Historiker: Den danske velfærdsmodel er afgørende for vores nationale sammenhængskraft

I det regeringsgrundlag, som SVM-regeringen blev enig om i december 2022, lyder det, at "regeringen ønsker at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed, selvbestemmelse og forandringskraft". Det var første gang, at en dansk regering satte et skel mellem stat og samfund i velfærdsdebatten.

Det udspil til en ældrereform, som regeringen lagde frem 30. januar i år, lod offentligheden forstå, hvad bevægelsen fra velfærdsstat til velfærdssamfund konkret kan komme til at betyde: At det ville åbne for et nærmere samspil mellem kommunerne, de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.

Der bør næppe herske tvivl om, at den danske velfærdsmodel er trængt i disse år. Den er stadig dyr og svær at finansiere i et samfund, der gennemgår større demografiske forandringer med færre unge til at betale for stadig flere ældres velfærd og nye borgere fra andre lande, som fra begyndelsen ikke blev tilstrækkeligt informeret om den samfundskontrakt, som velfærdssystemet forudsætter.

Men alligevel er det for snævert at se udfordringen for velfærdsstaten som udelukkende et økonomisk problem. For dens afskaffelse vil nemlig betyde et farvel til det nationsbygningsprojekt, som blev indledt i begyndelsen af 1900-tallet, da grundlaget for socialstaten og den senere danske velfærdsstat blev lagt. En afskaffelse vil derfor gå ud over det danske samfunds sammenhængskraft. Og det er for dyr en pris.

Et forpligtende fællesskab

Det var særlige omstændigheder, der lå bag udviklingen af den socialstat, som blev til i første halvdel af 1900-tallet, og som lagde grunden til den danske velfærdsmodel: Danmarks territoriale reduktion som følge af nederlaget i 1864. Det stillede Danmark i en prekær sikkerhedspolitisk situation, vurderede den radikale udenrigsminister Peter Munch i 1908.

Det er for snævert at se udfordringen for velfærdsstaten som udelukkende et økonomisk problem.

Michael Böss
Dr.phil. i historie, forfatter og seniorrådgiver, Tænketanken Prospekt

Munch var overbevist om, at det ville være umuligt for Danmark at opbygge et militært forsvar over det mægtige og truende Tyskland. Desuden var han bekymret over, at en militarisering af Danmark ville kunne gøre landet sårbart over for den ideologi, som prægede det Tyskland, man skulle forsvare sig mod.

Dertil kom truslen mod demokratiet fra kommunismen i en tid, hvor de sociale kløfter voksede, og det danske samfund var ved at blive moderne, men også socialt set mere ustabilt.

Munchs svar: At Danmarks bedste forsvar for sin eksistens som stat og demokrati ville afhænge af, at der fandtes et indre sammenhold omkring staten og nationen i befolkningen.

Frem for at opruste militært skulle der ske en "indre mobilisering, der gjorde den danske nation stærk og i videst muligt omfang immun overfor militaristisk (læs: tysk) og antidemokratisk (læs: kommunistisk) ideologisk påvirkning," som historikeren Bo Lidegaard formulerer det.

Danmarks overlevelse afhang altså af, at der i befolkningen fandtes en forestilling om, at den udgjorde et folk, der var forankret i et stærkt nationalt fællesskab. 

Velfærd som nationsbygning

For Munch var der tre midler til at styrke "Samfølelsen" og loyaliteten over for staten, nemlig udbygning af demokratiet, gennemførelse af sociale reformer og udvikling af en national kultur. Kulturen skulle fungere som "det danske Folks aandelige Værn".

Rent konkret skulle nationsbygningen sættes i værk gennem institutioner, der fik borgerne til at identificere sig med staten, deriblandt et sundhedssystem og sociale love, der sikrede et minimum af social tryghed i form af pension, fattighjælp, boliger og så videre.