Historiker: Styrk demokratiet - afskaf partierne og træk lod i stedet

Af Asser Amdisen
Historiker og i bestyrelsen for Brandbjerg Højskole.

Hvorfor overlader vi ikke bare magten til befolkningen? Rent teknisk er det ikke noget problem at lade en computer udtrække 499 borgere i cpr-registeret og lade dem udgøre parlamentet i en årrække. De ville rimeligvis kunne repræsentere befolkningen mindst lige så godt, som de 179 partiskolede og partiudpegede medlemmer gør i dag. Repræsentativt demokrati er ikke afhængigt af, at vi går en tur i stemmeboksen og sætter et kryds ved en flok mennesker, som er valgt af partierne, og hvis holdninger er styret af partiernes strateger.

Hvis demokrati udelukkende består af muligheden for at stemme om, hvem der skal være statsleder, så har demokratiet på verdensplan det bedre end nogen sinde. Ude i verden vælger befolkninger populære partier som Islamisk Broderskab i Ægypten og præsidenter som Putin i Rusland og Erdogan i Tyrkiet - mænd med bred folkelig opbakning.

Herhjemme stemmes mindst hvert fjerde år, og lovsangen om dansk demokrati lyder højt og klart fra danske struber både herhjemme og ude. Men når man kommer ud i forsamlingshusene og spørger, hvor mange der har været med til opstillingsprocedurerne i en partiforening, så er der interessant nok langt mellem de oprakte fingre. Hvis man endvidere spørger til, hvem der føler, at de har reel indflydelse på valg eller politik, bliver der endnu længere mellem fingrene.

Det ville måske være lidt nemmere at overbevise det Islamiske Broderskab om at respektere borgerrettighederne, hvis vi selv stod stærkt på disse rettigheder – også for dem, vi ikke deler værdier med.

Asser Amdisen

Man kan spørge, om ikke vi er kommet derhen, hvor demokrati er noget, vi snakker om og principielt er tilhængere af, men som vi har glemt hvad er?

I kernen af demokratiet ligger en menneskeforståelse, der handler om, at enhver borger er et autonomt individ, som kan tænke, handle og ytre sig frit. Tilsammen har borgerne fået overladt magten over fællesskabet på enhver måde, som vel at mærke ikke fratager andre individer deres rettigheder eller uafhængighed.

De politiske partier er, som de fungerer i dag, organisationer, som lægger sig mellem den autonome borger og den politiske magt. Den reelle magt i samfundet ligger hos dem, der er i stand til at tækkes de formelle eller uformelle magtstrukturer i et parti.

Asser Amdisen

Borgerrettighederne eller de liberale frihedsrettigheder er jo det fundament, demokratiet hviler på. Når man, som det er set både herhjemme og i udlandet, med velmenende politiske tiltag som terrorpakker, burkaforbud (eller burkatvang), forbud mod anderledes seksualitet, retssikkerhedskompromiser eller andet begrænser borgerrettighederne, voldtager man demokratiet og fratager borgerne deres mulighed for at være demokratiske borgere.

Det kan hænde, at det giver mere tryghed og sikkerhed for befolkningen, men prisen er erodering af demokratiet.

De politiske partier er, som de fungerer i dag, organisationer, som lægger sig mellem den autonome borger og den politiske magt. Den reelle magt i samfundet ligger hos dem, der er i stand til at tækkes de formelle eller uformelle magtstrukturer i et parti.

Partier er organisationer med egen logik og egne interesser. Partier ønsker at få større vælgertilslutning og bedre økonomi. I gamle dage var medlemmer og kontingenter det vigtigste, men i dag handler det mere om at få adgang til de lukrative støtteordninger, som følger med valgte medlemmer i byråd, Folketinget og Europa-Parlamentet.

Partierne ønsker, at alt forbliver, som det er. Enhver forandring af demokratiet eller det politiske system ses – med mindre forandringen er stigninger i partitilskud, hævelse af spærregrænserne eller andre partistøtteordninger – som en trussel.

Selv om der stemmes om tingene mange steder i verden, er demokratiet i forfald. Borgerrettighederne nedbrydes for at sikre vores tryghed - angiveligt for at redde demokratiet. Det frie individs faktiske ret til at have indflydelse på politikken indskrænkes af, at organisationer – primært de politiske partier – har tildelt sig selv rollen som gatekeeper mellem befolkningen og magten.

Skal vi på længere sigt sikre reelt demokrati, er det helt afgørende, at vi reflekterer over, hvor demokratiet egentligt kommer fra. Vi bliver ganske enkelt nødt til at lære, at borgerrettigheder ikke bare er en luksus, vi kan flage med, når alting er nemt, men fundamentale grundregler for vores fællesskab, som ikke kan gradbøjes eller afsvækkes, selv når vores liv og sikkerhed er truet.

Vi bør også ved samme lejlighed overveje, om den variant af det repræsentative demokrati, hvor vi overlader alle beslutninger til partier, på længere sigt er en holdbar styreform. Hvis man kunne fjerne opfattelsen af politik som et levebrød, kunne almindelige mennesker måske igen få en fornemmelse af, at demokratiet var deres – og ikke mindst deres ansvar.

Vi har en lang og god demokratisk tradition her i landet, men spørgsmålet er, om ikke vi er lige så meget verdens bedste demokrati, som vi er europamestre i fodbold?

Det ville måske også være lidt nemmere at overbevise Putin og Erdogan om, at deres fåmandsvælde er en uskik, hvis ikke vi selv havde overladt magten til en lille gruppe partimedlemmer. Det ville måske være lidt nemmere at overbevise det Islamiske Broderskab om at respektere borgerrettighederne, hvis vi selv stod stærkt på disse rettigheder – også for dem vi ikke deler værdier med.

Så kunne vi danskere (igen) blive en stemme i verden, som forsvarede demokratiet som princip, i stedet for en stemme, som kritiserer resten af verden for ikke at have de samme holdninger som os.