Hvis Konservative skal finde vej ud af den borgerlige borgerkrig, må de definere sig i egen ret

Konservative har landsråd i denne uge. Det kommer til at gå forholdsvis stille af sig.

For det er en fejl at forestille sig, at den skarpe kritik fra skikkelser som John Wagner, Peter Sterup, Lars Barfoed og Jakob Axel Nielsen har meget bred opbakning i partiet.

I sin skarpe form repræsenterer den snarere en yderposition, men den får på den anden side sin energi fra en bredere utilfredshed.

De velformulerede kritikere fremlægger grundlæggende en fortælling om, at Konservative er blevet "nationalkonservativt". Klarest hos Jakob Axel Nielsen, da han sagde:

"I 1989 finder man ud af, at den samfundsmodel, der fungerer, er et globalt, inkluderende, udadskuende, kapitalistisk demokrati. Men i 2001 bliver der så født en bevægelse, der er nationalt orienteret, ekskluderende, indadskuende og grænselukkende."

Det er altså "89’ere" mod "01’ere".

Indtil for nyligt var kritikken af Pape, at han ikke rigtig havde en linje. Nu er kritikken så, at han er meget højreorienteret. Kommentariatet har mestendels overtaget analysen. Så må den jo være rigtig.

Mere nøgternt kan man konstatere, at Konservative faktisk er gået til højre efter 2001. Det er imidlertid sket i forlængelse af en almindelig bevægelse i det borgerlige Danmark. Under Pape har partiet, indtil det skæbnesvangre valg, netop haft succes med at lægge sig et mulehår til højre for Venstre på økonomisk politik og værdipolitik.

Afstanden til Venstre har dog altid være meget mindre end nærheden til højrepopulismen.

Men kritikernes analyse er interessant. Den skriver sig ind i den historie om splittelse og fraktionering, som jeg forsøgte at få greb om i min bog Borgerlig krise sidste år.

Borgerlighed har traditionelt været sammensat af noget liberalt, noget konservativ og noget folkeligt. De rene positioner har ikke haft mange venner. Konservative selv var i høj grad et kompromis.

Man skal ikke tro, at man kan skræve over de tektoniske plader. Man må tværtimod vælge side. Trække et skel til de andre. Borgerlighedens logik afløses af borgerkrigens logik.

Christian Egander Skov

Historisk kom det til udtryk i, at man populært sagt havde svært ved at beslutte sig for, om man nu skulle hedde Det Konservative Parti eller Folkepartiet. Det var i 1916. Resultatet kender vi.

I dag er det borgerlige Danmark imidlertid splittet mellem to positioner. Det sætter det traditionelle centrumhøjre under krydspres.

På den ene side en position, som vi kan beskrive som værdiliberal, global og teknokratisk. Og på den anden side en position, vi kan beskrive som værdikonservativ, lokal og populistisk.

Skellet handler om fortællinger og selvforståelse, men går dybere end som så. Begge positioner er forsøg på at forholde sig til en samfundsmæssig virkelighed, der er ved at udkrystallisere sig.

Vi forskanser os i vores egne grupper sammen med folk, der minder om os selv økonomisk, socialt og værdimæssigt. Vi kan kalde det “elite" mod “folk", om vi vil. Vi kan også vende os bort fra denne måde at sætte ord på skellet. Det er uden tvivl simplificerende og er langt fra neutralt. Det er en del af populismens vokabularium.

Men vi kan ikke afvise den virkelighed, der bygger sig op foran os.