Henrik Dahl: Venstrefascismens anatomi

Fascisme er en kollektivistisk ideologi, der blandt andet er kendetegnet ved, at statens interesser går forud for borgeres og virksomheders, og ved at de negative frihedsrettigheder (altså de rettigheder, der beskytter borgeren imod noget) enten er indskrænket eller helt fjernet.

Det er normalt at anbringe fascisme langt til højre i det politiske spektrum. Men når den yderste venstrefløj melder sig med forslag om at afskaffe den private ejendomsret; med forslag om kollektive rettigheder eller med forslag, der griber dybt ind i den enkelte borgers ret til at forvalte sin tilværelse, rejser det spørgsmålet: Hvis man går lige så langt ud ad venstreaksen, som fascismen ligger på højreaksen, kan man så dér finde tegn på og spor af en venstrefascisme?

Det vil jeg gerne undersøge med denne artikel.

Såvel højre- som venstrefascisme behøver et brændstof i form af retfærdig harme. Om denne harme i virkeligheden kan siges at være retfærdig eller ej, betyder i denne forbindelse ikke noget. Retfærdig harme skal frem for alt opfattes som retfærdiggørende harme.

Af hensyn til beskyttelsen imod identitetspolitisk krænkelse søges ytringsfriheden indskrænket. Det siges sjældent direkte. I stedet opfinder man eufemistiske begreber for mindre ytringsfrihed som for eksempel ”hate speech” eller ”islamofobi”.

Henrik Dahl

En retfærdiggørende harme, der i mine øjne har potentialet til at drive en venstrefascisme, er den venstrepopulistiske harme over ”de rige”.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at der i Danmark kunne opstå en retfærdig(gørende) harme over ”de rige”. For der findes ikke særlig mange rige, vores skattesystem er i højeste grad progressivt, og der er stort set ingen, der lider alvorlige, materielle afsavn.

Islamister i Danmark er eksperter i (undskyld ordspillet) at iklæde sig identitetspolitiske gevandter, så den salafistiske kampuniform niqab for eksempel omdannes til at handle om ”tøjvalg” og ”frihed”.

Henrik Dahl

Hvad der er sandt eller falsk i gammeldags forstand, betyder imidlertid mindre i politik. Det afgørende er den sociale konstruktion af virkeligheden. Eller med andre ord: Hvad der føles sandt.

Og hvis man ser på, hvad venstrefløjen føler er sandt, er der grobund for stor harme.

På venstrefløjen føler man det sandt, at der gennem en lang årrække er blevet skåret ned i den offentlige sektor (selvom det offentlige forbrug til stadighed vokser). Man føler det ligeledes sandt, at de offentligt ansatte er dårligt aflønnede (skønt en skolelærer i gennemsnit tjener omkring en halv million kroner om året, og en sygeplejerske ikke meget mindre). Og så føler man det sandt, at danske overførselsindkomster er skrabede (skønt de er blandt de højeste i OECD).

Al denne socialt konstruerede elendighed skyldes ifølge venstrefløjen, at ”de rige” eller ”de allerrigeste” rager til sig.

Ganske vist er vores skattesystem – som allerede nævnt – overordentlig progressivt, således at den ene procent af danskerne, der tjener mest, betaler omkring ti procent af skatterne.

Og ganske vist har Danmark gennem en årrække været OECD-mester i høje skatter. Det indgår ikke i den sociale konstruktion af ”de rige”. Derfor kan venstrefløjen vedvarende opretholde den sociale konstruktion, at den offentlige sektor i Danmark er underfinansieret – fordi de rige har så travlt med at rage til sig og ikke vil dele deres velstand med andre.

Uden fjendebilleder, ingen fascisme. Men fjendebilleder er der masser af på venstrefløjen; ikke mindst i den venstrepopulistiske del. Foreløbigt kan man derfor konkludere, at i det mindste én af de helt afgørende forudsætninger for udviklingen af en venstrefascisme er til stede: Følelsen af retfærdig(gjort) harme over en veldefineret befolkningsgruppe, der anses for at være skyld i store, sociale uretfærdigheder.

Men ét er, om de socialpsykologiske forudsætninger for venstrefascisme er til stede i Danmark (og det er de). Noget andet er: Hvad kunne være venstrefascismens politiske program?

Uden at foregive, at det følgende er en udtømmende liste over temaer, der kunne indgå i et venstrefascistisk partiprogram, kan jeg i hvert fald forestille mig følgende:

Forestillingen om en nært forestående klimaapokalypse muliggør med sikkerhed et krav om, at staten skal gribe dybt ind samfundsøkonomien – for eksempel med et forbud imod økonomisk vækst, hvad der nødvendigvis vil indebære omfattende statskontrol og planøkonomi.

Ligeledes muliggør forestillingen om klimaapokalypsen et krav om, at staten skal gribe dybt ind i den personlige sfære og forbyde eller begrænse en række forbrugsvalg. Spisning af kød, ”overflødige” flyrejser (hvad nok først og fremmest er lig med andres flyrejser) og ”overflødig” bilkørsel (som formentlig defineres på samme måde) kan nævnes som eksempler.

Forestillingen om krænkelser funderet i identitetspolitik er et andet område, der muliggør venstrefascisme – som det allerede er set mange gange ved amerikanske universiteter.

Af hensyn til beskyttelsen imod identitetspolitisk krænkelse søges ytringsfriheden indskrænket. Det siges sjældent direkte. I stedet opfinder man eufemistiske begreber for mindre ytringsfrihed som for eksempel ”hate speech” eller ”islamofobi”. Hvad der imidlertid ikke ændrer på, at identitetspolitisk krænkelse typisk er en venstrefascistisk løftestang for begrænsninger af ytringsfriheden.

Et andet sted, hvor identitetspolitikken kan udgøre en løftestang for venstrefascisme, er i kravet om kollektive rettigheder.

Kollektive rettigheder var ganske almindelige under den feudale styreform, hvis sidste rester i Danmark blev afskaffet med nedlæggelsen af Landstinget i 1953. Et eksempel kan være de rådgivende stænderforsamlinger, der eksisterede fra 1834 til 1848. Her var adelen, borgerskabet og gårdmændene tildelt en kollektiv ret til et bestemt antal pladser (der i parentes bemærket på ingen måde svarede til deres andel af befolkningen).

I dag kæmper det identitetspolitiske venstre i Danmark for kollektive rettigheder til eksempelvis kvinder, ligesom det undertiden støtter krav om kollektive rettigheder fremført fra islamistisk side.

I USA, hvor identitetspolitikken er mere veludviklet, kæmper det identitetspolitiske venstre desuden for kollektive rettigheder til for eksempel etniske minoriteter.

Kollektive rettigheder (at kvinder skal besætte et bestemt antal stillinger på universitetet) kan kun tildeles derved, at individuelle rettigheder (kvalificerede mænds ret til at blive ansat efter ordinære, meritokratiske principper) fratages andre. Derfor må ethvert liberalt sindet menneske naturligvis være lodret imod dem.

Endelig kan et venstrefascistisk, politisk program bestå i en afvikling af oplysningen. Denne afvikling er allerede godt i gang visse steder. Forestillingen om det, Habermas kaldte det bedre arguments ”tvangfri tvang”, angribes ud fra den forestilling, at idéer ikke sejrer, fordi de er logisk og empirisk overlegne, men fordi de er bakket op af magt.

Samtidig åbnes der for en accept af ad hominem-argumentet. Hvis tanker er ”hvide” eller ”maskuline”, kan de pludselig ikke anerkendes, selvom de er logisk og empirisk overlegne. Simpelthen fordi afsenderen har den forkerte etnicitet og/eller køn.

Man kan næppe kalde afviklingen af oplysningen eksklusivt venstrefascistisk. Den ville også tjene klassiske fascister og islam-fascister. Men afviklingen af oplysningen åbner for en politisering af logik, rationalitet, viden og videnskab, der uden tvivl er gavnlig i forhold til at gennemføre venstrefascistiske politikker og projekter, der ellers ville blive underkendt af sagkundskaben.

Med et brændende had til den fjende, der kaldes ”de rige”, vil en eventuel venstrefascisme kunne mobilisere på et program, der omfattede statskontrol med økonomien, statskontrol med borgernes forbrugsvalg, indskrænkelse af ytringsfriheden, indskrænkelse af individuelle rettigheder til fordel for kollektive og politisk kontrol med videnskaben.

Om der kan mobiliseres tilstrækkeligt mange mennesker til en fredelig magtovertagelse, er nok tvivlsomt.

Til gengæld kan en venstrefascistisk bevægelse uden problemer alliere sig med en anden type fascisme, nemlig islam-fascismen – også kendt som islamisme.

Islamister i Danmark er eksperter i (undskyld ordspillet) at iklæde sig identitetspolitiske gevandter, så den salafistiske kampuniform niqab for eksempel omdannes til at handle om ”tøjvalg” og ”frihed”.

At niqabben i de dele af verden, den stammer fra, handler om alt andet end frit valg og frihed, og at kvinder dér af samme årsag kæmper for at blive fri for den, bekymrer ikke den identitetspolitiske venstrefløj. Den synes at mene, at Danmark er et så enestående specielt land, at det, der gælder om salafismen alle andre steder, ikke gælder her.

En alliance med islamismen, som det blandt andet tematiseres i Michel Houellebecqs meget omtalte roman 'Underkastelse', vil naturligvis gøre venstrefascismen mere overlegen rent numerisk. Men om venstrefascismen i sidste instans vil overleve en sådan alliance, eller om islamisterne blot vil udnytte venstrefascisterne som nyttige idioter, er et åbent spørgsmål. Revolutionære alliancer har det med efter revolutionen at ende i kampe, der afgøres ved, at den stærkeste fraktion udrydder alle andre.

Alt dette er naturligvis spekulation, og derfor vil jeg ikke gå videre ad denne vej. Det kernespørgsmål, jeg har forsøgt at besvare, er, om der principielt kan opstå en venstrefascisme lige så langt ude ad venstreaksen, som højrefascismen ligger på højreaksen. Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at venstrefascisme er en mulighed, der foreligger. Og derfor også et problem, der bør tages lige så alvorligt som klassisk højrefascisme.

-----------

Henrik Dahl er folketingsmedlem for Liberal Alliance. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.