Kronik

Historiker: Den danske velfærdsmodel er afgørende for vores nationale sammenhængskraft

Reformen af velfærdsstaten bliver i regeringsgrundlaget beskrevet som en bevægelse væk fra velfærdsstaten og mod et velfærdssamfund. I den bevægelse glemmer man, at velfærdsstaten har stor betydning for vores sammenhængskraft, skriver Michael Böss.

Investering i velfærd er en forudsætning for, at der i fremtiden stadig vil findes noget, der ligner Grundtvigs forestilling om et folkeligt fællesskab, skriver Michael Böss. 
Investering i velfærd er en forudsætning for, at der i fremtiden stadig vil findes noget, der ligner Grundtvigs forestilling om et folkeligt fællesskab, skriver Michael Böss. Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Michael Böss
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I det regeringsgrundlag, som SVM-regeringen blev enig om i december 2022, lyder det, at "regeringen ønsker at bevæge Danmark fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund med meget mere lokal frihed, selvbestemmelse og forandringskraft". Det var første gang, at en dansk regering satte et skel mellem stat og samfund i velfærdsdebatten.

Det udspil til en ældrereform, som regeringen lagde frem 30. januar i år, lod offentligheden forstå, hvad bevægelsen fra velfærdsstat til velfærdssamfund konkret kan komme til at betyde: At det ville åbne for et nærmere samspil mellem kommunerne, de pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.

Der bør næppe herske tvivl om, at den danske velfærdsmodel er trængt i disse år. Den er stadig dyr og svær at finansiere i et samfund, der gennemgår større demografiske forandringer med færre unge til at betale for stadig flere ældres velfærd og nye borgere fra andre lande, som fra begyndelsen ikke blev tilstrækkeligt informeret om den samfundskontrakt, som velfærdssystemet forudsætter.

Men alligevel er det for snævert at se udfordringen for velfærdsstaten som udelukkende et økonomisk problem. For dens afskaffelse vil nemlig betyde et farvel til det nationsbygningsprojekt, som blev indledt i begyndelsen af 1900-tallet, da grundlaget for socialstaten og den senere danske velfærdsstat blev lagt. En afskaffelse vil derfor gå ud over det danske samfunds sammenhængskraft. Og det er for dyr en pris.

Et forpligtende fællesskab

Det var særlige omstændigheder, der lå bag udviklingen af den socialstat, som blev til i første halvdel af 1900-tallet, og som lagde grunden til den danske velfærdsmodel: Danmarks territoriale reduktion som følge af nederlaget i 1864. Det stillede Danmark i en prekær sikkerhedspolitisk situation, vurderede den radikale udenrigsminister Peter Munch i 1908.

Det er for snævert at se udfordringen for velfærdsstaten som udelukkende et økonomisk problem.

Michael Böss
Dr.phil. i historie, forfatter og seniorrådgiver, Tænketanken Prospekt

Munch var overbevist om, at det ville være umuligt for Danmark at opbygge et militært forsvar over det mægtige og truende Tyskland. Desuden var han bekymret over, at en militarisering af Danmark ville kunne gøre landet sårbart over for den ideologi, som prægede det Tyskland, man skulle forsvare sig mod.

Dertil kom truslen mod demokratiet fra kommunismen i en tid, hvor de sociale kløfter voksede, og det danske samfund var ved at blive moderne, men også socialt set mere ustabilt.

Munchs svar: At Danmarks bedste forsvar for sin eksistens som stat og demokrati ville afhænge af, at der fandtes et indre sammenhold omkring staten og nationen i befolkningen.

Frem for at opruste militært skulle der ske en "indre mobilisering, der gjorde den danske nation stærk og i videst muligt omfang immun overfor militaristisk (læs: tysk) og antidemokratisk (læs: kommunistisk) ideologisk påvirkning," som historikeren Bo Lidegaard formulerer det.

Danmarks overlevelse afhang altså af, at der i befolkningen fandtes en forestilling om, at den udgjorde et folk, der var forankret i et stærkt nationalt fællesskab. 

Velfærd som nationsbygning

For Munch var der tre midler til at styrke "Samfølelsen" og loyaliteten over for staten, nemlig udbygning af demokratiet, gennemførelse af sociale reformer og udvikling af en national kultur. Kulturen skulle fungere som "det danske Folks aandelige Værn".

Rent konkret skulle nationsbygningen sættes i værk gennem institutioner, der fik borgerne til at identificere sig med staten, deriblandt et sundhedssystem og sociale love, der sikrede et minimum af social tryghed i form af pension, fattighjælp, boliger og så videre.

Læs også

Desuden skulle staten og det civile samfund sammen støtte uddannelse og folkeoplysning; for det var vigtigt, at borgerne udviklede større ansvarlighed over for deres samfund og nation. 

Men den var også udtryk for ønsket om at bevare den sociale sammenhængskraft. Velfærd som nationsbygning betød nemlig, at borgerne ikke blot blev stillet lige for loven, men også lige i forhold til velfærdsstaten. Og det gjaldt uanset deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Social velfærd var således en borgerrettighed.

Derved cementerede universalismen i velfærden samtidig forestillingen om eksistensen af et dansk folk og derved et forpligtende fællesskab, hvis medlemmer havde pligt til at udvise solidaritet med hinanden.

På den måde lagde velfærdsstaten sig i forlængelse af det nationsbygningsprojekt, som den radikale politiker og minister Peter Munch havde indledt i begyndelsen af århundredet. Lige siden har offentlige velfærdsinstitutioner da også været grundpiller i dansk selvforståelse.

Velfærd er en investering i fremtidens fællesskab

De fleste vil nok være enige i, at gratis skolegang og uddannelse er en central del af vores velfærdssystem. Når vi forventer, at staten og kommunerne investerer i skoler og uddannelsesinstitutioner, gør vi det dog ikke ud fra en overbevisning om, at undervisning og uddannelse er sociale ydelser, vi som borgere forbruger.

Vi bør fortsætte vores danske tradition med at se velfærden som et nationsbygningsprojekt til fremme af fælles goder.

Michael Böss
Dr.phil. i historie, forfatter og seniorrådgiver, Tænketanken Prospekt

Selv om visse politikere og konkurrencestatsteoretikere i begyndelsen af dette århundrede fik det til at lyde, som om det vigtigste formål for det offentlige uddannelsessystem var at forberede børn og unge på et aktivt liv på arbejdsmarkedet, er der formodentlig stadig i befolkningen en bred forståelse af, at folkeskolen stadig har andre formål.

Når vi som skatteborgere investerer i uddannelse, sker det ikke kun for at gøre de kommende generationer mere produktive, men også med henblik på, at børn og unge kan få et godt og meningsfuldt liv som del af et folkeligt, frit og demokratisk fællesskab, der rækker langt tilbage i tiden.

Investering i uddannelse er altså ikke kun en investering i human kapital, men også i social kapital: I forudsætninger for, at den enkelte kan udvikle tillid, virkelyst og livsmod, og for at samfundet kan hænge sammen.

På samme måde er investering i sundhed, gode opvækstmuligheder for børn, kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet, en sundere arbejdskultur og social inklusion vigtige for både arbejdsmarkedet og samfundet som helhed.

Læs også

Investering i velfærd er derfor stadig en forudsætning for, at der i fremtiden stadig vil findes noget, der ligner Grundtvigs forestilling om et folkeligt fællesskab. Og som også kendes fra nutidens medborgerskabsfilosofi.

Hvis vi skal reformere vores velfærdsmodel, bør det derfor ikke ske ved at overtage den liberale model, som betyder, at vi skal affinde os med voksende ulighed og dermed en svækket social sammenhængskraft, fordi store grupper vil være henvist til at leve i fattigdom og "udenforskab" (for at bruge et præcist svensk ord).

I stedet bør vi bruge traditionen i den nordiske model for at betragte borgerskab som medborgerskab. Og så bør vi fortsætte vores danske tradition med at se velfærden som et nationsbygningsprojekt til fremme af fælles goder. Og som et projekt, staten har ansvar for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Böss

Dr.phil., seniorrådgiver, Tænketanken Prospekt, forfatter og lektor emeritus, Aarhus Universitet
cand.mag. i engelsk filologi og kristendomskundskab (Aarhus Uni. 1977)

Bo Lidegaard

Forfatter, partner, Kaya
cand.phil. (Købehavns Uni. 1984), dr.phil. (1997)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024