Debat

Forsker: Døden er et grundvilkår for dyr – også i nationalparker

Dyreaktivister har fremsat påstande om vanrøgt og dyremishandling, som har fået Socialdemokratiet til at love, at dyrene ikke skal lide sultedøden i nationalparker. Der er ingen grund til at tro, at sultedød er mere lidelsesfuldt for dyrene, end hvis de bliver skudt eller steriliseret, skriver Rasmus Ejrnæs.

Hvis ikke en bestand af pattedyr er begrænset af fødemængde, skal der indtræde en anden begrænsning, som medfører dyrenes død. Ellers vil bestanden vokse i det uendelige, skriver Rasmus Ejrnæs.
Hvis ikke en bestand af pattedyr er begrænset af fødemængde, skal der indtræde en anden begrænsning, som medfører dyrenes død. Ellers vil bestanden vokse i det uendelige, skriver Rasmus Ejrnæs.
Rasmus Ejrnæs
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Molslaboratoriet er blevet centrum for en voldsomt følelsesladet debat om dyrenes velfærd, lidelse og død i fremtidens vildere naturprojekter.

På Molslaboratoriet har man forvildet en flok Exmoorponyer og Gallowaykøer, og de sidste fire et halvt år har dyrene gået i et 120 hektar stort naturområder uden at blive fodret.

Formålet med projektet er at slippe naturen fri for at fremme biodiversiteten og give mulighed for at studere og opleve vild natur med et minimum af menneskelig indgriben.

Kort fortalt udsatte man 25 dyr i 2016, halvdelen kvæg og halvdelen heste. Bestanden voksede til 40 dyr i 2017, 60 dyr i 2018, 77 dyr i 2019 og mod slutningen af vinteren i 2020 kollapsede bestanden på grund af fødemangel, og Molslaboratoriet valgte at fjerne 41 dyr, i takt med at de faldt for de kriterier for huld, som er opstillet for at leve op til husdyrvelfærdslovens bestemmelser.

I 2020 kom ingen nye dyr til, fordi bestanden havde været presset af fødebegrænsning, og de resterende dyr har nu snart klaret sig igennem vinteren 2021. Bestanden på Molslaboratoriet er altså fødebegrænset, som den måske eneste bestand af store vildtlevende pattedyr i Danmark.

Slip tøjlerne, og lad naturen folde sig ud
Molslaboratoriet er interessant langt ud over de 120 hektar, fordi regeringen er i færd med at søsætte 15 naturnationalparker med intentionen om, at parkerne skal indeholde bestande af vildtlevende pattedyr som krondyr, elg, bison, okser og heste.

Hvis man altid giver dyrene rigeligt at æde, så vil man være nødt til at slå dyrene ihjel, for at der ikke skal blive for mange

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Denne intention om at slippe tøjlerne og lade naturen folde sig ud uden indgriben virker som en rød klud på mange, og senest er det især en gruppe dyreaktivister, som har fremsat påstande om vanrøgt og dyremishandling.

Det har så fået Socialdemokratiets miljøordfører, Mette Gjerskov, til at love, at dyrene naturligvis ikke skal lide sultedøden i de nye naturnationalparker, hvilket blot har ansporet dyreaktivisterne til at intensivere deres propaganda mod vilde naturprojekter rundt om i landet.

Men hvad er egentlig op og ned på velfærden hos landets vildtlevende pattedyr, og hvordan kan vi som mennesker opføre os etisk ansvarligt over for dyrene? En kvalificeret samtale om dette vanskelige emne forudsætter, at vi har en fælles forståelse af nogle helt fundamentale biologiske kendsgerninger.

Et voldsomt indgreb i naturlig adfærd
Den første kendsgerning er, at et pattedyr, som er født, også kommer til at dø.

Døden er altså ikke en unødig lidelse, men et eksistentielt grundvilkår, som er uløseligt forbundet med livet. En anden grundregel er, at pattedyr, som ikke er begrænset af fødetilgængelighed, som udgangspunkt vil formere sig ubegrænset. Indtil de bliver begrænset af fødetilgængelighed.

Aflivning af levende væsener og fratagelse af dyrenes mulighed for at yngle er begge voldsomme og problematiske indgreb i dyrenes frihed og mulighed for at udfolde deres livspotentiale

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Ud over fødebegrænsning kan pattedyr være begrænset af øget dødelighed i form af prædation, sygdomme eller interne kampe med artsfæller. Herved kommer vi til et meget centralt faktum: Hvis ikke en bestand af pattedyr er begrænset af fødemængde, skal der indtræde en anden begrænsning, som medfører dyrenes død.

Ellers vil bestanden vokse i det uendelige, og ubegrænset vækst fungerer ikke – se bare på menneskehedens kvaler med overbefolkning. Vi ønsker os naturligvis ikke en tilsvarende overbefolkning med køer, heste eller kanariefugle.

Med andre ord: Hvis man altid giver dyrene rigeligt at æde, så vil man være nødt til at slå dyrene ihjel, for at der ikke skal blive for mange. Og dog, der er en anden løsning. Hvis man kan forhindre dyrene i at yngle, så kan man faktisk give dem rigeligt at æde, uden at bestanden vokser ukontrolleret. Det er jo det, som vi gør med vores brugsdyr.

Vi styrer deres forplantning gennem adskillelse af dyrene, som spærres inde i hver deres fold eller bås og ofte tillige insemineres kunstigt. Derved fratager vi dyrene deres frihed til at yngle og pleje deres afkom, hvilket er et voldsomt indgreb i dyrenes mulighed for at udleve deres naturlige adfærd.

Voldsomme og problematiske indgreb i dyrenes frihed
Det frieste tamdyr, som jeg kan komme i tanke om, er katten. Katte får ofte lov til at gå deres egne veje. Det kan jeg skrive under på som husejer uden kat, eftersom at minimum otte forskellige katte fra nabolaget kommer og skider i min have.

Kattene får også rigeligt at æde, så derfor har vi været nødt til at sterilisere og kastrere kattene. Ellers var vi endt med en endnu værre kattepine, end vi allerede har.

Nu nærmer vi os muligheden for at kunne tale om de vildtlevende dyrs velfærd og lidelse og den vanskelige etiske fordring for os mennesker. Hvis vi insisterer på, at dyrene skal have rigelig føde, så er vi nødt til at aflive flere dyr, fordi bestanden vil vokse langt hurtigere, når alle dyr er velnærede. Alternativt er vi nødt til at begrænse dyrenes forplantning gennem sterilisering eller adskillelse af hundyr og handyr.

Naturen er barsk. Ubegrænset vækst findes ikke

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

Aflivning af levende væsener og fratagelse af dyrenes mulighed for at yngle er begge voldsomme og problematiske indgreb i dyrenes frihed og mulighed for at udfolde deres livspotentiale.

Aflivning af dyr uden dyrenes samtykke sker naturligvis helt rutinemæssigt for husdyr og forsøgsdyr, men her legitimeres aflivningen med, at vi skal bruge dyrene. Når dyrene lever vildt og ikke skal bruges af nogen, er der ikke længere nogen etisk legitimitet til at fratage dyrene deres liv.

Men, ville nogen indvende, i et naturligt økosystem ville der være rovdyr, som ville slå nogle af dyrene ihjel. Det er sandt, men erfaringerne fra naturlige økosystemer er, at rovdyrene ikke ville regulere de største af pattedyrene i noget væsentligt omfang, de ville stadigvæk primært være fødebegrænsede.

Som funktion heraf ville der alligevel optræde fødebegrænsning i et naturligt økosystem, hvilket da også er tilfældet for bøfler, gnuer, elefanter, næsehorn og flodheste i afrikanske økosystemer med masser af rovdyr.

Men det er unaturligt at sætte dyrene bag hegn, så de ikke frit kan vandre og søge føde om vinteren, ville andre sige. Sagen er dog, at det ikke er hegnet, som skaber fødebegrænsningen. Det er bestandens vækst, som skaber fødebegrænsningen. Uanset hvor stort et landområde man stillede til rådighed for dyrene uden begrænsende hegn, ville bestanden af dyr vokse, indtil der indtraf fødebegrænsning.

Døden skal have en årsag
Summa summarum: Naturen er barsk. Ubegrænset vækst findes ikke, og døden skal have en årsag.

Der er ingen grund til at tro, at sultedød om vinteren er et mere lidelsesfuldt endeligt for dyrene, end det er at blive frataget livet ved skydning eller blive frataget livsudfoldelsen gennem sterilisering.

Hvis dyrene kunne tale, og man spurgte dyrene, om de gerne ville aflives, ville man med stor sikkerhed ikke få et samtykke. Min konklusion er, at vi mennesker har umanerligt svært ved at forlige os med den uafvendelige død og derfor krampagtigt holder fast i illusionen om ubegrænset vækst og evigt liv og lykke.

Selv bliver jeg lykkelig af at besøge Molslaboratoriet og opleve dyr, som lever et frit og vildt liv, uden at vi blander os.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00