Forfatter: Beskæftigelsespolitikken er en slags moderne ”Arbeit macht frei”

DEBAT: Evidens fra fagfolk og erfaring fra berørte inddrages ikke i beskæftigelsespolitikken. I stedet bygger politikken på ideologiske valg, som skal signalere, at "det kan betale sig at arbejde", mener forfatter Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter 

Tak til Søren Carøe, formand for Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet, for et meget relevant debatindlæg i Altinget 14. august om forholdet mellem den førte beskæftigelsespolitik og faglig evidens.

Ja, det kan virkelig undre, at man fører politik på så vigtigt et område med så omfattende konsekvenser uden at tage hensyn til faglig evidens.

I dag bruger beskæftigelsessystemet, så vidt jeg kan skønne, mange milliarder kroner årligt på meningsløse og potentielt helbredsskadelige aktiviteter, som kun gavner konsulentindustrien. Sundhedssystemet bruger ligeledes mange midler på at rette op på beskæftigelsessystemets skader og på at skrive attester, som man ikke læser i beskæftigelsessystemet. Det er på alle måder meningsløst.

"Jobcentersyndromet"
Der er alt for mange eksempler på, at man forsøger at udvikle arbejdsevne hos dokumenteret svært syge borgere, der alene fokuserer på en hypotetisk restfunktion, og at disse menneskers helbredstilstand forværres yderligere alene som følge af sagsbehandlingen.

Der findes utallige vidnesbyrd fra de mennesker, det drejer sig om. Vidnesbyrd om, at politikken i bedste fald er meningsløs, men i værste fald direkte nedbryder folk i systemet, så de kommer længere væk fra arbejdsmarkedet frem for tættere på.

Fagfolk taler om et jobcentersyndrom som udtryk for den nedbrydning, flere mennesker gennemgår af at være hensat i mange udsigtsløse år i et system med meningsløse aktiviteter og manglende lydhørhed over for borgernes konkrete problemstillinger med for eksempel sygdom eller funktionsnedsættelser. Meningsløse ”indsatser” og ventetid uden udsigt til noget gør simpelthen folk mere syge.

Pres på det lægelige skøn og patienters rettigheder
Når de faglige skøn fra patientens egne læger ikke vægtes så højt eller direkte ignoreres i vurderingen af borgernes sager, så taber disse borgere sikkerheden for at blive behandlet værdigt og retfærdigt af samfundet. Det vil sige sikkerheden for, at der bliver taget tilstrækkelige hensyn til deres helbredsproblemer og de hermed relaterede omstændigheder, som påvirker funktionsevnen.

Presset på det lægelige skøn og presset på patientens rettigheder og retssikkerhed er to sider af samme sag. Som jeg også har skrevet her på Altinget.dk tidligere i mit indlæg om, at syge skal ud af beskæftigelsespolitikken, så er det uretfærdigt og uværdigt at behandle mennesker med kroniske sygdomsproblemer eller andre varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser med samme alen som folk, der alene har ledighedsproblemer

Og det er kontraproduktivt og nedbrydende for dem at gennemgå beskæftigelsespolitiske foranstaltninger, der trodser lægelige vurderinger om, at for eksempel et ressourceforløb er kontraindiceret og kan være helbredsskadeligt.

Hvorfor fører vores politikere så alligevel denne politik, hvor for eksempel mennesker med helbredsmæssige eller sociale problemer bliver behandlet under beskæftigelsespolitik frem for under social- eller sundhedspolitikken? Og hvorfor smider vores regering og vores kommuner gladeligt mange milliarder kroner ud ad vinduet på "indsatser", som er meningsløse og direkte skader folk?

Ideologi er skyld i skadelig beskæftigelsesindsats
Jeg kan ikke finde andre svar, end at det skyldes ideologi. Det er en ideologisk begrundet systemfejl, at syge mennesker med dokumentation for svært nedsat funktionsevne skal have deres forsørgelsessager behandlet i kommunale jobcentre.

Det er ideologi, der betinger, at man ser på arbejdsevnen, før det er afklaret, om patientens helbredstilstand kan retfærdiggøre det eller endog på trods af, at det allerede er afklaret, at patientens helbredstilstand netop ikke retfærdiggør det.

Det er ideologi, der betinger, at man afviser at tage bestik af, hvad brugerne selv siger, og hvad fagfolk med viden derom kan fortælle. Og så er det ønsket om samfundsøkonomiske besparelser på den helt korte bane.

Man vil simpelthen ikke ændre systemet, idet den aktuelle politiske hensigt med systemet ikke er at hjælpe mennesker i job. Den er derimod at signalere over for den raske, i forvejen arbejdende, befolkning, hvilke ydmygelser og lidelser samfundet pålægger den, der ikke kan leve op til det herskende ideal om, at "det skal kunne betale sig at arbejde".

Der er tale om en moderne form for "Arbeit macht frei", hvor ideologi dominerer uden interesse for evidens.  

Uanset hvor megen evidens og hvor mange syge mennesker i eksempelvis ressourceforløb eller nyttejob, der beskriver disse aktiviteter som meningsløse, så vil der ikke blive lyttet til det fra de partier, som tegner konsensuspolitikken. For beskæftigelsespolitikken er et bevidst ideologisk valg.

Forrige artikel DF om Brexit: Red os fra EU-Kommissionens dumstædighed DF om Brexit: Red os fra EU-Kommissionens dumstædighed Næste artikel Skadedyrsbekæmpere: Landmænd bør ikke have adgang til rottegift Skadedyrsbekæmpere: Landmænd bør ikke have adgang til rottegift
Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

Podcast: Er 20 års forebyggelse spildt, Søren Brostrøm?

POLITISK STUEGANG: Når det går den forkerte vej med danskernes sundhed, har 20 års forebyggelsesindsats så været forgæves? Søren Brostrøm svarer i Politisk Stuegang. Her taler vi også om ”kæmpe kvalitetsdyk” i dele af psykiatrien, og styrelseschefen kommer med en opsang til unge læger. Og han forudser store udfordringer for Lægeforeningens nye formand.