Debat

Forskere: Vilkårene for akademisk frihed er ved at kortslutte

DEBAT: Afdemokratisering af universiteternes styreform og en stigende politisk og kommerciel styring af forskningen har placeret Danmark i bunden blandt EU-landene, når det gælder akademisk frihed, skriver Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen.

Den tiltagende styring af forskningen foregår også indirekte ved
at politikerne politiserer de offentlige forskningsmidler, mener Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen. 
Den tiltagende styring af forskningen foregår også indirekte ved at politikerne politiserer de offentlige forskningsmidler, mener Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen.  Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

20. oktober 2020 underskrev den danske forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen Europarådets Declaration on Freedom of Scientific Research.

Med sin underskrift anerkender ministeren den positive sammenhæng mellem fri forskning og demokratiske samfund.

Samtidig lover hun, på vegne af den danske regering, at kæmpe for den frie forskning - og det er tiltrængt. For Danmark ligger i bunden blandt EU-landene, når det gælder akademisk frihed.

Universiteters styre er problematisk
Den engelske uddannelsesforsker Terence Karran foretog i både 2007 og 2017 sammenligninger af henholdsvis 23 og 28 EU-lande med hensyn til tilstanden i akademisk frihed. Danmark havnede i begge undersøgelser tæt ved bunden.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk

Blandt væsentlige årsager til den ringe placering fremhæves fravær af kollegialt selvstyre, fravær af valgte ledere og fravær af fastansættelse, idet omkring halvdelen af forskerne er løst ansatte.

Den akademiske friheds ringe forfatning hænger sammen med den problematiske måde danske universiteter styres og finansieres på, og hvis ministeren vil fjerne Danmark fra den europæiske bundplacering, skal der ske forandringer i disse henseender.

Langsomt tilvænnes forskerne at gå på kompromis med egne faglige standarder og bøje sig for de eksternt bestemte genstandsfelter, anviste undersøgelsesvinkler og metoder, der i stigende grad udstikkes som betingelser for midler.

Janne Gleerup og Brian Arly Jacobsen , Hhv. lektor, Roskilde Universitet og lektor, Københavns Universitet

Ikke fordi det er synd for forskerne, at de har mistet magten over, hvad der skal studeres, men fordi samfundet har brug for forskernes særlige ekspertise til at udvikle nye erkendelser og ny viden, hvilket den akademiske frihed er en forudsætning for.

Underminering af akademisk frihed
At det står så galt til med forskningsfriheden som undersøgelser påviser, kommer ikke ud af ingenting og problemet kan føres tilbage til dengang vi for 20 år siden fik en ny universitetslov, som afskaffede historiske traditioner for demokratisk ledelse og fagligt selvstyre.

Det var Helge Sander, der som videnskabsminister i Anders Fogh Rasmussens nye regering i 2001 annoncerede den største reform af universiteterne siden oprettelsen af Københavns Universitet i 1479.

Virkeligheden for de danske universiteter blev med ét ændret, da regeringen, Kristeligt Folkeparti og Socialdemokratiet vedtog reformen, som trådte i kraft i 2003.

Formålet var at fremme en styrings- og ledelsespraksis som skulle sikre, at universiteterne i højere grad målrettede uddannelser og forskning erhvervslivet.

”Fra tanke til faktura” lød det nye forretningsorienterede mantra.

Universiteterne blev underlagt bestyrelser med eksternt flertal, rekrutteret fra erhvervslivet.

Der blev ikke stillet krav til bestyrelsesmedlemmernes videnskabelige kompetencer. Til gengæld fik de bemyndigelse til at ansætte rektor, som ansætter dekaner, som igen ansætter institutledere.

Den nye enstrengede ledelsesstruktur fjernede medarbejdere og studerendes medbestemmelsesret.

Både studerende, ansatte og deres faglige organisationer kritiserede den dramatiske afdemokratisering, og kritikken ledte til, at studerende og ansatte fik beskeden repræsentation i bestyrelsen.

Ikke desto mindre indebar reformen en kontant afsked med de direkte valgte konsistorier, som ellers havde sikret demokratisk inddragelse af universitetsrelevant faglig ekspertise i centrale diskussions- og beslutningsprocesser og de kollegiale råd blev reduceret til rent rådgivende organer.

Udemokratisk topstyre svækker legitimitet
Omkostningerne er ikke udeblevet. En rundspørge på universiteterne foretaget af DM i februar 2020 vidner om et misforhold mellem ledelse og ansatte:

25 procent af forskerne på landets universiteter stoler ikke på udmeldinger, der kommer fra ledelsen, 45 procent føler ikke, at der er klare mål for, hvornår de har løst deres arbejdsopgaver tilfredsstillende, og 44 procent oplever ikke, at de involveres i beslutninger om forandringer, selvom der trods alt står i universitetsloven, at medarbejdere og studerende skal sikres medbestemmelse og medinddragelse i væsentlige beslutninger.

Resultaterne underbygger, hvad tidligere undersøgelser har vist. Forklaringer er topstyringen, den udemokratiske ledelsesform og deraf følgende ringe legitimitet.

I ledelseslaget orienterer man sig opad; politikernes uendelige sparekrav skal opfyldes og den tiltagende politiske detailstyring skal plejes, samtidig med at diverse markedsbaserede incitamentsstrukturer tvinger universiteterne til at konkurrere mod hinanden på alle mulige og umulige parametre.

Den del af ledelsesopgaven, som omhandler understøttelse af forskning og uddannelse, forsømmes, og ansvaret for uddannelsesproduktivitet og indtjening individualiseres til den enkelte, som udsættes for stadigt skærpede præstationskrav.

Forskernes oplevelse af et ledelses- og administrationsbureaukrati, som spiller dårligt sammen med eller ligefrem underkender uddannelsers og forskningens særegne natur, skaber i bedste fald modstand og ballade i samarbejdet på universiteterne, i værste fald fører det til afmægtig resignation og individualiserede overlevelsesstrategier som hverken den enkelte, universiteterne, de studerende eller samfundet i bredere forstand er tjent med.

Denne dysfunktionelle udvikling må erstattes af en gendemokratisering af universiteterne – vil ministeren tage initiativet? 

Finansieringsformernes underminering af akademisk frihed
Den stigende administrative detailstyring af universiteterne i kombination med stadig større kommercialisering og ekstern forskningsfinansiering har stor og negativ betydning for forskningsfriheden, og politikerne har tiltagende svært ved at holde armslængde til forskningen.

Vi har set grelle tilfælde af direkte politisk indblanding, tilbageholdelse af data eller ligefrem fifleri med tal og konklusioner (som det blandt andet var tilfældet med tidligere miljøminister Eva Kjær Hansen (V), og vandmiljøplanerne i 00´erne).

Den tiltagende styring foregår også mere indirekte ved at politikerne politiserer de offentlige forskningsmidler gennem øremærkning og angivelse af, med hvad og hvordan forskerne skal arbejde, hvad der i 2020 blev tydeligt i udmøntning af forskningsreserven, som det endnu mest markante eksempel på hvordan videnskabelig dømmekraft erstattes af politiske interesser.

Det kniber med forståelse for alvoren
Den øgede politisering af de offentlige midler følges af, at universiteterne i stigende grad gøres afhængige af eksterne bevillinger.

Ifølge Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds beregninger vil den private finansiering snart overstige den offentlige og indenfor nogle områder står og falder forskningen med de eksterne midler, ligesom mange løst ansatte forskeres ansættelser er direkte afhængige af, at de kan skaffe midler.

Denne overlevelseskamp giver problematisk incitament til at give køb på integritet og uafhængighed og vi har da også set skandaler, hvor eksterne bevillingsgivere slipper afsted med at blande sig i, eller ligefrem styre forskningens indhold eller metoder, som det for eksempel er tilfældet indenfor landbrugsforskningen.

Det har knebet gevaldigt med universitetsledelsernes forståelse af problemets alvor og i skandalesager er ledelserne ofte løbet fra ansvaret og har forsømt opbakningen til de forskere, som kommer i klemme mellem voldsomme indtjeningskrav og principper om uafhængighed og forskningsintegritet.

Subtile former for ufrihed
Sådanne direkte former for krænkelse af akademisk frihed er til at få øje på, men udgør kun den synlige del af problemet med at økonomisk afhængighed underminerer forskningsfriheden.

Nedenunder ligger de mere indirekte og subtile former for ufrihed og selvcensur som risikeres, når forskerne er tvunget til at tilpasse sig bevillingsgivers interesser.

Langsomt tilvænnes forskerne at gå på kompromis med egne faglige standarder og bøje sig for de eksternt bestemte genstandsfelter, anviste undersøgelsesvinkler og metoder, der i stigende grad udstikkes som betingelser for midler.

Det er derfor på høje tid at problemerne med finansieringsformernes direkte som indirekte svækkelse den akademiske frihed adresseres – vil ministeren tage initiativet?

Afdemokratiserede styreformer på universiteterne og kombinationen af stadig mere politisk og kommerciel styring af forskningen og dens finansiering, betyder tilsammen, at vilkårene for akademisk frihed er ved at kortslutte i en tid, hvor truslerne mod vidensbaseret samfundsudvikling er store.

Ministeren forpligter sig til stimulering af fri forskning
Det er derfor glædeligt, at ministeren har tilsluttet sig den europæiske handlevillighed i erkendelse af, at beskyttelse og stimulering af den frie forskning er et grundlæggende element i et liberaldemokratisk samfund.

Dermed har hun også forpligtet sig til at arbejde Danmark væk fra den skammelige bundplacering, når det gælder akademisk frihed.

Løsningen er ikke simpel tilbagevenden til gårsdagens indretning, for med verdens forandring skal også universiteterne forandre sig.

Men vi er mange engagerede og vidende forskere på universiteterne og i de faglige organisationer som gerne vil understøtte et demokratiserende kursskifte, gennem hvilket vi kan modvirke nogle af de styrings- og finansieringsmæssige problemer, som aktuelt hærger de danske universiteter.

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Arly Jacobsen

Lektor, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, formand, DM’s sektion Universitet, Forskning & Uddannelse.
Uddannet i religionssociologi (hovedfag 2003) , sociologi og minoritetsstudier (sidefag 2003)