Hanne-Vibeke Holst: Få datteren med i kampen, farmand

Så drenge, nu har I chancen for at komme på banen! Og her tænker jeg ikke på, at I skal vise flaget ved at gå op imod det træge flertal på Christiansborg og markere jeres support til EU’s direktiv om (sølle) to måneders øremærket fædrebarselsorlov og i samme omgang kræve mere.

Nej, det er selvfølgelig fodboldbanen, der ligger for jeres knoppede fødder. I kan endda komme på måltavlen, blive kåret som ”man of the match” og alt det der hejs. Og endnu bedre: I kan afværge den overhængende fare for på den hjemlige arena at blive tildelt såvel det gule som røde kort, som I allerede advarende har fået viftet om næsen, endnu før de indledende runder er færdigspillede, skoleferien begyndt, og bilen pakket til sommerhus og Sydeuropa.

Jeres ægteskabelige forhandlinger har formentlig været i gang siden VM-kval’en, og de er svære, og konfliktpotentialet højt, for hvor mange kampe er det rimeligt at se, hvor mange timer er det rimeligt at tilbringe foran skærmen, stor eller lille, mens familien forsømmes, og tre ugers dyrebar vi-tid smuldrer som roliganoptimisme i anden halvleg?

Du har de bedste hensigter, du har lovet at prioritere kone og børn, men når først kuglen og kameraerne ruller, falder dit forsvar fra hinanden. Flyttefolk og skilsmisseadvokater ved, hvad det ender med (udvisning) – og er klar til at betjene horden af frustrerede/sårede/rasende kvinder, der vil lynskilles per 16. juli (dagen efter VM-finalen) med den enslydende begrundelse: Ferien ødelagt. Far ville se bold.

Ikke én dag, men hver dag. Ikke én kamp, men dem alle sammen. Eller de fleste. Mange flere end aftalt. Jo, han tog da med i Sommerland Sjælland og på stranden og vendte pligtskyldigst ramsløgspølser på gasgrillen, men lige med undtagelse af når han var i vandet, var han på smartphonen.

Resten af tiden var han i Rusland, vil disse kvinder klage, bortset fra når han hang ud med ligesindede tosser, der også gik lidenskabeligt op i noget så latterligt som VAR, playoff og Neymars aktuelle (skuffende) niveau. Hvad skal hun med sådan en kæmpebaby?

Piger, der ved noget om fodbold, ved noget om mænd, og derfor har de en langt større chance for at hente guldpokalen hjem, når de skal ud i den benhårde turnering, der hedder livet.

Hanne-Vibeke Holst

Du kender det, I har været der før. Skænderierne tager til, efterhånden som kampene bliver afgørende og ikke kan misses. Kvinden i dit liv føler sig (med rette) overset, smækker med tunge og døre, samler ungerne op under skørterne og giver fodboldidioten den kolde skulder, mens hun demonstrativt sørger for frisk luft og nybagte kanelsnegle til de forsømte små.

For det er det værste, og her har hun jo en pointe: Alle de der VM-timer koster på faderskabskontoen. Du kan mærke det på samvittigheden, men du har fundet en løsning. For hvis du er heldig, har du en søn, som du kan tage som gidsel. Junior har du nemlig smuglet med ind i dette særlige mandehørmende omklædningsrum, og denne heldigvis rigtige dreng har du gjort til en tro kop af dig selv, så også han sidder i rødt-hvidt og brøler med, mens sommeren går, og kornet modnes derude i solskinnet. Et perfekt alibi – I har far-søn-tid, og hvilken mor kan stå for det?

Men hvis du nu også har døtre – eller værre – kun har pigebørn, hvad så? Typisk vil du gladeligt overlade tøserne til deres mor, som ufatteligt nok stadig ikke har lært, hvad offside er og utroligt nok også er rystende ligeglad. Og hvilken konsekvens har det? Pigerne lærer det heller ikke.

Men det burde de. Og det er dit, faderens, ansvar. Hvorfor? Fordi piger, der ved noget om fodbold, ved noget om mænd og har derfor en langt større chance for at hente guldpokalen hjem, når de skal ud i den benhårde turnering, der hedder livet.

De fleste fremgangsrige kvinder beretter nemlig, at det primært er deres far, de kan takke for, at de har klaret sig så godt. Fordi han lærte dem om sit eget køn, om hvilke regler og ritualer, kneb og tricks der gælder og tæller i den patriarkalske konkurrencekultur. Og ønsker du ikke, at din egen datter skal kunne udfolde sit fulde potentiale – uden at lade sig fælde af uforudsete benspænd og grove tacklinger?

Jo da! Så i stedet for at vælge den lette VM-løsning – den østrogenfri med dåseøllerne og de indforståede sidelinjekommentarer om legendariske saksespark, Messi-fælden, og hvorfor NN hellere sku’ ha’ sparket med indersiden, rejser du dig fra bænken, tager anførerbindet på og henter datteren ind i stuen. Du meddeler hendes mor, at du hermed har i sinde at sørge for at bibringe pigebarnet noget seriøs fodboldopdragelse.

Det er muligt, at pigen hellere vil lege prinsesse eller tage på landligt loppemarked med mama, men du insisterer. Det er din faderlige pligt at give din datter en indføring i den kampsport, som ikke alene er en enorm global, korruptionsbefængt business (som man godt må være kritisk overfor), men også definerende for det modsatte køn, hun selv skal i clinch med en dag. Ja, hvis hun skal lære at forstå maskulinitet, aggression, og hvad der driver mænd, er hun nødt til at forstå fodbold – eller rettere at forstå fodboldens fascinationskraft.

Hvorfor intelligente, reflekterede mænd bruger halve liv på lægterne, bogstaveligt eller mentalt. Hvad er det, fodbolden er en metafor for, hvad er det for et følelsesregister mænd gennemlever under en fodboldkamp, enten som spillere eller som tilhængere, hvad er det for en passion, den vækker i dem? Hvorfor er det, at så mange mænd føler sig allermest intenst i live under de store kampes ekstase, en udladning som i triumfens stund af til beskrives som større end sex?

Okay, dér behøver du jo ikke begynde din overlevering til fars pige. Det er måske at skyde over målet. Start i stedet med at varme luntende op, indfør hende i grundreglerne uden at drible for meget rundt i de finere finesser. Giv hende et vokabularium og en abc, så hun hurtigt kan følge med og snart lære at læse spillet. Vis hende spillernes fightervilje (eller mangel på samme). Hvordan de angriber, presser, tackler, finter, forsvarer sig, falder og – vigtigst – hvordan de rejser sig igen. Ofte efter at have opført en dramatisk pantomime af tænderskærende klagen og jamren, så man tror, de er døden nær, men som regel kommer de op, humper et par skridt og spiller videre.

Deri ligger en central pointe, som du gerne må understrege: Op igen, min tøs! Videre! I det hele taget skal du ved topspillernes eksempel lære hende, hvor vigtigt det er at kunne overvinde nederlag og at have vilje, vilje til sejr. At man må op ad banen, være målsøgende og kreativ, se og udnytte mulighederne og fortsætte, fortsætte, fortsætte, også når lår og lægge syrer til, og spilletiden forlænges til det ulidelige.

Det gælder om at være robust, at have opbygget fysisk og mental styrke – ikke mindst det sidste er imperativt. Tro på det! Lad dig ikke overmatche, før kampen er fløjtet i gang – intet er afgjort før sidste dommerfløjt. Gør opmærksom på spillernes muskuløse ben – ikke fordi de er pæne at se på – men fordi de viser resultatet af årelang, daglig træning. At kroppen kan formes og styrkes, og at man kun bliver rigtig god til noget ved at øve sig, til man brækker sig – de sublime dødboldsspecialister er dem, der bliver på stadion og fortsætter for sig selv, når de andre er gået.

At eneren, den lysende stjerne, den ekstraordinære boldbegavelse, skaber drømme og hengivne fans, vil din datter hurtigt opdage. Så understreg i stedet betydningen af holdet, den kollektive indsats, at man giver plads, ofrer sig for fælleskabet og ikke engang som fodboldgud kan opføre sig som egotripper uden at skade truppen (siger Hareide) og blive megaupopulær (som piger hader at være).

Efter denne basisuddannelse kan du lære hende om taktik og strategi, om hierarkier, magt og afstivende machosymboler – så som hairstyles og tatoveringer. Du kan lære hende forskellen på at være i defensiven og i offensiven. Om leg og lyst. Og du kan fortælle hende, at selvom det kan forekomme totalt unyttigt med denne fodboldentusiasme, er det en misundelsesværdig livskunst at kunne give sig hen, at kunne lade sig begejstre og rive med, og at det derfor ikke giver mening at skulle argumentere for, hvorfor (nogle) mænd elsker fodbold. Og efterhånden også en del kvinder, der har lært at slippe kontrollen – og hvorfor skulle din datter ikke blive en af dem?

Men for at hun kan blive rigtig fodboldfan, mangler der lige en enkelt ting. At du lærer hende at spille fodbold. Så du kan ikke blive hængende i sofaen som en anden indskifter – det gider hun heller ikke – du må ud på græsset og lære hende driblinger, hæl og tå. Forær hende et par støvler og en ordentlig læderbold og se, hvad der sker (din kone smelter som en isvaffel under en hedebølge, ægteskabelige tordenskyer driver væk).

Det er muligt, at spillet ikke er noget for tøsebarnet – at hun, som jeg, er en klovn med en bold - men legen med dig er. Eller også bliver hun bidt af den prikkede, måske besidder hun det talent, du ikke selv havde. Måske bliver hun den nye Nadia Nadim og vil gøre forbilledets ord til sine: ”En god angriber er en, der kan skabe sine egne chancer, sine egne mål”.

Og det, kan du lære din datter, gælder også udenfor fodboldbanen. Dér, hvor det virkelige liv trods alt leves. VM eller ej.

--------

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst (1959) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984. Fra 1987 har hun været selvstændig og arbejdet som klummeskribent og debattør i blandt andet Politiken og Alt for Damerne og som forfatter til film, tv, teater og bøger. 
Hanne-Vibeke Holst har nydt stor succes som forfatter og har skrevet adskillige romaner siden sin debut i 1980. Hendes seneste roman, "Som pesten", udkom i efteråret 2017.