Forsker: Ny magtudredning må ikke tale magten efter munden
Den seneste magtudredning fra 2003 blev en sovepude, hvor man ikke formåede at bringe magtens ulige fordeling til debat. En ny magtudredning skal angribe magten bredt fra alle vinkler og bør udredes for borgernes skyld og ikke for politikerne eller forskernes skyld, skriver magtforsker Christoph Ellersgaard.
Christoph Houman Ellersgaard
Lektor ved CBS og magteliteforsker, forfatterFolketingets partier fortjener stor ros for at have modet til at iværksætte en ny magtudredning.
Men når den nye magtudredning skal udmøntes i forhandlingerne om forskningsreserven her til efteråret er det vigtigt, at udredningen ikke kommer til at tale magten efter munden, men i stedet bidrage til at styrke borgernes forståelse for og mulighed for at ændre på magtforholdene. Hvis de altså har lyst.
En magtudredning er ikke mindst vigtig, fordi magten altid virker mest effektivt, når den formår ikke at fremstå som magt, som den franske sociolog Pierre Bourdieu påpegede. Derfor er ethvert forsøg på at udrede magten et kontroversielt og oftest ikke karrierefremmende foretagende.
På opfordring fra samtlige af Folketingets partier skal uddannelses- og forskningsministeren til efteråret tage initiativ til en opdatering af den gamle magtudredning fra 2003.
Altinget giver i debatserien 'Hvordan skal en ny magtudredning se ud?' ordet til forskere, politikere, journalister og relevante aktører, som i debatindlæg vil diskutere spørgsmål som:
- Hvorfor er der brug for en ny magtudredning?
- Hvad er det vigtigste, den skal se på?
- Hvad har ændret sig siden 2003, når det kommer til vores demokrati og folkestyre?
- Hvordan skal man gribe det an i forhold til udredningen fra 2003? Hvem skal inddrages?
- Og hvad lærte vi af processen ved den seneste magtudredning?
Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, kan du skrive til [email protected].
Skal ikke bare være en medarbejderundersøgelse
Bare det at afgøre, hvilke emner, der er centrale for at forstå magt i det 21. århundrede, kommer sikkert til at skille vandene. For hvordan bør en magtudredning prioritere mellem emner som for eksempel klima, ulighed, sexisme, social kontrol, ytringsfrihed, bureaukratisering, stress og nedslidning på arbejdsmarkedet, mangel på tillid til demokratiske institutioner, religiøs fundamentalisme eller monopotilstande på sociale medier (for nu blot at give et indtryk af bredden af emner, som må forstås i sammenhæng med magten).
Med andre ord blev sidste magtudredning til en sovepude, hvor man ikke formåede at bringe magtens ulige fordeling til debat.
Christoph Ellersgaard
Professor ved CBS
Hvis man vil sikre en magtudredning, der har styrken til at belyse disse problemer, drejer det sig om 1) at få et bredt, tværfagligt perspektiv på magt, så vi 2) ikke kun får øje på de former for magt, politikerne møder tydeligst, for eksempel den politiske og meningsdannende magt. En magtudredning må ikke bare blive en medarbejdertilfredshedsundersøgelse for det danske demokratis nøgleaktører. Endelig drejer det sig om 3) at sikre, at magtudredningen bliver rettet mod borgernes og ikke mod forskernes interesser.
Læren fra sidst
Den forrige (og eneste danske) magtudredning blev besluttet i 1994 og blev som det på det tidspunkt dyreste projekt inden for samfundsvidenskaberne afviklet i slutningen af 1990’erne med en slutrapport, der udkom i 2003. Det er med andre ord på høje tid, at vi får genbesøgt magtproblematikker i dagens Danmark.
Projektet kortlagde mange forskellige former for magt i en lang række publikationer. Meget af arbejdet var både solidt, interessant og har været særdeles brugbart for mig i min forskning. Man tog formidlingsopgaven på sig og skrev bøger til et bredere publikum på dansk, fremfor alene at skrive videnskabelige artikler til forskerkollegerne rundt omkring i verden.
Men projektet havde også sine problemer. Ikke mindst var hovedrapporten præget af 90’ernes end-of-history zeitgeist og endte med at blive lanceret med pressemeddelelsen “Magten - den har jeg” (altså den almindelige borger).
Magtudredningen blev kritiseret af såvel andre forskere som politikere fra Aage Frandsen (SF) til Hans Engell (K). Sidstnævnte kaldte den “En maveplasker i en osteklokke”. Ifølge kritikerne manglede 2003-magtudredningen blandt andet fokus på økonomisk magt, mediernes magt samt et blik for hvordan magtfulde aktører fra forskellige sektorer skaber alliancer på tværs, og for hvordan almindelige borgere oplever væsentlige samfundsmæssige forandringer.
Ligeledes viser den forskning, jeg har bidraget til, at en af præmisserne for denne konklusion – at der ikke var stærke netværk mellem elitegrupper – var forkert.
Selvom hovedkonklusionen om, at “magten er i sikre hænder”, i dag kan lyde naiv, var der generelt ikke tale om dårligt håndværk. Hovedproblemet var snarere dengang, at et bestemt - snævert - fagligt blik på magten, nemlig det politologiske, der dominerede totalt i såvel projektets styregruppe som i projektbevillinger.
Med andre ord blev sidste magtudredning til en sovepude, hvor man ikke formåede at bringe magtens ulige fordeling til debat. Dette til trods giver 2003-magtudredningen et godt sammenligningsgrundlag til at forstå demokratiets tilstand og tidsånden her 18 år efter. Og læren må fremfor alt være, at sikre et bredere perspektiv på magt.
Brug for bredt sammensat styregruppe
Netop tværfaglighed giver mulighed for at angribe magten fra mange forskellige vinkler. Såvel statskundskabere, økonomer, sociologer, antropologer, historikere, journalister, jurister med flere har, både hvad angår teorier og metoder, vigtige indsigter.
Det drejer sig – som den amerikanske sociolog C. Wright Mills så smukt sagde det – om at gøre borgerne i stand til at se forbindelsen mellem deres personlige problemer og den samfundsmæssige udvikling.
Christoph Ellersgaard
Professor ved CBS
Det er nødvendigt, hvis vi vil i dybden med emner som økonomisk magt (lige fra hvordan international konkurrencer former det politiske mulighedsrum til forhandlingsmulighederne i overenskomstsystemet), mediernes magt (herunder sociale medier), eksperternes magt (herunder ikke mindst viden og ekspertises rolle i politiske processer, der ikke er blevet mindre aktuelt i lyset af håndteringen af coronapandemien). Og emner som magt og demokrati i hverdagen (for eksempel i mødet mellem system og klient eller i alle de demokratiske fællesskaber i civilsamfundet og foreningslivet), internationale organisationers og virksomheders magt samt retssikkerhed.
Tværfaglighed kan naturligvis også give udfordringer.
Det er afgørende at sikre kritierier til at afgøre, hvordan forskellige metoder og tilganges vidensbidrag skal vægtes. Det betyder også, at en eventuel styregruppe skal sammensættes bredt, så såvel projekter som vægtningen af disse har et så bredt perspektiv på magt som muligt.
Magtudredning eller demokratievaluering?
En risiko ved et for snævert fagligt fokus er også, at fokus bliver et helbredstjek af vores nuværende parlamentariske demokrati. Det er også en vigtig del af en magtudredning, men kan ikke stå alene.
Når vi – fra et højt udgangspunkt – de senere år kan se, at andelen af befolkningen, der har stor eller meget stor tillid til politikerne, falder drastisk og ved de seneste målinger har placeret politikerne som allernederste faggruppe – under såvel autoforhandlere som journalister, kalder det på mere end en undersøgelse af parlamentariske styringskæder.
Det drejer sig – som den amerikanske sociolog C. Wright Mills så smukt sagde det – om at gøre borgerne i stand til at se forbindelsen mellem deres personlige problemer og den samfundsmæssige udvikling.
Hvis vi alene fortaber os i relationen mellem politikere, vælgere og embedsmænd mister vi simpelthen blikket for de mange måder magtforhold former vores hverdag. Dette må dels skrives ind i det politiske oplæg til en ny magtudredning og vil kunne styrkes hvis sammensætningen af en styregruppe gøres tværfaglig.
Netop magten over Magtudredningen – altså fastsættelse af mål og rammer – er derfor afgørende for, at en magtudredning kan bringe vores fælles samtale om samfundets magtforhold videre.
I sin kritiske gennemgang af forrige magtudredning, beskriver professor emeritus Heine Andersen meget godt Magtudredningens dilemma, som på den ene side bestilt af magthavere og på den anden side forpligtet på ikke blot at fortælle magten, hvad den gerne vil have.
“En magtudredning, der er bestilt og betalt af magthaverne, ikke må kunne mistænkes for at ville behage magthaverne; tværtimod har den en særlig forpligtelse til at lede efter det, som magten selv er blind for eller nødigst vil have frem, og at bidrage til at skærpe både befolkningens, pressens og politikernes kritiske og diagnosticerende sanseudstyr.”
Magtudredning for folket
Dette indebærer, at de forskere og embedsmænd, der får ansvaret for at udføre Magtudredningen, sikres uafhængighed. Der må og skal være armslængde mellem de spørgsmål, politikere, embedsmænd og borgere ønsker besvaret og forskeres frihed til at vælge de metoder og teorier, der kan bidrage til at besvare spørgsmålene.
Det ville være oplagt at have en ekstern styregruppe, for eksempel underlagt Folketingets sekretariat frem for under ministeriet som vi kender det fra Rigsrevisionen. Det er, som nævnt ovenfor, meget vigtigt at være opmærksom på at sikre, at de forskere, der sidder i en styregruppe har et bredt, tværfagligt fundament.
Men forskernes frihed bør ikke udstrækkes til at definere, hvilke overordnede spørgsmål, der skal besvares, og hvem målgruppen for disse svar, er uden inddragelse af befolkningen.
Politikerne har vist stort mod ved at sætte gang i denne process, nu håber jeg, at modet også udstrækkes til at sætte magtudredningen fri på borgernes præmisser.
Christoph Ellersgaard
Professor ved CBS
Magtudredningen må ikke blive til et karriereprojekt, der skal optimere antallet af videnskabelige artikler i prestigiøse tidsskrifter for forskere. Overlappet mellem, hvad der interesserer de primært angelsaksiske redaktører af disse tidsskrifter og den danske offentlighed i forhold til det danske demokrati er nemlig stærkt begrænset.
Målet med en magtudredning bør være en styrket samfundsdebat – herunder at producere indhold, der kan bruges i undervisningssammenhænge fra folkeskole til videregående uddannelser - gennem en kortlægning af samfundets magtforhold, ikke videnskabelig innovation.
Derfor bør en videnskabelig styregruppe suppleres med en styregruppe, der repræsenterer offentligheden. Dels skal denne sikre fokus på formidling af resultater, der kan bruges i den demokratiske samtale, om det så er rapporter, dansksprogede bøger, avisindlæg, interaktive datavisualiseringer eller Youtube-videoer.
Dels er det vigtigt, at de spørgsmål, der bekymrer borgerne vedrørende samfundets magtforhold belyses. Det må med andre ord hverken blive politikerne eller forskere, der alene definerer, hvilke magtforhold, der skal belyses. En sådan styregruppe kan sammensættes på flere måder.
En mulighed er at bruge borgersamlingen som værktøj. Altså at lade en gruppe repræsentativt udvalgte borgere bistå den videnskabelige styregruppe med at definere såvel centrale forskningsspørgsmål som prioritering af formidlingsindsats.
Man kunne også sammensætte en følgegruppe fra et bredt spektrum af civilsamfundsorganisationer og formidlere fra for eksempel gymnasier, folkeskolen, højskole, museer, fagforeninger og medier.
Her er det vigtigt at undgå, at en sådan følgegruppe blot bliver udpeget blandt den samling af Tordensskjolds soldater fra magteliten, der sædvanligvis trækkes på, når kommissioner, råd og nævn med mere sammensættes. Ved sammensætningen af enhver følgegruppe bør man bestræbe sig på, at denne afspejler befolkningen når det kommer til køn, alder, bopæl, klasse, uddannelse, etnicitet og politisk overbevisning.
Hvis en magtudredning troværdigt skal kunne skærpe vores sanseudstyr i diskussionen af samfundets magtforhold, skal den altså være tværfagligt funderet, sikres armlængde til bevillingsgivere og forankres i borgerne, fremfor forskernes, bekymringer om magtens tilstand i dagens Danmark.
Politikerne har vist stort mod ved at sætte gang i denne proces, nu håber jeg, at modet også udstrækkes til at sætte Magtudredningen fri på borgernes præmisser.