Beskyttelse af drikkevandet var Ellemanns stolthed. Nu viser nye tal, at en central del af aftalen er endt som et flop

I 2019 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at kommunerne inden udgangen af 2022 skulle lande lokale, frivillige aftaler om at beskytte drikkevandsboringer mod landbrugets pesticider. Ellers skal der indføres et generelt forbud i områderne.

Og faktum er – her kort før deadline – at det kun er lykkedes at beskytte få områder.

Det viser en aktindsigt, som Altinget har fået fra Miljøministeriet.

Af dokumenterne fremgår det, at kun meget få af landets boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er blevet beskyttet mod landbrugets pesticider, siden man i 2019 besluttede at sætte kommunerne til at indgå aftaler med de relevante landmænd.

I Danmarks Naturfredningsforening er præsident Maria Reumert Gjerding meget kritisk over for situationen.

”Det er katastrofalt for drikkevandsbeskyttelsen. Det her skulle sikre, at de allervigtigste arealer blev beskyttet. Man må bare sige, at idéen om frivillige aftaler har spillet fuldkommen fallit,” siger hun.

Tallene – der er fra 1. november – viser, at Kommunerne vurderer, at i alt 3.004 BNBO-områder kræver beskyttelse. Men der er ifølge tallene blot gennemført en beskyttelsesindsats i 151 områder, mens der er tilbud om frivillige aftaler i 682 områder. De resterende 2.171 områder er man end ikke nået til et tilbud om aftale på nuværende tidspunkt.

Den frivillige proces stammer fra en politisk aftale fra 2019, som blev indgået da nuværende V-formand Jakob Ellemann-Jensen var landets miljøminister. Han betegnede dengang aftalen som det, ”jeg har lavet i dansk politik, som jeg er mest stolt af”. 

Skal omgående indføres et forbud

Her blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at der ikke længere skal bruges pesticider nær drikkevandsboringerne. Det skulle i første omgang ske ved, at kommunerne indgik frivillige aftaler med lodsejerne om at stoppe bruge af sprøjtemidler.

Men det lyder også i aftalen, at hvis det ved udgangen af 2022 ikke er lykkedes, så skal et nationalt forbud træde i kraft i stedet.

Og det er da også nu det krav, som DN stiller:

”Der skal omgående indføres et forbud, og det må være noget af det allerførste en ny regering går i gang med,” siger Maria Reumert Gjerding.

Forudsætningerne er bristede

Hos både vandselskaberne og i landbruget er man også ærgerlige over situationen.

”Det er pinligt, at man ikke er nået længere. Det er trist, og jeg havde ikke troet, at det skulle tage så lang tid,” siger Carl-Emil Larsen, der er direktør i de store vandselskabers brancheorganisation, Danva.

Landbrug & Fødevarers miljødirektør Anders Panum Jensen betegner også situationen som ”meget skuffende”. Men løsningen er dog ikke at indføre et generelt forbud med det samme, lyder det fra både vandværker og landbruget.

”Det store flertal af lodsejere er slet ikke blevet kontaktet om at lave en frivillig aftale. Derfor mener vi, at forudsætningerne for den her aftale er bristede. Derfor giver det ikke mening med et nationalt sprøjteforbud,” siger Anders Panum Jensen.

I et fælles brev fra Danva, Danske Vandværker og Landbrug & Fødevarer, der er sendt til både miljøministeren og partierne bag pesticidaftalen fra 2019, appellerer de tre aktører til, at man giver processen to år mere.

Ikke fair

Danvas direktør peger dels på, at processen har været meget langsom, og dels at landmændene har været stillet en større erstatning i udsigt, end hvad et nationalt forbud vil kunne indbringe.

”Landbruget har reelt ikke fået en chance. For der gik rigtigt lang tid, før kommunerne kom i gang med processen. Så vi synes ikke, at et nationalt forbud nu vil være fair over for lodsejerne,” siger Carl-Emil Larsen.

Men handler det ikke først og fremmest om at få beskyttet de her områder?

”Selvfølgelig skal områderne beskyttes. Og det bliver de også. Men det er ikke afgørende, om der går et eller to år mere,” siger Carl-Emil Larsen.

Det er vigtigt at forstå, at landbruget og vandselskaber ikke bare lægger op til at fortsætte som hidtil. De peger i det fælles brev på, at staten og kommunerne ikke har leveret godt nok til at få aftaler på skinner, og at vejen frem er at forpligte kommunerne til at beskytte arealerne senest i 2024. Enten ved at sikre frivillige aftaler eller gennem påbud.

Dermed kommer der ikke samme fokus på frivillighed som tidligere, lyder det.

”Det skal ikke ses som et oplæg til, at nu skal det hele bare køre videre ad frivillighedens vej. Vi lægger op til, at frivillige aftaler er en mulighed. Men ellers skal kommunerne forpligtes til at udstede et påbud med fuld erstatning for værditabet,” siger Anders Panum Jensen.

Birgit S. Hansen, der er formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg, afviser dog, at det er sløvhed hos kommunerne, der er årsag til, at man ikke er kommet længere*.

”Det er en helt forfejlet kritik at give kommunerne skylden for de manglende aftaler. Vi har haft en opgave med at hjælpe de frivillige aftaler på vej, men det kan aldrig blive vores skyld, at vandværkerne og landbruget ikke har løst deres del af opgaven og nogle steder ligefrem har modarbejdet de frivillige aftaler. Vi har længe udtrykt bekymring for, at vi ikke ville nå i mål, fordi viljen ikke var der. Men det er der ikke blevet lyttet til,” lyder det fra i en skriftlig kommentar.

Birgit S. Hansen opfordrer til, at en ny regering hurtigt får fundet en løsning på problemet.

”Den situation, vi står i nu, er bekymrende for vores drikkevand. Og derfor er det nødvendigt, at det nye Folketing og en kommende minister hurtigst muligt finder ud af, hvordan vi kommer videre. Det går vi naturligvis konstruktivt ind i fra kommunernes side, og det ville klæde landbruget og vandværkerne at gøre det samme. Der er behov for en løsning,” lyder det.

Læs brevet fra Danva, Danske Vandværker og Landbrug & Fødevarer her.

*Artiklen er opdateret med kommentar fra KL. (kl. 11.00)