941 ned i grundfjeldet.

Statsministeren var særdeles aktiv som taler i 1941 og insisterede på, at Studenterforeningstalen skulle udgives og dertil kommer Staunings generelle insisteren på, at det økonomiske samarbejde med Tyskland skulle op i gear.

Vi finder Staunings udmeldinger alle vegne, og hvis vi skal pege på hans fravær og den tomme stol for bordenden i regeringslokalet, er det i tiden op til den 9. april 1940, at problemet ligger begravet. Arne Hardis' bog er dejlig kildenær, den er medrivende skrevet og det fornægter sig ikke, at forfatteren er journalist, men inden næste bog bør han tages i skole og lære, at historieskrivningens moder er og bliver kronologien.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Arne Hardis

Politisk redaktør, Weekendavisen, forfatter
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1986)

Steen Andersen

Seniorforsker og arkivar, Rigsarkivet
ph.d. (2005), cand.mag. (1999)