Hanne-Vibeke Holst: Kvinder er jammerlige netværkere

Ny regering, nyt koordinationsudvalg, nye brystbilleder: Femten mænd i jakkesæt, nul kvinder. Så ingen bryster dér. Som i zero. Det måtte være en joke, aprilsnar i maj, tænkte jeg dengang ved synet af Løkkes nyudnævnte hird. Ikke engang en blå statsminister kan da finde på at håne halvdelen af vælgerkorpset ved udelukkende at placere (alfa)hanner i dette centrale regeringsudvalg. I 2018!

Men nej, det var ikke fake news fabrikeret af russiske trolls for at fremprovokere oprør og kaos. Tværtimod har Lars Løkke vitterlig ikke fundet en eneste kvinde værdig til en af de tunge ministerposter, der giver adgang til magtens højbord. Dér, hvor ”større væsentlige initiativer”, regeringsudspil og lovforslag fremlægges og diskuteres. Hvordan er en moderne regeringsleder sluppet af sted med det? Og hvorfor er revolutionen egentlig ikke brudt ud? Hvordan kunne det ske? Er manden totalt kønsblind eller hvad?

Hvis man ser bort fra de sædvanlige forklaringer – Rip, Rap, Rup-effekten, mænd udnævner per automatik rygklappende kloner af sig selv og så videre – og pure afviser den om, at der desværre ikke kunne opdrives kvalificerede kvinder, må man også spørge sig selv, hvorfor der ikke bare er én kandidat med et x-kromosom, der har sørget for at placere sig det rigtige sted for en politiker – nemlig dér, hvor indflydelsen ligger? Dér, hvor man på trods af sit køn ikke er til at komme udenom.

Ét bud kunne være, at kvinders alliancer er alt for svage. Vi forsømmer både at opbygge og forstærke dem, fordi vi er for dårlige til at netværke. Eller rettere: Vi netværker alt for uhensigtsmæssigt. Hvorimod: ”Mange mænd netværker helt naturligt. De gør det til fodboldkampe, på golfbanen og i VL-gruppen. De gør det over en fyraftensbajer, på en skitur, til Rotary-mødet og i bestyrelsen for lokale institutioner. De gør det hele tiden, og de gør det især i magtfulde institutioner. Kvinder deltager også i den slags aktiviteter, men de er ofte færre, har typisk mindre taletid og får næsten altid mindre anerkendelse. Sådan helt generelt. Jeg har registreret det gennem mange års arbejde med verdens største virksomheder, internationale organisationer, statsledere, tænketanke.”

Citatet er hentet fra ”Kvinde kend dit netværk”, en netop udkommet og meget omtalt håndbog, som jeg lige har slugt. Ivrigt nikkende, for jeg synes, bogens forfatter, Katja Iversen, leder af den New York-baserede globale interesseorganisation Women Deliver, har ret i, at kvinder (groft sagt) er nogle jammerlige netværkere. Og blandt andet derfor har vi så svært ved at hamre hovedet gennem glasloftet og nå toppen.

Vi har nemlig stadig ikke fattet, hvilke muligheder der ligger i strategisk netværkeri. Skønt vi burde have alle forudsætninger for at udnytte potentialet, lader vi guldet ligge og flyde på gaden uden at omsætte det til brugbar kapital.

Måske er vi så bange for at melde ud, at vi går efter magten – hard power – at vi nøjes med at gå efter soft power, som vi er trygge ved, nede mellem kvinderne.

Jamen, protesterer du måske, kvinder laver da ikke andet end at netværke! Det er jo vores spidskompetence! Som alle ved, har vi jo netop gennem vores kønnede socialisering i en patriarkalsk kultur udviklet stærke sociale færdigheder – vi er åbne, konsensussøgende og tillidsfulde. Vi deler glade og fro alt med både veninder og vildtfremmede kønsfæller – fra lysten til at være utro over stressnedbrud til konflikter med vores mødre/døtre eller pædagogerne i børnehaven. Vi udveksler gerne erfaringer fra arbejdslivet – er vi det rigtige sted, bliver vi set/ikke set, burde vi skifte branche eller blive selvstændige? Samfund og politik diskuterer vi skam også – vi taler indigneret om Donald Trumps spillen hasard med verdensfreden, om MeToo (som vi alle har personlige erfaringer med), og vi deler både bekymringen for klimakrisen og visse staters totalitære tendenser hen mod tv-serien "A Handmaid's Tale"s misogyne fascisme.

Så jo, vi er toptrænede netværkere. På den afslappede, omfavnende måde. Men pointen er, at vi er dårlige til at overføre evnerne fra intimsfærens hjemmebane til den professionelle udebane. Fra det uformelle til det formelle.

Når vi mødes til kaffeaftaler, er det for hyggens og den gensidige bekræftelse af venskabs-/bekendtskabskontraktens skyld. Sjældent fordi vi har forholdt os analytisk til nytten af netop denne kaffeaftale. Og når vi går til reception, smalltalker vi med dem, vi kender, eller gemmer os i et hjørne – det er sjældent, at vi, som målsøgende Katja Iversen, i forvejen har snævret feltet ind, så vi ved, hvem på gæstelisten vi vil fokusere energien og den afmålte tid på.

Kun få har lavet det hjemmearbejde, der gør, at de kan gå direkte efter at få etableret kontakt til relevante VIP X eller VIP Y, og endnu færre har forberedt en elevatortale, som kan fange interessen og bringe én over dørtrinnet. De fleste af os er dårlige til at stikke et visitkort ud (hvis vi overhovedet har ét), og dem, vi måtte modtage, gemmer vi på bunden af tasken for så at glemme alt om dem (og derved forpasse gyldne chancer).

For vi er jo til selskab, ikke på arbejde. Medmindre vi slet ikke er mødt op, fordi vi skal skynde os hjem til familien eller sidder på en eller anden skolebænk for at videreuddanne os og bygge oven på de gode kvalifikationer, vi allerede har.

Men ifølge Katja Iversen er denne umage skønne spildte kræfter, for det er ikke den formelle opgradering, der får én til at rykke tre felter frem (op!): ”Mens kvinderne knokler med lektier og opgaver, sidder mændene i klubben eller bestyrelsen eller på vinbaren og netværker og interagerer og lærer hinanden at kende. Kvinden får sin eksamen, men det er ofte manden, der får lederstillingen.”

Apropos ledere, så øver de etablerede erhvervsnetværk, som for eksempel VL-grupperne, heller ikke den store tiltrækningskraft på kvinder. De er svære at rekruttere, forlyder det, for hvad skal de der? Rent tidsspilde er det at sidde som minoritet blandt en masse kedsommelige alfahanner, som man ikke orker høre på.

Så sent som forleden oplevede jeg selv en kvindelig leder for en vækstende, almennyttig organisation erklære, at den invitation havde hun sagt nej til, for hvad skulle hun i en VL-gruppe? Knytte kontakter, ville Katja Iversen argumentere. Kaste nettet ud, lære nye mennesker at kende, som både du selv, din virksomhed eller din sag kan få gavn af. Nogle, du kan samarbejde eller indlede partnerskaber med, enten nu eller senere. Nogle, du selv kan give noget. Hjælpe op en dag. Alliere dig med.

Indlysende, men hvorfor tænker så få kvinder sådan? Hvorfor prioriterer vi ikke at blive skarpere netværkere? Hvorfor investerer vi ikke mere tid og flere ressourcer i at mestre disciplinen at opdyrke og pleje kontakter for senere at høste?

Måske fordi vi aldrig har taget stilling til, hvad vi vil opnå. Sådan i det hele taget. Hvem arbejder vi for? Os selv, virksomheden eller den gode sag? Lige meget hvad man er drevet af, er det jo legitimt at stile efter det højest mulige afkast af ens indsats. Hvorfor arbejde for ingenting?

Men måske er vi så bange for at melde ud, at vi går efter magten – hard power – at vi nøjes med at gå efter soft power, som vi er trygge ved nede mellem kvinderne.

Eller måske gider vi bare ikke knokle så hårdt som Katja Iversen, der hverken er gift eller har børn. Stå så tidligt op gå så sent i seng, skrive så mange mails og følge op på så mange møder. Så måske er en reception for dig bare et uforpligtende frikvarter tilsat hvidvin og laksecanapé. Det er helt okay, og det må du jo selv om.

Eller måske synes du, at du allerede er en fremragende netværker. Men mon ikke der er plads til forbedring? For lad mig lige tilføje, at siden Katja Iversen for fire år siden tiltrådte som direktør for Women Deliver, er organisationen vokset til det tredobbelte, blevet et højtprofileret brand og betragtes nu som en afgørende drivkraft bag, at pigers og kvinders sundhed og rettigheder er rykket op på den internationale dagsorden.

Som direktør Iversen siger i sin opsang til os tøvende kvinder: ”Vi må holde op med at vige tilbage for magt og indflydelse. Magt kan bruges godt. Magt er muligheden for at hjælpe andre mennesker.”

Udover at have gjort sig selv og sin organisation verdenskendt er Katja Iversen for resten selv blevet udnævnt til at være ligestillingsrådgiver for den canadiske premierminister og nuværende G7-præsident, Justin Trudeau. I selskab med prominente profiler som blandt andet Melinda Gates og Malala, den unge pakistanske aktivist.

Og hvis det havde været dét ballgame, hun deltog i, var hun stensikkert blevet medlem af regeringens koordinationsudvalg.

------------

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst (1959) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984. Fra 1987 har hun været selvstændig og arbejdet som klummeskribent og debattør i blandt andet Politiken og Alt for Damerne og som forfatter til film, tv, teater og bøger. 
Hanne-Vibeke Holst har nydt stor succes som forfatter og har skrevet adskillige romaner siden sin debut i 1980. Hendes seneste roman, "Som pesten", udkom i efteråret 2017.