Forskere efter USA's tilbagetrækning fra Afghanistan: Arktis kan være Danmarks nye sikkerhedspolitiske niche

Siden den Kolde Krigs afslutning har Danmark gennem den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik deltaget i militære interventioner først på Balkan i 1990’erne og især siden 11. september i Afghanistan og Mellemøsten.

Deltagelsen har gavnet dansk anseelse i NATO generelt og hos USA i særdeleshed, hvilket skiftende danske regeringer har betragtet som essentielt for danske sikkerhedsinteresser. Der er imidlertid meget, der tyder på, at denne type indsats ikke længere efterspørges i samme grad på den anden side af Atlanten.

USA har gennem en årrække forsøgt at neddrosle sit engagement i Mellemøsten og samtidigt i stigende grad rettet blikket mod Kina. Det var tilfældet under såvel Barack Obama som under Donald Trump.

Det står nu hævet over enhver tvivl, at Joe Biden opfatter Kina som en strategisk udfordring til USA og anser stormagtsrivalisering med Kina som den altoverskyggende udenrigspolitiske prioritet.

Det er en opfattelse, der deles af et bredt tværpolitisk flertal af den amerikanske udenrigspolitiske elite. Det må derfor antages, at stormagtsrivalisering med Kina – og til dels Rusland – vil udgøre det dominerende fokus for amerikansk udenrigspolitik i en rum tid.

Et amerikansk skifte
Med tilbagetrækningen fra Afghanistan står det samtidigt klart, at USA endegyldigt har gjort op med årtiers forsøg på nationsbygning gennem storstilede militære operationer. Et opgør der nyder stor opbakning i den amerikanske befolkning og i stigende grad også blandt beslutningstagere.

Det betyder ikke, at USA ikke længere har nationale interesser i Mellemøsten. Men Biden administrationen har lagt op til, at terrorbekæmpelse i regionen fremover i højere grad skal baseres på langdistance teknologier som droner, der ikke kræver omfattende militær tilstedeværelse på landjorden.

Selvom USA's klare hovedfokus er Kina, ser vi også en øget amerikansk interesse i Arktis i disse år

Mikkel Runge Olesen og Rasmus Sinding Søndergaard
Seniorforskere ved Dansk Institut for Internationale Studier

Det amerikanske skifte betyder, at danske militære bidrag til stabiliseringsmissioner ikke i same grad som tidligere vil blive påskønnet i USA.

Ønsker man fortsat et tæt forhold til Washington, er første krav til en ny, dansk sikkerhedspolitisk niche selvsagt at levere noget, som man vil sætte pris på i USA.

I et lidt bredere perspektiv for dansk interessevaretagelse er det imidlertid næppe hensigtsmæssigt at gøre dette til det eneste kriterie. I stedet kan man søge efter områder, hvor Danmark ligeledes har egne vægtige interesser på spil – for eksempel i Arktis.

Øget interesse i Arktis
Selvom USA's klare hovedfokus er Kina, ser vi også en øget amerikansk interesse i Arktis i disse år. I sikkerhedspolitisk optik drejer det sig her for amerikanerne om at holde øje med Rusland og i et bredere politisk perspektiv ligeledes Kina.

Derfor har man fra amerikansk side givet klart udtryk for, at man på nuværende tidspunkt er særligt interesseret i, at Danmark, Grønland og Færøerne (tilsammen Kongeriget Danmark) øger sin evne til at overvåge det arktiske område og undgår at bringe sig i afhængighedsforhold til Kina eller Rusland.

Der er tale om potentielt ret store udgifter forbundet med at styrke overvågningsdelen. Den såkaldte arktiske kapacitetspakke på 1,5 milliarder kroner primært til overvågningsopgaver er første eksempel i den henseende.

Dertil kommer potentielle omkostninger forbundet med tilbageholdenhed i forhold til økonomisk samkvem med Kina og Rusland.

Arktis som politisk arena
En sådan tilgang rummer imidlertid også fordele for Kongeriget som helhed, fordi overvågningskapacitet også har civile anvendelsesmuligheder for eksempel indenfor søredning og miljøovervågning.

Samtidig er man næppe i Kongeriget selv interesseret i at havne i et afhængighedsforhold til hverken Kina eller til Rusland.

Det springende punkt i denne sammenhæng er i så fald at sikre, at Danmark, Grønland og Færøerne først etablerer fælles enighed om, hvorledes en sådan tilgang bedst kommer alle tre rigsdele til gode.

Men kan man det, kan Arktis potentielt udgøre en arena, hvor både nationale interesser og hensynet til USA kan varetages samtidigt.