Hanne-Vibeke Holst: Jeg holder med mine søstre mod Moderniseringsstyrelsen

Jeg holder med mine søstre. Selvfølgelig. Og måske er jeg særligt sensitiv, netop fordi jeg har to hårdtarbejdende offentligt ansatte søstre.

Men når jeg genlæser udtalelsen fra chefen for Moderniseringsstyrelsen, som faldt i et avisinterview om statens forhandlingsposition under OK18, ryger mit ellers så lave blodtryk op i det røde, behandlingskrævende felt.

Ja, havde man været en ekstrem Lisbeth Salander, kunne man fristes til at opsøge ophavsmanden en sen nattetime for at tatovere citatet ord for ord på hans blottede maveskind, så han aldrig skulle få lov at glemme det: ”Og det er jo faktisk ret enkelt. Den offentlige sektor er drevet for skatteborgernes penge. Og det er skatteborgerne, vi leverer vores ydelser til. Derfor har vi og alle andre offentlige institutioner en pligt til at få mest muligt velfærd for pengene til gavn for borgerne”.

Okay, lidt langt til en hjemmelavet tusning, men den sidste sætning ville også række, for det er den, der afslører den arbejdsgiver-arrogance, som ikke bare lønmodtagersiden, men også et flertal af vælgerne omsider reagerer imod.

Jeg tvivler også på, at innovationsministeren eller budgetbisserne har stor personlig erfaring med at være i 'the shit', som den moderne slagmark kaldes.

Hanne-Vibeke Holst

Lønmodtagerne ved at indgå den famøse musketered, vælgerne ved at bakke lønmodtagersiden op i meningsmålingerne. Hvilket nok opfattes som et paradoks på den modsatte side af bordet, noget arbejdsgiverne ikke havde kalkuleret med, eftersom en storkonflikt vil gå ud over de selvsamme vælgere, når togene holder stille og skolerne lukkes. Men vi protesterer!

Skatteborgerne (hvoraf mange jo selv er offentligt ansatte!) har nemlig fattet, at dogmet om ”mest velfærd for pengene” er konkurrencestatens omskrivning af ”pres dem, pisk dem!”.

For som vi galgenhumoristisk siger til hinanden, når søstrene har lukket luft ud – ”til gengæld er lønnen herregod!”.  Harhar!

Hanne-Vibeke Holst

Vi har indset, at mistænkeliggørelsen af de offentlige ansatte, antydningen af, at de ville lalle rundt uden kontrol og stramme tommelskruer, hverken er holdbar for velfærden, for det personale, det går ud over, eller os andre, der ser på.

Vi kan ikke længere udholde at være vidner til et kollaps,  der nok udspiller sig i slowmotion, men hver dag har sine ofre. Heller ikke jeg, der med stigende bekymring har fulgt søstrenes arbejdsliv - den ene er sosu-hjælper i hjemmeplejen, den anden folkeskolelærer, begge bosat i Jylland.

”Hverdagens helte” kalder jeg dem, fordi de om nogen bidrager til samfundet og sammenhængskraften og alt det, politikerne så gerne hylder, som kæmpende frontpersonel derude, hvor ingen direktør for Moderniseringsstyrelsen nogensinde sætter sine ben.

Jeg tvivler også på, at innovationsministeren eller budgetbisserne har stor personlig erfaring med at være i 'the shit', som den moderne slagmark kaldes. Derude, hvor der i effektiviseringens hellige navn skæres to procent om året og følgelig må skæres flere hjørner, hoppes over stadig lavere gærder og hugges endnu flere hæle og tæer for at få enderne til at mødes.

Derude, hvor det faktisk ikke er den mådelige løn, der klages mest over, men frustrationen over, at det med eksekveringen af New Public Management og blå bloks mantra om, at der altid er mere fedt at fjerne, ikke længere kan lade sig gøre at levere det ordentlige stykke arbejde, der gør, at man går glad og ikke grædende hjem fra sit job.

Mine søstres soldaterhistorier, som fortælles, hver gang vi mødes, minder om dem, vi kender fra medierne – pædagoger, der er alene med alt for store børnegrupper, sygeplejersker, der ikke har tid til patienterne, udbrændte fængselsbetjente.

I lighed med deres kampfæller er mine søstre dedikerede arbejdsheste, der hader at underpræstere, og derfor har det pint storesøsteren at se, hvordan desillusionen er tiltaget gennem årene.

Begge er de robuste og ikke blandt de tusindvis af kolleger i den offentlige sektor, der er bukket under med stress og har måttet trække stikket med en langtidssygemelding (og hvad er Moderniseringsstyrelsens svar på det?), men nedskæringer, forringede arbejdsvilkår og oplevelsen af manglende påskønnelse tærer også på dem - og det, at de føler sig kørt over, ikke bakket op eller lyttet til.

Mens den ene har måttet sluge en større kamelflok for at genvinde motivation og tillid til arbejdsgiveren (politikerne) efter det dybt traumatiserende lærerindgreb i 2013, som vitterligt gav mange folkeskolelærere et alvorligt knæk, døjer den anden med nedslidning (knæ) og frygt for øget arbejdspres som følge af nye sparerunder og deraf afledte  ”omstruktureringer”, som medarbejderne har ringe eller ingen indflydelse på.

Her fra sidelinjen forekommer mange af de krav, påbud og påhit, der konstant vælter ned over dem, som skrald fra det ydre rum. Det vil sige tilfældige, meningsløse, uden hold i den virkelighed, de står i hver eneste dag. Denne omsiggribende mangel på sund fornuft og beslutningskontinuitet bidrager, så vidt jeg kan vurdere, til udtrætning og opgivelse. For hvad skal det til for?

Det var arbejdsvilkårene. Så kommer det med betalingen. For som vi galgenhumoristisk siger til hinanden, når søstrene har lukket luft ud – ”til gengæld er lønnen herregod!”.  Harhar!

Vi tre søstre har tjent penge omtrent lige længe, korrigeret for aldersforskellen, men fordi jeg har været selvstændig, vil min livsindkomst ende med at blive flere gange højere end deres. Det betyder, at jeg bor dyrere, lever dyrere, rejser dyrere og har et langt mere skødesløst forhold til mit dankort, end de kan tillade sig.

Mens både jeg, direktøren for Moderniseringsstyrelsen og innovationsministeren godt kunne få råd til eksempelvis at smide syvtusind for en søpølsemiddag for to på evigt fuldbookede NOMA, ville det for dem – hvoraf ingen umiddelbart er til søpølse – koste hele feriebudgettet.

Sådan er kapitalismen, men er denne himmelråbende ulighed ikke urimelig? Hvorfor skal sosu’en, der står op klokken fem og for længst har badet og skiftet sine første ”borgere”, når jeg drikker morgenkaffe, aflønnes så ringe? Og hvorfor skal skolelæreren, der dagligt må slås for at skabe ro i 6.A, så hun måske kan bibringe sine undervisningsresistente elever noget lærdom?

Begge ville de blive både rankere og mere langtidsholdbar arbejdskraft, hvis de fik en anerkendende, anstændig løn. Så hvorfor gør de ikke det? Det korte svar: Fordi de er kvinder. Hvilket gælder for 86 procent på FOAs område og for 71 procent af Danmarks Lærerforenings medlemmer.

I den samlede offentlige sektor udgør kvinderne over 70 procent. Løngabet har historisk rod i det kønsopdelte danske arbejdsmarked og den lave værdisætning af kvindefagene.

Så selvom ingen af de mandlige forhandlere har haft travlt med at italesætte det, befinder mine søstre sig jo også i en kvindekamp, der rækker langt ud over OK18. For det er jo mest kvinderne, som chefen for Moderniseringsstyrelsen taler ned til. Hvad har de brug for? Solidaritet. Søstersolidaritet.

------------

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst (1959) blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1984. Fra 1987 har hun været selvstændig og arbejdet som klummeskribent og debattør i blandt andet Politiken og Alt for Damerne og som forfatter til film, tv, teater og bøger. 
Hanne-Vibeke Holst har nydt stor succes som forfatter og har skrevet adskillige romaner siden sin debut i 1980. Hendes seneste roman, "Som pesten", udkom i efteråret 2017.