Forsker: Tvivlsomme begrundelser for Danmarks tøven med at styrke den international retsorden

DEBAT: Politiske ledere i 35 lande har sendt et klart signal om, at de ikke vil bruge væbnet magt i strid med FN-pagten, men Danmark er ikke med, skriver Jacques Hartmann.

Placeholder image
Danmark står fortsat uden for aftale, som sikrer international retsforfølgelse i tilfælde af ulovlig magtanvendelse som annektering. Billede: Danske soldater i Helmand-provinsen i Irak 2017.  Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
GDPRDeleted
Vis mereIcon / Direction / Dropdown
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacques Hartmann
Senior lektor, University of Dundee

Tirsdag den 17. juli trådte aggressionsforbrydelsen i kraft. Det skete, efter at en række lande har godkendt en tilføjelse til Statutten for Den Internationale Straffedomstol, hvilket giver Domstolen kompetence til at strafforfølge dem, som beordrer et angreb på et andet land.

Fra nu af vil ledere i 35 lande kunne straffes for sådanne handlinger. Selvom flere fremtrædende lande ikke har godkendt tilføjelsen eller tiltrådt Statutten – heriblandt USA og Rusland – er ikrafttrædelsen en vigtig milepæl, og vil uden tvivl styrke det internationale retssamfund.

Danmark, som traditionelt har støttet en stærkt international retsorden, har dog af tvivlsomme grunde forholdt sig tøvende.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til debat@altinget.dk

Brugen af væbnet magt har længe være forbudt. Allerede i 1928 vedtog 15 lande en pagt, som forbød magtanvendelse landene imellem. Yderligere 47 nationer fulgte trop, og pagten omfattede næsten hele verden. Som alle ved, blev pagten brudt. Forbuddet stod dog ved magt, og blev efter 2. verdenskrig cementeret i FN-pagten.

Individuelt straffeansvar
Selvom FN-pagten forbyder magtanvendelse – hvor dette ikke sker i selvforsvar eller er autoriseret af FN’s sikkerhedsråd – så kan individer ikke stilles til ansvar, hvis de overtræder forbuddet. Ikke siden Nürnberg- og Tokyo-tribunalerne, etableret efter 2. verdenskrig, har en international domstol haft strafferetlig kompetence til at pådømme aggression.

Deltagelse i en international koalition, såsom Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003, vil fremover også kunne pådømmes af Domstolen.

Jacques Hartmann, Senior lektor, University of Dundee

Det har nu ændret sig. I dag kan politiske og militære ledere straffes, hvis de planlægger, forbereder, iværksætter eller deltager i udførelse af magtanvendelse, som strider mod FN-pagten. Det gælder blandt andet væbnede angreb, militær besættelse eller annektering, såsom Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014.

Selvom der var en meget begrænset brug af væbnet magt, var annekteringen en åbenbar overtrædelse af FN-pagten, og derfor et eksempel på en handling som fra nu af vil kunne pådømmes af Straffedomstolen.

Deltagelse i en international koalition, såsom Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003, vil fremover også kunne pådømmes af Domstolen. Allerede dengang hang aggressionsforbrydelsen som en skygge over den ulovlige intervention.

Inden interventionen bad Anders Fogh Rasmussen Udenrigsministeriets jurister om et notat, der bekræftede, at ”statsministeren ikke ville blive udsat for retsforfølgelse for det, han gjorde som aggressor.”

Begrænset støtte til aggressionsforbrydelsen
Selvom 123 lande har tiltrådt Statutten for Den Internationale Straffedomstol, heriblandt Danmark, er det langtfra alle, som støtter aggressionsforbrydelsen.

Blandt de første lande, som godkendte aggressionsforbrydelsen, var en række miniputlande, såsom Liechtenstein, som tiltrådte i 2012. Det er dog ikke kun små lande, som har tiltrådt. Tyskland tiltrådte i 2014 og Polen året efter.

De politiske ledere i de 35 lande, som har tiltrådt aggressionsforbrydelsen, har sendt et klart signal om, at de ikke vil bruge væbnet magt i strid med FN-pagten, og hvis de overtræder pagten, vil de individuelt kunne stilles til ansvar.

Danmark tøver
Danmark har endnu ikke tiltrådt aggressionsforbrydelsen. Ifølge et notat fra Udenrigsministeriet er Danmarks afventende holdning først og fremmest begrundet i en usikkerhed om Domstolens kompetence.

Tidligere var der usikkerhed om, hvorvidt statsborgere fra medlemsstater, der ikke har tiltrådt aggressionsforbrydelsen, kunne strafforfølges af Domstolen, hvis de angreb en stat, der havde tiltrådt.

Denne usikkerhed er nu afklaret. I slutningen af sidste år blev Straffedomstolens medlemsstater enige om at begrænse aggressionskompetencen, således at Domstolen kun har jurisdiktion over statsborgere fra de lande, som har tiltrådt aggressionsforbrydelsen.

Den usikkerhed, som indtil videre afholdt Danmark fra at tiltræde, er derfor afklaret.

Begrundelsen for Danmarks tøven har dog altid været tvivlsom: for hvorfor skulle et land, som har til hensigt at tiltræde aggressionsforbrydelsen bekymre sig om lande, som ikke vil? Sådanne bekymringer har ikke afholdt Estland, Letland, Litauen, Slovenien, Slovakiet, Kroatien, Østrig, Belgien, Spanien, Tjekkiet, Holland, Finland eller Island.

Er der tvivl om, hvorvidt Danmark fremover vil overholde FN-pagten?

Omtalte personer

Jacques Hartmann

Professor i International Law, University of Dundee
cand.jur. (Københavns Uni. 2005), ph.d. (University of Cambridge 2009)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser