Fhv. miljødirektør og planchef: Ministeriets fødselsdag redder ikke verden

Miljøministeriet fylder i år 50 år. I 1971 blev Jens Kampmann Danmarks første Miljøminister, og i den anledning havde Jens Kampmann og den nuværende Miljøminister, Lea Wermelin, 5.november 2021 en kronik i Politiken med overskriften 'Jo vi kan faktisk godt redde verden'. Men kronikken rammer ved siden af. Skal der flages på dagen, må det blive på halv stang.

Hovedlinjen i kronikken er, at Miljøministeriet har 'flyttet sig fra den defensive kamp mod overhængende forureningskatastrofer til en offensiv kamp for at vinde naturen tilbage', og 'Miljøministeriet er ikke længere i defensiven, men er i gang med at tilbageerobre vandmiljøet, biodiversiteten og den vilde natur'.

Det lyder jo rigtig flot. Desværre er det en sandhed med store modifikationer. Der har aldrig været tale om en bevægelse fra det ene mod det andet. Forureningsbekæmpelse og naturbeskyttelse har altid været to forskellige områder med hver deres udvikling - og fra årtusindeskiftet snarere en afvikling. Begge dele er fortsat lige vigtige og vigtigere end nogensinde.

Nærmere voldsom forsinkelse end ny udvikling
Forureningsbekæmpelsen forvaltes især efter Miljøbeskyttelsesloven fra 1973 og Kemikalieloven fra 1979. Med de love kom Danmark internationalt på forkant. Desværre har Miljøministeriets forvaltning af lovgivningen ikke altid siden levet op til forhåbningerne. Kampmann og Wermelin skriver blandt andet, at uden den nye lovgivning 'er det tvivlsomt, om vi ville kunne tappe rent drikkevand fra hanerne i dag'. Det er imidlertid en halv sandhed, for desværre er det langt fra oplagt, at vi kan blive ved med det.

Regeringens reelle natursyn kommer snarere frem i de enorme motorvejs- og broprojekter, der er sat i søen.

Ib Larsen og Jens Andersen
Konsulent, fhv. miljødirektør og konsulent, fhv. planchef

Nu er over halvdelen af alle aktive vandværkers drikkevandsboringer forurenet i større eller mindre grad med rester fra sprøjtemidler. Undersøgelser af det højtliggende grundvand viser, at vi kan vente endnu flere giftstoffer i de kommende år i det grundvand, som udgør grundlaget for vores drikkevand.

Kampmann og Wermelin bryster sig af, at der i år er afsat 630 millioner kroner til oprensning af de store kemikalieforureninger. Det er jo rigtig fint, men Miljøministeriet blev faktisk pålagt opgaven med oprensning af kemikalieaffaldsdepoter allerede med kemikalieaffaldsdepotloven fra 1983. Undersøgelser og drift af afværgeforanstaltninger blev dengang finansieret af amtsrådene og kommunerne. Nedlæggelsen af amterne i 2007 betød, at staten fik flyttet hele opgaven over til regionsrådene. At Staten nu sætter penge af igen er positivt, men der er snarere tale om en voldsom forsinkelse end en ny udvikling.

Naturnationalparker er en overspringshandling
Naturbeskyttelsen forvaltes ligeledes efter nye proaktive love fra 1970'erne og frem, herunder Lands- og Regionplanloven fra 1973 samt Planloven og Naturbeskyttelseslovene fra 1991. Der var tale om store skridt fremad for naturbeskyttelsen. Men man kan vel uden at overdrive fastslå, at opgaven siden årtusindeskiftet først og fremmest har været at svække eller dispensere fra lovgivningen, ikke mindst i kystområderne.

Forfatterne fremhæver de nye naturnationalparker (de hidtidige nationalparker er åbenbart ikke natur). At forfatterne kalder indhegning af allerede eksisterende naturområder 'at vinde tabt terræn tilbage og at give naturen plads' er nærmest patetisk. Det kommer der jo indlysende ikke mere natur af, og skovområderne er i forvejen kendetegnet ved høj biodiversitet.

Der er vel snarere tale om en regulær overspringshandling, fordi man ikke kan eller vil røre ved landbruget og udpege nye naturområder på landbrugsjord. Den nyligt indgåede landbrugsaftale, om blandt andet udtagning af lavbundsjorde, er som sædvanligt baseret på frivillighed. Det kommer der næppe mere natur ud af denne gang, for landbruget har det svært med at overholde aftaler om miljø og natur. Så i stedet piller man lidt ved de allerede eksisterende naturområder og markedsfører det som den store natursatsning. Naturen har brug for mere plads og sammenhæng, og det sikrer unaturligt indførte, store pattedyr bag høje hegn i allerede eksisterende naturområder selvsagt ikke.

Regeringens reelle natursyn kommer snarere frem i de enorme motorvejs- og broprojekter, der er sat i søen. Enorme naturområder skal asfalteres, store naturområder skal graves væk til grus og kalk til byggeriet, og yderligere store naturområder skal ødelægges til solcelleparker for at få strøm til alle de mange nye biler, der skal køre på vejene.

Skraldesortering er hverken et klima- eller miljøinitiativ
Kampmann og Wermelin skriver endvidere, at ministeriet 'spiller en central rolle i klimakampen'. En betydende indsats er sorteringen af husholdningsaffald i ni fraktioner for blandt andet at 'skabe muligheden for genanvendelse af alt lige fra chips-posen og tomatbakken'. Det ved ministrene formodentlig godt, ikke kommer til at ske.

Det er lidt skræmmende at læse Kampmann og Wermelins forsøg på en succesfortælling. Naturen, miljøet og klimaet er mere truet end nogensinde.

Ib Larsen og Jens Andersen
Konsulent, fhv. miljødirektør og konsulent, fhv. planchef

Det meste plastik kan og vil ikke blive genanvendt i en uoverskuelig lang årrække fremover. For dem der så DR's udsendelse 3. november 2021 'Hvorfor plastik – genbrugsmyten', kan der ikke være skyggen af tvivl om den sag.

At man nu med den viden vil udsortere plastik fra energiudnyttelsen, er nærmest forbryderisk. Danmark har hidtil ikke bidraget til plastik i verdenshavene, fordi alt blev energiudnyttet, men det kommer vi til nu.

Udsorteringen er hverken et klima- eller miljøinitiativ. Finansministeriet fik derimod deres længe ønskede privatisering af vores fælles infrastruktur, og forbrændingsanlæggene og genanvendelsesindustrien fik deres monopol på sortering af såkaldt genanvendelige materialer.

Ministeriet overser større potentiale i genanvendelse af erhvervsaffald
Sorteringskravene omfatter endvidere kun husholdningsaffald, men den største del af vores affald er erhvervsaffald, og det er langt nemmere og billigere at genanvende, fordi der ofte er tale om større og renere fraktioner. I løbet af 90'erne kom der fuldstændig styr på erhvervsaffaldet, og genanvendelsen steg voldsomt. Men i 2007 fratog regeringen kommunerne styringen af erhvervsaffaldet. Resultatet blev hurtigt faldende genanvendelse.

I 2020 viste en undersøgelse fra Dansk Affaldsforening, at kun halvdelen af virksomhederne i dag udsorterer bare én fraktion. En undersøgelse på Argo i 2020 viste, at halvdelen af det modtagne erhvervsaffald til forbrænding var genanvendeligt. Erhvervslivet rører Miljøministeriet ikke ved.

Naturen, miljøet og klimaet har aldrig været mere truet
Den totale nedprioritering af Miljøministeriet kom så i 2015, da det decimerede ministerium simpelthen blev nedlagt som selvstændigt ministerium og blev lagt sammen med Fødevareministeriet af alle ministerier. Oveni kom udflytningen til Odense med et kolossalt tab af faglig viden til følge.

Det er lidt skræmmende at læse Kampmann og Wermelins forsøg på en succesfortælling. Naturen, miljøet og klimaet er mere truet end nogensinde. Genskabelsen af et selvstændigt Miljøministerium i 2020 giver lidt håb for fremtiden, men udviklingen siden årtusindeskiftet har generelt vist, at man ikke skal sætte forventningerne højt.