For første gang i 12 år: Fedmemedicin risikerer at sprænge udgiftsloft i regionerne

For første gang i mere end et årti frygter de prakisterende lægers organisation at bryde den økonomiske aftale for almen praksis, de har med regionerne. Efterspørgslen på vægttabsmidlet Wegovy er noget af det, der presser budgetterne.

Foto: Staff/Reuters/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

Den populære vægttabsmedicinen Wegovys indtog i det danske sundhedsvæsen har været markant. Og dyrt.

Nu risikerer de praktiserende læger for første gang i 12 år at bryde det indtjeningsloft, de har aftalt med regionerne, at de skal holde sig under – og en stor del af forklaringen drejer sig om vægttabsmidlet fra Novo Nordisk.

Som Altinget Sundhed tidligere har beskrevet, vurderer Praktiserende Lægers Organisation (PLO), at regionernes udgifter til almen praksis vil overskride den såkaldte udgiftsramme med 1,5 procent. Det vil sige godt og vel 140 millioner kroner, hvis årets sidste måneder ligner de første otte. 

Formand Jørgen Skadborg fortæller, at udskrivelsen af Wegovy udgør cirka halvdelen af det beløb, som den forventede overskridelse lyder på.

Læs også

Ingen forkerte prioriteringer

Fra januar til juli har lægemidlet skabt en meraktivitet på 68 millioner kroner i almen praksis.

"Pludseligt siden nytår er der kommet en enorm efterspørgsel, der i sig selv har medført så mange konsultationer og blodprøver, at det har givet meraktivitet for et beløb, der svarer til 0,74 procent af hele vores ramme," oplyser PLO-formanden.

Skulle mine kolleger have afvist disse mange tusinde patienter? Det er godt nok svært, medmindre samfundet havde hjulpet os med denne hårde prioritering

Jørgen Skadborg
Formand, PLO

I et længere skriftligt interview med Altinget Sundhed efterlyser han en aftale med regionerne om, hvordan hans medlemmer skal prioritere opgaverne resten af året for at holde regionernes omkostningerne til almen praksis nede.

Her afviser han også, at de praktiserende læger har prioriteret forkert.

Er jeres prognose ikke også et udtryk for, at de praktiserende læger har svært ved at prioritere ordentligt i opgaverne?

"Nej," svarer han. Heller ikke når det kommer til Wegovy. 

"Skulle mine kolleger have afvist disse mange tusinde patienter? Det er godt nok svært, medmindre samfundet havde hjulpet os med denne hårde prioritering."

Men hos regionerne mener man tværtimod, at man er kommet med en lang række forslag til, hvordan man kan dæmpe udgifterne resten af året, uden at det rammer patienterne:

"Men disse tiltag har PLO ikke ønsket at aftale," skriver Heino Knudsen, der er formand for løn- og praksisudvalget i Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Sjælland, til Altinget Sundhed.

Læs også

Omfattende proces

Det er hos de praktiserende læger, at langt det meste Wegovy udskrives.

Ifølge PLO får 87 procent ud af de 79.000 patienter (tal fra juli), der har fået udskrevet lægemidlet, udskrevet det i almen praksis. Og det er en omfattende proces. 

PLO oplyser, at det de første 12 måneder indebærer seks konsultationer og en blodprøve.

Først er der behov for en konsultation og blodprøve for at undersøge, om ordinationen er relevant. Så er der efterfølgende en konsultation om instruktion af brug, en opfølgende konsultation efter én måned og herefter tre yderligere statuskonsultationer årligt.

PLO giver også deres bud på andre årsager til, at økonomiloftet lader til at blive overskredet:

  • At der på få år er kommet 118 flere besatte lægekapaciteter på landsplan – fra 3357 i 2019 til 3475 i 2023.
  • At der generelt i sundhedsvæsenet er set en øget aktivitet siden corona.
  • Et udbrud af streptokokinfektioner, som fra januar-juli medførte en meraktivitet på 27 milloner kroner.
  • At regionerne i højere grad er begyndt at benytte almen praksis til blodprøvetagning. I år forventer PLO en meraktivitet på mellem 114-155 millioner kroner i forhold til 2019.

Danske Regioners Heino Knudsen giver et andet perspektiv på den øgede aktivitet:

"Vi kan se, at noget af stigningen for eksempel skyldes, at borgere i stigende grad har flere kontakter på samme uge, at de samme borgere bliver tilset oftere til almindelige konsultationer og opfølgninger, og at der er sket en stigning i årskontroller per borger," skriver han til Altinget Sundhed

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Skadborg

Formand, PLO - Praktiserende Lægers Organisation
cand.med. (Aarhus Uni. 1995)

Heino Knudsen

Regionsrådsformand (S), Region Sjælland, bestyrelsesmedlem, Danske Regioner, formand, løn-og praksisudvalget, Danske Regioner, folketingskandidat for Socialdemokratiet i Guldborgsundkredsen
Erhvervsuddannet









0:000:00