Kommentar af 
Emil Sloth Andersen

Grundtvig var queer og regnfuefarvet

Grundtvig hyldede det tvekønnede, og det bør de nationalkonservative tage ved lære af, når de igen og igen harcelerer mod os, der taler for at se køn som mere end blot det biologiske pattedyrskøn, skriver Emil Sloth Andersen (R).

Grundtvig så altså for sig, at den totale dannelse ligger i tvekønnetheden, i Jesus Kristus’ tvekønnethed og i krydsningen på korset, skriver Emil Sloth Andersen (R).
Grundtvig så altså for sig, at den totale dannelse ligger i tvekønnetheden, i Jesus Kristus’ tvekønnethed og i krydsningen på korset, skriver Emil Sloth Andersen (R).Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Emil Sloth Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Grundtvig var queer af sind. Han elskede tvekønnethed. Han kom endda til den konklusion, at det største af alle mennesker, Jesus Kristus, var både mand og kvinde.

For et øjeblik skal man – for Grundtvigs skyld – glemme al snak om kønsskifteoperationer, biologisk køn og wokeisme. Vil man beriges af Grundtvigs lære, bør man også lade sig becharme af tvekønnetheden og meditere over, hvad jeg opfatter som en grundtvigsk tanke:

"Det er i individets indre ægteskab mellem kvindeligheden og mandligheden, at mennesket når sin største fuldkommenhed."

Der er et brændende behov for, at vi vækker den tanke til live lige nu, hvor der blandt de nationalkonservative hersker en så enøjet et fokus på det biologiske pattedyrskøn, at man krummer tæer.

Det er et fokus, der får en dybt illiberal effekt på individets sjæleliv, når det står så egenrådigt, som det eksempelvis er tilfældet hos en nationalkonservativ ulv i liberale fåreklæder som Henrik Dahl (LA). Sagt med et glimt i øjet, naturligvis.

Vi må altid søge en balance mellem ømhed og hårdhed, mellem følelse og fornuft, mellem nænsomhed og resoluthed – ja, mellem kvindelighed og mandelighed

Emil Sloth Andersen (R)
Medlem af Borgerrepræsentationen, København

Henrik Dahl mener, at mennesket (i kraft af at være et pattedyr) kun kan indfanges i to biologiske køn. Det samme gør blandt andre Jakob Næsager (K), Nikolaj Bøgh (K) og Morten Messerschmidt (DF) – flere kan nævnes.

Et helt – ja, tilgiv mig min humoristiske tone – selvbestaltet nationalkonservativt kønspoliti presser altså på for at indfange befolkningen i de biologisk binære kønsbåse. Det er folk, der ellers traditionelt hylder N. F. S. Grundtvig, men formentlig ikke kender den regnbuefarvede version af vores store landsfader.

De nationalkonservative blæser i de her år så kraftfuldt til kamp mod den udefinerede "wokeness"-bevægelse (hvis kontorer og talspersoner vi endnu ikke rigtig har set), at det giver snakken om flere kønsidentiteter meget trange kår.

Og det er problematisk, for i stedet for blot at tale om køn burde vi tale om kønsidentiteter. Det er et begreb, der indkapsler individets overbygning og sjæleliv, mens det biologiske køn er vores basis. Med inspiration fra Grundtvig vil jeg derfor påstå, at det bedste, vi kan gøre, er at lade både det mandlige og det kvindelige trives i ethvert menneske.

Med kvindeligheden tænkes på ro, nænsomhed og omsorg. Kald det blot 'feminitet' i dag, men Grundtvig sagde nu engang kvindelighed. Med mandligheden tænkes på resoluthed, hårdhed og handlekraft, som i dag forbindes med et maskulint univers.

Nu vil jeg gerne invitere dig, kære læser, til at meditere lidt over det tvekønnedes fantastiske fuldkommenhed. Præcis som verden gjorde, da den engelske cello-stryger Jacqueline du Pré for alvor satte sig på verdensscenen.

Med inspiration fra Grundtvig vil jeg påstå, at det bedste, vi kan gøre, er at lade både det mandlige og det kvindelige trives i ethvert menneske, skriver Emil Sloth Andersen (R).
Med inspiration fra Grundtvig vil jeg påstå, at det bedste, vi kan gøre, er at lade både det mandlige og det kvindelige trives i ethvert menneske, skriver Emil Sloth Andersen (R). Foto: Ritzau Scanpix

Året var 1967. I dette nervøst flimrende mørke sad en … kvinde i lys kjole. Jacqueline hed hun, kvinden med celloen i Royal Albert Hall i London. Om lidt skulle hun spille cello-koncerten i b-mol af komponisten Dvorak. I en sal så sitrende varm og spændt i forventning, at hun havde hele verdens øre for sin cello.

Hun var ene blandt mandlige violinister, træblæsere og messing-spillere. Og hvilket modsætningsfyldt syn! Aldrig før havde man set en kvinde i så heftig omfavnelse af en cello. Disse muskuløse, pumpende sener og disse milde kvinde-læber. Dette brusende, åndende favntag fra denne spinkle kvindes krop. En amazone med sværd og skjold.

Hun spillede så … brutalt yndefuldt, var anmelderne enige om. Ja, lyt selv til nummeret.

Forrige udgaver af denne koncert havde været så barokke. Men hér var en særligt senromantisk tone, der vibrerede, så det sendte bølger af fornyelse gennem verden. Det var denne faste takt. Rytmisk. Punktlig. Voldsom. Og disse bølgende, lunende tone-strøg.

Da jeg selv hørte denne cello-koncert (selvfølgelig bare en sparsom gengivelse), tænkte jeg netop på Grundtvigs ord fra 1838: 

“Se her er en mand, så lig en kvinde

Som uden skam han være kan!

Se her den største digterinde,

Der blomstret har i dette land!”

Grundtvig skrev egentlig ordene i et digt om B. S. Ingemann. Men de kunne være sagt om Jacqueline. Ingemann, der var følsomhedens digter, blev kaldt "Ingen mand". Og som Ingemann var Jacqueline så øm og standhaftig, så kvindelig og mandlig, i sit kunstneriske udtryk.

Lad eksempelvis drenge få bedre plads til at græde, fordybe sig i blomsternes verden og sidde i fritidsklubben med symaskinen

Emil Sloth Andersen (R)
Medlem af Borgerrepræsentationen, København

Jacqueline – og enhver der hurtigt har prøvet at spille violin – fornemmede, at kun det menneske, der i sig selv former et helt ægteskab mellem kvindelighed og mandlighed, kan være en fuldkommen stryger. Det kræver hårdhed og ømhed. 

Men dette korte Jacqueline du Pré-eksempel tjener en større pointe. Logikken kan overføres til kunsten bredt og de mange andre sfærer, som individet begår sig i.

Her er det vigtigt, at Henrik Dahl og andre nationalkonservatives kamp mod "LGBT-bevægelsen" – og hvilke begreber man nu ellers stjæler fra Polens nationalkonservative PiS-parti – ikke fjerner fokus fra de fordele, der ligger i, at individet parrer det traditionelt kvindelige og mandlige i sig selv.

Vi må altid søge en balance mellem ømhed og hårdhed, mellem følelse og fornuft, mellem nænsomhed og resoluthed – ja, mellem kvindelighed og mandelighed, ellers femininitet og maskulinitet om du vil.

Derfor må pædagogikken, grundskolen og voksne også i et større grundvigsk dannelsesperspektiv give plads til både det – i grundtvigsk forstand – kvindelige og mandelige i ethvert barn.

Lad eksempelvis drenge få bedre plads til at græde, fordybe sig i blomsternes verden, sidde i fritidsklubben med symaskinen, skrive poesien og synge soloen. Og tro nu ikke, at det er så nemt for en dreng i flokken, som det lige lyder.

Kønsrolle-båsene findes selvfølgelig stadig, og derfor kan jeg kun anbefale det nationalkonservative kønspoliti at genlæse de ord, som Grundtvig sagde i sin prædiken 2. fasteonsdag i 1848:

"Herren kunne ikke være det fuldkomne menneske uden i grunden at være både mand og kvinde, og kun det fuldkomne menneske er i alle måder skabt i Guds billede og efter Hans lignelse, kun i den fuldstændige, både mandlige og kvindelige menneskelighed kan hele Guds kraft åbenbares og fuldkommes."

Grundtvig så altså for sig, at den totale dannelse ligger i tvekønnetheden. I Jesus Kristus’ tvekønnethed. I krydsningen på korset. Og før det nationalkonservative kønspoliti får held med at reducere sig os til tankeløse pattedyr, må vi huske følgende:

Grundtvig elskede det tvekønnede. Grundtvig var regnbue. Grundtvig var queer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emil Sloth Andersen

Medlem af Borgerrepræsentationen (ALT), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Universitet, 2019)

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
Cand.jur., Københavns Universitet 1997

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00