Kommentar af 
Jacob Nyrup

Hvorfor har vi så svært ved at genkende en diktator?

Hvorvidt der bliver afholdt valg er ikke nok til at kalde et land demokratisk. Vi skal i stedet se på den strukturelle underminering af demokratiske værdier, skriver Jacob Nyrup.

Når&nbsp;Danmark løbende forhandler med Rwanda om asyl- og migrationspolitik,&nbsp;bidrager vi&nbsp;til at give diktatorer unødig legitimitet, skriver Jacob Nyrup.<br>
Når Danmark løbende forhandler med Rwanda om asyl- og migrationspolitik, bidrager vi til at give diktatorer unødig legitimitet, skriver Jacob Nyrup.
Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix
Jacob Nyrup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det tyrkiske regime tog det mildest talt ikke pænt, da Mario Draghi, Italiens premierminister, i april 2021 kaldte Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan for en diktator.

Tyrkiets udenrigsministerium indkaldte den italienske ambassadør i Ankara til en kammeratlig samtale på grund af Draghis "uacceptable kommentarer" og Faruk Kaymakci, Tyrkiets viceudenrigsminister, bemærkede, at Erdogan var blevet valgt med et flertal af stemmerne, mens Draghi ikke var blevet valgt af befolkningen, men blot var blevet udpeget.

Eksemplet viser, at det er svært at kende forskel på nutidens demokratier og diktaturer. Når vi hører ordet diktatur, så tænker vi ofte på rædselsregimer som Nazityskland eller Sovjetunionen.

Imidlertid prøver flertallet af nutidens diktaturer at efterligne demokratier. Det betyder, at både den brede befolkning og de danske medier ofte bliver snydt af diktatorer, der pynter sig med demokratiske fjer.

Blandt demokratiforskere er der en løbende diskussion om, hvordan man definerer demokrati. Mange vælger dog at koge det ned til, hvorvidt befolkningen regelmæssigt kan vælge deres ledere gennem frie og fair valg.

Vi har en tendens til at fokusere på selve eksistensen af valg, når vi skelner mellem demokratier og diktaturer. Men i dag har de fleste diktaturer valg. Erdogan vandt sit seneste præsidentvalg i 2018 og regner med at blive genvalgt i 2023.

Diktatorer har udviklet et stort arsenal af metoder, som de kan bruge til at underminere demokratiske valg.

Jacob Nyrup, adjunkt, Universitetet i Oslo

På samme måde er Ruslands Vladimir Putin blevet valgt som præsident i 2000, 2004, 2012 og 2018. I 2008 lod Putin Medvedev holde stolen varm, mens Putin reelt var dukkefører som premierminister. Selv Nordkoreas Kim Jong-Un afholder valg. Det seneste i 2019, hvor hans parti fik 100 procent af stemmerne.

Derfor er regelmæssige valg i sig selv ikke nok til at erklære et land demokratisk. Mange diktaturer manipulerer valget i en sådan grad, at der reelt ingen tvivl er om valgresultatet. Vi må derfor se på, hvorvidt valget er frit og fair.

Diktatorer har udviklet et stort arsenal af metoder, som de kan bruge til at underminere demokratiske valg. De kan eksempelvis prøve at fuske med stemmeafgivningen. Dette kan man gøre ved at proppe stemmeboksen med falske stemmesedler eller ved at offentliggøre forfalskede resultater.

Imidlertid er decideret snyd ildeset blandt befolkningen og leder ofte til store protester, som vi for nyligt så det i Hviderusland efter valget i 2020. De fleste diktatorer bruger derfor mere sofistikerede metoder til at undergrave valghandlingen. Eksempelvis kan statslige arbejdsgivere sørge for, at deres ansatte stemmer og samtidig give et vink med en vognstang om, at de bør stemme på den regerende diktator.

Herudover kan man undertrykke oppositionen, så den ikke kan konkurrere på lige vilkår. Dette kan gøres ved hjælp af grove metoder som likvidering, tortur eller fængsel. Putins regime forsøgte eksempelvis at forgifte oppositionspolitikeren Alexander Navalny. Men smarte diktatorer behøver ikke altid gå til sådanne yderligheder.

Putins regime forsøgte eksempelvis at forgifte oppositionspolitikeren Alexander Navalny. Men smarte diktatorer behøver ikke altid gå til sådanne yderligheder.

Jacob Nyrup, adjunkt, Universitetet i Oslo

I nogle tilfælde kan man blot ruinere oppositionen økonomisk, da man har kontrol over retssystemet og derfor kan bruge det til at uddele store bøder. Det er en metode som Singapores regime har brugt ofte.

Eller man kan simpelthen udelukke populære oppositionspolitikere fra at stille op til valget. Den congolesiske oppositionspolitiker Moise Katumbi blev nægtet indrejse til Congo efter et udlandsophold, så han ikke kunne udfordre regimet ved stille op til valget. 

Det er også vigtigt at kontrollere informationen, som befolkningen får. Det kan man gøre ved at underlægge sig den frie presse og censurere kritikere. Igen er der flere måder at føre dette ud i livet.

De værste diktatorer forbyder alle kritiske medier og sågar også sociale medier. De kan dermed opnå noget nær total kontrol med informationsstrømmen. Men det kan også gøres mere subtilt. Eksempelvis har Victor Orbans allierede i Ungarn opkøbt store dele af den frie presse og omdannet dem til propagandakanaler.

Diktaturer kommer derfor i dag sjældent med et stempel. I stedet bruger de en lang række redskaber, så de kan afholde valg, hvor der ingen tvivl er om resultatet. Disse valg kan hjælpe dem med at fremstå som legitime, folkevalgte ledere og til at opnå anerkendelse fra omverden.

Ofte falder vestlige politikere, journalister og kendisser i fælden og ender med at give diktatorer unødig legitimitet. Dette ses eksempelvis, når Danmark løbende forhandler med Rwanda omkring asyl- og migrationsområdet.

Til at starte med må vi forstå, at demokrati ikke blot er lig valg. Valgene skal også være frie og fair. 

Jacob Nyrup, adjunkt, Universitetet i Oslo

Rwanda et brutalt diktatur uden respekt for basale frihedsrettigheder. Paul Kagame, Rwandas præsident, vandt 99 procent af stemmerne ved det sidste valg og hans håndlangere kidnappede oppositionspolitikeren Paul Rusesabagina, der er portrætteret i filmen Hotel Rwanda, på et besøg til Dubai.

Kagame er en mester i at sløre skellet mellem demokrati og diktatur, og det nævnes ofte, at Rwanda har en af verdens højeste andele af kvinder i parlamentet. Da CNN spurgte Kagame om hans tvivlsomme demokratiske meritter, forsvarede han sig med, at Vesten ikke kan definere, hvad der er demokrati, og at han repræsenterer en særlig form for demokrati.

Men hvordan undgår vi at falde i fælden? Til at starte med må vi forstå, at demokrati ikke blot er lig valg. Valgene skal også være frie og fair. Og derefter må vi gøre som Draghi og kalde en diktator for en diktator. Hvis vi ser, at en leder massivt underminerer demokratiske institutioner og systematisk bruger nogle af de trick, der blev nævnt før, så har vi formentligt at gøre med en diktator.

Tyrkiet har ikke længere frie og fair valg, et frit medielandskab og en opposition, der kan konkurrere på lige vilkår. I stedet er der massiv undertrykkelse og censur. Ofte er det faktisk ikke svært at genkende en diktator, hvis vi blot ser ordentligt efter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Nyrup

Adjunkt, Universitetet i Oslo
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2015), KA i statskundskab og politisk økonomi (London School of Economics 2014), DPhil i politik (Oxford Uni. 2020)

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)