Kronik

Forskere: Klimavidenskaben står i en kommunikationskrise, der kan puste til polariseringen

Det er en forudsætning for at løse klimakrisen, at klimavidenskab kommunikeres effektivt til befolkningen og beslutningstagere. Uheldigvis indikerer forskningen, at der er særligt store udfordringer for kommunikation af klimavidenskab, skriver Mikkel Gerken og Sebastian H. Mernild.

For hver halve grad, den globale opvarmning stiger, vil der være stigninger i eksempelvis intensitet af kraftig nedbør som i Pakistan, der i flere måneder har oplevet de værste oversvømmelser i nyere historie. Men det kan være svært for videnskaben af kommunikere, skriver Mikkel Gerken og Sebastian Mernild.
For hver halve grad, den globale opvarmning stiger, vil der være stigninger i eksempelvis intensitet af kraftig nedbør som i Pakistan, der i flere måneder har oplevet de værste oversvømmelser i nyere historie. Men det kan være svært for videnskaben af kommunikere, skriver Mikkel Gerken og Sebastian Mernild. Foto: Akhtar Soomro/Reuters/Ritzau Scanpix
Mikkel Gerken Sebastian Mernild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Klimaudfordringen udgør en af de største samfundsmæssige kriser, vi står overfor her og nu samt i det fremtidige perspektiv. Derfor er en omfattende og effektiv grøn omstilling af samfundets forskellige sektorer påkrævet.

Men den grønne omstilling forudsætter, at både befolkningen og beslutningstagerne har tillid til klimavidenskabens udmeldinger. Det synes ikke altid at være tilfældet, og en af grundene er, at der er særlige udfordringer ved at kommunikere klimavidenskab.

I takt med at eksempelvis FN’s klimapanel (IPCC) over de seneste årtier har fremlagt videnskabelige rapporter, er vores forståelse af klimasystemet og dets sammenhænge betydeligt bedre end for blot årtier siden.

Desværre er der stadig udfordringer med at kommunikere den relevante klimavidenskab til beslutningstagere og den bredere befolkning. Vores ærinde er at gøre opmærksom på nogle af disse udfordringer samt at anvise løsningsforslag.

Et problem ved polarisering er, at når folk opfatter en konflikt mellem deres sociale identitet og en videnskabelig hypotese, bliver de uimodtagelige overfor evidens for hypotesen

Mikkel Gerken og Sebastian H. Mernild, hhv. professor i filosofi og professor i klimaforandringer, Syddansk Universitet

Klimaet er i hastig forandring
Vi ved fra IPCC’s vurderinger, at den globale overfladetemperatur var 1,09 grader højere i 2011–2020 end 1850–1900, samt at hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850.

Vi ved, at for hver halve grad, den globale opvarmning stiger yderligere, vil der være statistiske (signifikante) stigninger i temperaturekstremer, intensitet af kraftig nedbør og tørkehændelser. Mange af de forandringer, der forårsages af drivhusgasudledninger frem til i dag og i fremtiden, er irreversible i århundreder, op til årtusinder. Det gælder særligt forandringer i havene, iskapperne og det globale havniveau.

Vi ved, at atmosfærens indhold af CO2, metan og lattergas i dag er højere end nogensinde gennem de sidste 800.000 år, og at den nuværende CO2-koncentration ikke har været oplevet i mindst 2 millioner år. Vi er i dag et sted, hvor den gennemsnitlige globale overfladetemperatur er steget hurtigere siden 1970, end nogen anden 50-årig periode de sidste i hvert fald 2000 år. 

Der er med andre ord overvældende stærk videnskabelig evidens for, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted.

Polarisering og misforståelser om videnskab
Til trods for de klare budskaber fra IPCC er klimakrisen stadig et polariserende emne mange steder i samfundet. Et problem ved polarisering er, at når folk opfatter en konflikt mellem deres sociale identitet og en videnskabelig hypotese, bliver de uimodtagelige overfor evidens for hypotesen.

Dette psykologiske fænomen kaldes for motiveret kognition eller identitetsbeskyttende kognition og kan være utrolig svært at overkomme. Udfordringen bliver endnu større, hvis befolkningens tillid til videnskaben er funderet på en række misforståelser om, hvordan videnskab foregår, og hvordan videnskabelige hypoteser begrundes. Det er uheldigvis nogle gange tilfældet for klimavidenskaben.

Klimavidenskaben er særligt udfordret, fordi den hviler på ekstremt komplekse og ikke-intuitive former for videnskabelig begrundelse

Mikkel Gerken og Sebastian H. Mernild, hhv. professor i filosofi og professor i klimaforandringer, Syddansk Universitet

For eksempel har mange en fejlagtig forståelse for, hvad god videnskabelig begrundelse er for en størrelse – hvor videnskabelig begrundelse lidt simplificeret kan forstås som den måde, hvorpå evidens understøtter en hypotese.

Det forhold, at mange former for klimavidenskabelig begrundelse ikke matcher folks opfattelse af god videnskabelig begrundelse, kan bidrage til klimaskepsis. Ofte associeres god videnskab ofte med ideen om, hvad videnskabsteoretikere kalder crucial experiments: Enkeltstående observationer, som alene kan afgøre, om en hypotese er sand eller falsk. Husk lakmusprøven fra kemitimerne, hvor en enkelt test afgør, om en væske er en syre eller en base.

Problemet er bare, at klimavidenskaben sjældent er baseret på sådanne enkeltstående og simple eksperimenter, men på baggrund af mange forskellige konvergerende undersøgelser. Særligt spiller komplicerede modeller, som inkorporerer mange forskellige typer evidens, en stor rolle i klimavidenskab.

Sådanne modeller kan levere virkelig stærk videnskabelig begrundelse. Men fordi denne form for videnskab ikke matcher mange folks intuitive opfattelse af god videnskab, har de svært ved at stole på den.

 

Læs også

Klimavidenskaben er således særligt udfordret, fordi den hviler på ekstremt komplekse og ikke-intuitive former for videnskabelig begrundelse. Det hjælper naturligvis ikke på sagen, at organiserede klimaskeptikere spiller på den antagelse, at man kun kan stole på det, som man selv kan bekræfte ved observation.

Tænk bare på konspirationsorganisationen QAnons slogan: Do your own research!

Usikkerhedsmomenter
En relateret udfordring er den udbredte misforståelse, at videnskab generelt bør levere fuldstændig sikker viden. Der er stadig masser af videnskabsjournalistik, som består i at rapportere at ”videnskaben nu har bevist…”

Beviser er imidlertid noget, som man finder i matematik og logik snarere end i empiriske (observationsbaserede) videnskaber. Empirisk videnskab er stort set altid forbundet med en grad af usikkerhed.

I klimavidenskaben er et centralt eksempel hypotesen, at der er menneskeskabt global opvarmning. Det er nu en så velbegrundet hypotese, at det er decideret irrationelt at benægte den. Mange andre velbegrundede hypoteser er imidlertid forbundet med større usikkerhed.

Klimavidenskabsfolk står altså i en klemme: Det er videnskabeligt illegitimt ikke at kommunikere usikkerhed. Men når man gør det, kan kommunikationen misforstås og misbruges

Mikkel Gerken og Sebastian H. Mernild, hhv. professor i filosofi og professor i klimaforandringer, Syddansk Universitet

Det gælder for eksempel hypoteser om omfanget af isafsmeltning og det stigende havniveau eller den øgede grad af ekstremt vejr. Selvom sådanne hypoteser er forbundet med nogen grad af usikkerhed, er der så megen evidens for dem, at det er fornuftsstridigt at ignorere dem.

Endelig er der hypoteser, som der hersker stor tvivl om, men som er så vigtige, at det forhold, at de ikke kan afvises, gør, at de må tages seriøst: Et eksempel er hypoteser som angår tipping points – deres indtræden og effekt og indvirkning på klimasystemet.

Videnskabsfolk er vant til konstant at overveje begrænsningerne ved den evidens, de har adgang til. Men selvom usikkerhed spiller en central rolle i videnskabeligt arbejde, kan den være svær at kommunikere til den bredere befolkning, hvis de forventer, at videnskaben kun bør tages seriøst, når den opnår fuldstændig sikkerhed.

Klimavidenskaben er særligt udfordret i denne sammenhæng, fordi de forskellige hypoteser er forbundet med meget forskellige grader af videnskabelig usikkerhed.

IPCCs praksis
IPCC adresserer udfordringen om videnskabelig usikkerhed ved en manual, som angiver, at IPCC-rapporternes forfattere altid skal oversætte sandsynligheder til dagligsprog. For eksempel skal en sandsynlighed over 66 procent angives som ’sandsynlig’ (eng. ’likely’) og en sandsynlighed på over 99 procent skal angives som ’næsten sikker’ (eng. ’virtually certain’).

Ligeledes skal IPCC-forfatterne på baggrund af vurderingen af en kombination af evidens og ekspertenighed om den angive et ’overbevisningsniveau’ (eng. ’confidence level’).

Denne praksis sikrer, at IPCC-rapporterne angiver, hvor velbegrundede de forskellige hypoteser er. Men praksissen giver også nogle kommunikationsudfordringer. Nogle eksperimenter indikerer, at der er et systematisk mismatch mellem IPCCs sandsynlighedstermer og befolkningens forståelse af dem.

Dette mismatch illustrerer den mere generelle bekymring, at fremhævelse af videnskabelighed usikkerhed kan bidrage til videnskabsskepticisme. For eksempel er der grund til at tro, at polariserede modtagere, der i forvejen flirter med klimaskepticisme, vil forstå usikkerhedsangivelserne som grunde til skepsis.

Både forskere og journalister skal klædes bedre på til at kommunikere i en polariseret debat. Derfor kræver den grønne omstilling en interdisciplinær indsats, hvor både naturvidenskabelige og humanvidenskabelige kompetencer er i spil

Mikkel Gerken og Sebastian H. Mernild, hhv. professor i filosofi og professor i klimaforandringer, Syddansk Universitet

Ansvarsforflygtigende politikere og organiserede klimaskeptikere kan udskyde omkostningsfuld lovgivning med henvisning til, at der mangler videnskabelig sikkerhed. Klimavidenskabsfolk står altså i en klemme: Det er videnskabeligt illegitimt ikke at kommunikere usikkerhed. Men når man gør det, kan kommunikationen misforstås og misbruges.

Vejen frem
Forskningen kan heldigvis hjælpe med at kortlægge, hvordan kommunikation af videnskabelig usikkerhed modtages af den brede befolkning. Studier indikerer, at det i høj grad afhænger af, hvordan usikkerhed kommunikeres, og hvem der kommunikerer den.

For eksempel er der evidens for, at forskere regnes for mere troværdige, hvis de selv kommunikerer usikkerhed, end hvis andre gør det. Det gør også en forskel, om usikkerhed kommunikeres verbalt eller med tal.

Vores overordnede pointe er altså, at effektiv og troværdig kommunikation af klimavidenskab er vigtigere end nogensinde, samtidig med at den er mere udfordret end nogensinde. Klimavidenskab er både polariserende og svær at forstå for den brede befolkning. Heldigvis forskes der både i klima og i forskningskommunikation.

Der er brug for en opgradering af borgernes videnskabelige alfabetisme, som minimerer problematiske misforståelser af videnskabelig praksis. Ligeledes er der brug for mere og bedre forskningsformidling.

Både forskere og journalister skal klædes bedre på til at kommunikere i en polariseret debat. Derfor kræver den grønne omstilling en interdisciplinær indsats, hvor både naturvidenskabelige og humanvidenskabelige kompetencer er i spil.

Klimakrisen er en global udfordring af hidtil uset karakter. For at løse den har vi brug for en global forståelse af både naturlige processer og menneskelig adfærd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Gerken

Professor i filosofi, SDU
ph.d., UCLA (Los Angeles, USA 2007)

Sebastian Mernild

Professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter, FN’s klimapanel (IPCC).
kaptajn af reserven, ph.d. (Københavns Uni. 2006), dr.scient. (Københavns Uni. 2016)