Holger K. er den sympatiske socialist, der fortæller os, at det hele nok skal gå  

Det er Holger K. Nielsen selv, der skriver det: SF står for ”en venlig dansk venstreorientering” og en ”sympatisk socialisme”.

Altså modsat de dogmatiske kommunister og de mere magtorienterede socialdemokrater.

Man kan sige det samme om Holger K. Nielsen selv: Han er simpelt hen en venlig og sympatisk, venstreorienteret mand. En mand, som nærmest på trods strøg til tops og satte sine markante aftryk på dansk politik.  

Han var en af hovedkræfterne bag det danske nej til EU-traktaten i 1992 – men han var også den, der tog ansvaret for at tænke et skridt frem og sikre Danmark en plads i det europæiske samarbejde med fire forbehold, som står den dag i dag.

SF-ministre dummede sig, men i den disciplin stod vi ikke tilbage for de to andre regeringspartier

Holger K. Nielsen

Han var også manden, der med et langt sejt træk som formand banede vejen for, at SF i 2011 med Villy Søvndal i spidsen blev parat til at gå med i en regering for første gang. Og han var dén, der trådte ind og tog ansvar, da projektet efter kort tid begyndte at kuldsejle.

Masser af fejl

Nu har han forladt Folketinget og skrevet en bog, hvor han nøgternt og oprigtigt forsøger at forstå og forklare sin egen tid og de forløb, han var en del af. Mange af dem ender helt anderledes, end han selv havde håbet, og Holger K. Nielsen lægger ikke skjul på, at der blev begået fejl undervejs. Masser af fejl.

Han benægter heller ikke, at der følger mange lunkne kompromisser og egentlige nederlag med, når man søger magten og indflydelsen.

Men det er også i det lys, man skal forstå, bogens temmelig underspillede titel: ’Det var det værd’.

For det er ikke en bog, der primært handler om fortrydelse, hævn eller bagkloge betragtninger. Det er tværtimod en gennemført ærlig bog om, hvordan politik er i virkelighedens verden: Hårdt og til tider utaknemmeligt arbejde, der sjældent fører til enorme sejre, men som alligevel over tid er med til at rykke samfundet i en anden retning.

Det er også en bog, der handler om magt - og om hvor svært venstrefløjen kan have det med magten. Man stræber efter den, men magten bliver på en eller anden måde betragtet som noget suspekt i sig selv, og derfor ender det nemt med interne skænderier og tvivl, lige når man skulle til at sætte sig igennem og bruge indflydelsen til noget. 

Og hvis det lyder lidt kedsommeligt, så lad mig slå fast: det er det ikke! Bogen er langt mere velskrevet, langt mere humoristisk og langt mere tankevækkende end de fleste politiske bøger. Og den tager sig selv alvorligt nok til at have et navneregister, man kan slå op i, herligt! Til gengæld er billedsiden en sørgelig omgang, som forlaget nok kunne have gjort lidt mere ved.

Raser på en venlig måde

Politiske feinschmeckere vil sluge kapitlerne om SF’s stormfulde periode som regeringsparti i 2011-2014. De afsnit gør næsten ondt at læse, fordi Holger K. Nielsen med et underspillet sprog udstiller det, han opfatter som egoisme og mangel på politisk format hos visse kolleger.

Hør for eksempel, hvad Holger K. Nielsen skriver om Villy Søvndals beslutning om at gå af som formand for SF i 2012.

”Det er naturligvis sjovere at være formand for et parti med 20 procent i meningsmålingerne end for et parti, der ligger og skraber nede på omkring 5 procent, men sådan er det jo. (…) Jeg fandt hans beslutning uansvarlig. Han havde gjort et fantastisk arbejde med at skaffe SF fremgang, men så måtte han også holde ud, når det blev svært. Mens Villy fik bundter af roser fra partifæller i medierne for sin indsats og sin beslutning, var jeg derfor mere forbeholden i mine kommentarer”.

Sådan raser en venlig, venstreorienteret mand. Han er lidt ”forbeholden”.

Hård mode Thorning og Vestager

På samme måde er den venlige mand i øvrigt temmelig forbeholden overfor Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager – så har man vist ikke skrevet for meget.

Førstnævnte var ifølge Holger K. Nielsen en elendig mødeleder, der ikke kunne sit politiske håndværk. Den anden en kynisk magtpolitiker, der udnyttede sin erfaring til at tromle sine partnere og dermed reelt ødelægge den regering, hun selv var en del af.

Mens Villy fik bundter af roser fra partifæller i medierne for sin indsats og sin beslutning, var jeg derfor mere forbeholden i mine kommentarer

Holger K. Nielsen

Kritikken står så meget desto skarpere, fordi Holger K. Nielsen ikke forsøger at løbe fra de fejl, som SF og han selv begik undervejs. Han opsummerer den dysfunktionelle regering sådan:

”SF-ministre dummede sig, men i den disciplin stod vi ikke tilbage for de to andre regeringspartier”.

Holger og konen tror på... EU som stormagt

Men faktisk – og overraskende nok – er bogens mest interessante kapitler ikke de saftige afsnit om den dysfunktionelle S-SF-R-regering. Det er derimod kapitlerne om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som fint kunne have båret udgivelsen helt alene.

EU har Holger K. Nielsens helt særlige interesse. Inden han blev valgt til Folketinget første gang i 1981, arbejdede han i to år for SF i Europaparlamentet, og der lagde han grunden til et nuanceret syn på det europæiske samarbejde.

Han kombinerer sin skepsis overfor unionstanken med en erkendelse af, at et stærkt EU er helt uomgængeligt i en ny verdensorden som modpol til USA og Kina.

”Mange af mine meningsfæller bryder sig ikke om udtrykket ”stormagt”. Der er på venstrefløjen en instinktiv aversion imod det at være stor – vi har det bedst med, at Danmark skal være en småstat, der udbreder sig om sin moralske overlegenhed og i den forbindelse er et eksempel til efterfølgelse for andre,” lyder det skarpt fra Holger K. Nielsen.

Han slår fast, at EU på mange plan er ”den progressive stemme i verdenspolitikken”. I samme åndedrag kritisrerer han udenrigsminister Jeppe Kofods erklærede mål om at føre ”en moralsk udenrigspolitik”.

”Det udtryk bryder jeg mig ikke om, for man kan sjældent leve op til udtrykket og ender derfor i dobbeltmoral,” skriver Holger K. Nielsen og foreslår i stedet en udenrigspolitik, der er styret ”af demokratiske værdier, respekt for retsstaten og en tilgang, hvor militære løsninger er mere undtagelsen end reglen og den absolut sidste mulighed.”

Skarpt opgør med Foghs aktivisme

Her, halvvejs inde i bogen, skruer Holger K. Nielsenfor alvor op for blusset.

Den ellers så venlige venstreorienterede mand skruer bissen på i et skarp opgør med Anders Fogh Rasmussens definition af en ”aktivistisk udenrigspolitik”. For dansk udenrigspolitik var aktivistisk, længe før VK-regeringen i 2001, argumenterer forfatteren. Det nye var, at den med Fogh også blev ekstremt militaristisk.

Om Fogh hedder det i øvrigt syrligt, at han var en god kollega, men "ikke det politiske geni, han af og til gøres til". 

Holger K. Nielsen har som medlem af Forsvarsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn fulgt det hele fra nærmeste hold og aflagt flere besøg i de lande, hvor danske soldater var udsendt. Han skriver medfølende om de unge mænd og kvinder, der blev sendt ud på missioner, hvis formål i bedste fald var uklart.

Hans analyse af udviklingen i Irak, Syrien, Afghanistan og Libyen viser, at han havde fortjent mere end de 55 dage, han fik som udenrigsminister, inden SF forlod regeringen.

Man må håbe, at Jeppe Kofod og hans nærmeste medarbejdere får læst Holger K. Nielsens bog, inden de skriver videre på den udenrigspolitiske strategi, de måtte skrotte, da Taliban for nylig indtog Kabul.

Blev stemt ned om udlændinge i SF

Udlændingepolitik har udviklet sig til det altdominerende politiske emne i de årtier, hvor Holger K. Nielsen har siddet i Folketinget.

Holger K. Nielsen beskriver indgående, hvordan han selv forsøgte at flytte sig selv og SF, da emnet for alvor eksploderede omkring jordskredsvalget i 2001. På SF’s landsmøde, som blev holdt inden valget i 2001, satte Holger K. Nielsen emnet på dagsordenen og opfordrede sine partifæller til at erkende, at ”kulturmødet ikke er uden problemer”, og at mange danskere er bekymrede over, om velfærdssamfundet kan håndtere et stort antal udlændinge.

Men da partiet skulle vedtage en udtalelse – en særlig SF-specialitet, som altid kræver natlige forhandlinger om hvert eneste komma – blev formandens afsnit om kulturmødet streget ud. Der skulle gå mere end håndfuld år, før SF var parat til at sige den slags højt.

Demokratiet har det fint

I et befriende sidste afsnit afviser Holger K. Nielsen den udbredte myte om, at det danske demokrati eller folkestyre skulle være dysfunktionelt eller befinder sig i en dyb krise. Jo, mange ting kan blive bedre, men vi har ”faktisk skabt et demokrati, som ikke er så ringe endda”.

Holger K. Nielsen var aldrig blevet en god revolutionær. Dertil tror han for meget på systemet. Og han var heller ikke blevet en god socialdemokrat – dertil er han for kritisk overfor systemet.

Han er en folkesocialist, der – uanset om man er enig med ham eller ej – formår at reflektere over både sine egne og samfundets dogmer. Derfor kan man trygt bruge hans egne ord om den nye bog: Det var det værd.