Filosof Kai Sørlander om Lars Larsen vs. Lars Seier Christensen

Af Kai Sørlander
Filosof og forfatter

I et interview har Lars Larsen, milliardær og stifter af butikskæden Jysk, anklaget rigmænd, der flytter til udlandet for at undgå at betale skat i Danmark, for en form for ”landsforræderi”.

Den anklage føler Lars Seier Christensen, medstifter af Saxo Bank og nu bosiddende i Schweiz, sig ramt af. Og han har derfor i et indlæg på Facebook forsvaret sig imod Lars Larsens anklage.

I hovedsagen består Seier Christensens forsvar i en påpegning af, at sagen ikke er så enkel, som Lars Larsen fremstiller den. Vi lever i en global økonomi. Og nok har Seier Christensen haft sin opvækst og skolegang i Danmark, men det, som han skulle bruge for at starte Saxo Bank, har han lært i London. Skylder han så ikke England nok så meget, som han skylder Danmark? Desuden påpeger Seier Christensen, at Lars Larsens virksomheder får produceret de fleste af deres varer i udlandet, hvor mange af deres butikker også ligger, og hvor de vel derfor også betaler skat.

Fra afslutningen af Anden Verdenskrig og indtil 1970 så vi primært udviklingen af velfærdsstaten. Derefter har vi set en tilbagerulning af progressiviteten i skattesystemet.

Kai Sørlander

Alt dette, som Seier Christensen fremfører til sit forsvar, er rigtigt nok. Men der er én sammenhæng, som han overser; og det er for mig at se den vigtigste. Det er sammenhængen mellem demokratisk borgerskab og skattebetaling. Denne sammenhæng vil jeg derfor her forsøge at eksplicitere. Det forudsætter, at vi begynder med at gøre os klart, hvad der rent principielt kræves for, at en demokratisk orden overhovedet kan fungere i virkelighedens verden.

Grundlæggende kan et demokrati karakteriseres som en politisk orden, hvor der tilstræbes politisk ligeværdighed mellem borgerne. Denne politiske ligeværdighed angår primært den politiske beslutningsproces: afgørelsen af, hvorledes landet skal styres, og hvilke love der skal gælde.

Der eksisterer altså ikke noget demokratisk borgerskab, med mindre der eksisterer et komplementært skatteborgerskab.

Kai Sørlander
Filosof

Den første og vigtigste betingelse for, at et demokrati kan fungere, er derfor, at borgerne selv er demokrater. Derfor må ethvert stabilt demokrati også være et aktivt politisk selvopdragelsesprojekt. Det skal gennem lovgivning sikre, at de opvoksende generationer får en oplæring, som leder dem ind i en livsholdning, hvor de anser det for naturligt, at der er politisk ligeværdighed, og at der er et alment uddannelsessystem.

Desuden skal demokratiet sikre borgernes elementære frihed – både i forhold til hinanden og til staten. Ingen skal være tvunget til at være slave – hverken for andre eller for staten. Det er som elementært frie, at borgerne er ligeværdige. Men det er den demokratiske stat selv, som skal sikre, at borgerne har denne frihed. Og hvorledes skal den så gøre det? Hvorledes skal det demokratiske flertal indrette staten for at sikre borgernes frihed i forhold til hinanden og til staten?

Som udgangspunkt må det være et grundlæggende krav, at staten skal sikre, at den enkelte har mulighed for at tilegne sig sit nødvendige livsgrundlag i frihed. Oprindeligt kunne det ske ved, at den enkelte havde mulighed for at gå ud i den fri natur og fange eller samle det nødvendige.

Men i det moderne samfund er der ikke længere nogen fri natur. Alt er ejet. Og den simpleste mulighed for at skaffe sig et livsgrundlag er at få sig et arbejde, hvorved man kan tjene så meget, at man kan købe, hvad man behøver for livets opretholdelse. I den situation må det så være op til det demokratiske samfund at sikre, at der reelt er frit arbejdsvalg: at ingen er tvunget til at arbejde under slavelignende forhold, fordi der ikke er nogen alternativ mulighed for at skaffe sig et anstændigt livsgrundlag.

Dette betyder, at staten skal sikre, at arbejdsforholdene er anstændige, og at der er en rimelig mindsteløn. Desuden skal staten sikre, at der er et alternativ – en form for basissikring – for dem, som under de givne forhold ikke er i stand til at finde et anstændigt arbejde. I modsat fald er staten ikke berettiget til at opretholde de herskende ejendomsforhold.

Men skal en demokratisk stat realisere en sådan basissikring, så må den kræve skat af dem, som faktisk tjener mere, end de behøver, under de herskende ejendomsforhold. De skal betale for at sikre, at de har fået deres indtægt under markedsforhold, som er etisk holdbare.

Der må altså være en statslig omfordeling fra dem, der ”lever højt” på de herskende ejendomsforhold, og til de socialt svagere medborgere, som er afhængige af, at der er en samfundsmæssig basissikring, hvis de ikke kan finde et anstændigt arbejde.

Derudover skal de, der tjener mere, end de behøver for at kunne opretholde et anstændigt liv, også være med til at betale for de demokratisk nødvendige institutioner, såsom politi, retsvæsen og uddannelsesvæsen.

Således er der en principiel sammenhæng mellem det at være borger i et demokrati og det at være underlagt det samme demokratis skattesystem.

Som borger har man ret til at deltage i den demokratiske afgørelse af, hvorledes skattesystemet skal indrettes, og samtidig er man så også underlagt det skattesystem, som vedtages, og forpligtet til at betale den skat, som systemet kræver i forhold til størrelsen af ens indtægt. Der eksisterer altså ikke noget demokratisk borgerskab, med mindre der eksisterer et komplementært skatteborgerskab.

Det må være et politisk spørgsmål, hvorledes skattesystemet skal indrettes. Men eftersom det ikke bør interferere med det frie erhvervsvalg, så bør det heller ikke interferere med det indtægtshierarki, som dette erhvervsvalg medfører.

Det vil sige, at den, som tjener mere før skat, også skal have mere tilbage efter skat. Derfor er det naturligt, at skattesystemet bygges op således, at man betaler en vis procentdel af sin indtægt (over et vist minimum) i skat. Og hvis den økonomiske ulighed bliver så stor, at den truer den politiske ligeværdighed, kan det være nødvendigt at supplere med en vis progression i skatteskalaen.

Men det er et politisk spørgsmål, som skal afgøres demokratisk, hvorvidt skattesystemet skal have en sådan progression, og hvorledes den i givet fald skal fastlægges. Ligesom det er et politisk spørgsmål, på hvilket niveau den sociale basissikring skal fastsættes.

Når vi forstår disse krav til, hvorledes en demokratisk stat bør indrette sit eget skattesystem, så kan vi også umiddelbart se nogen farer, som demokratiet skal undgå, hvis det skal holde sig på fode.

På den ene side er der en fare for, at demokratiet – under pres ”nedefra” – kan lægge basissikringen så højt, at motivationen til at arbejde undergraves (”Velfærdsstaten” kan blive for stor).

På den anden side er der en fare for et modsvarende pres ”ovenfra”: at de rige bruger deres økonomiske magt over medier og politikere til at fjerne enhver progression i skattesystemet, således at samfundet udvikler sig i retning af en ulighed, som er uforenelig med en stabil demokratisk orden.

Fra afslutningen af Anden Verdenskrig og indtil 1970 så vi primært udviklingen af velfærdsstaten. Derefter har vi set en tilbagerulning af progressiviteten i skattesystemet. Især i USA, hvor det er lykkedes de allerrigeste at tilegne sig en – demokratisk set – uforholdsmæssig stor det af den økonomiske vækst, og hvor uligheden derfor er vokset dramatisk.

Det er i denne dynamiske situation, at vi skal finde en demokratisk holdbar kurs, som både kan skabe en realistisk basissikring og undgå en ødelæggende ulighed.

Det indebærer, at de svage selv skal forstå, at basissikringen ikke skal være så høj, at den undergraver arbejdslysten; ligesom de rige selv skal forstå, at uligheden ikke må blive så stor, at den undergraver den politiske ligeværdighed. Og denne forståelse skabes kun gennem en moralsk kamp om værdier og karakterdannelse.

Det er en kamp, som skal føres imod den herskende økonomiske teori, som har medvirket til at undergrave den for demokratiet nødvendige karakterdannelse. Vi skal lære, at vi har grund til at føle taknemmelighed over at kunne leve i et samfund, som giver os åndsfrihed og politisk ligeværdighed; og vi skal vise vilje til at opretholde dette system.

I den karakterkamp er Lars Larsen et meget bedre forbillede end Lars Seier Christensen.