Jarl Cordua: Ellemann har fået en mulighed for at slippe af med problemet Støjberg

KOMMENTAR: Instrukskommissionens delberetning er ikke bare et problem for Støjberg, der med god sandsynlighed kan ende i en rigsretssag, men også for Venstre. Det kan vende stemningen i partiet, så Ellemann kan slippe af med den besværlige næstformand.

Det, som nogle advarede om og måske endda frygtede ville ske for Venstre, endte med at ske.

Stik imod især Venstres egne forventninger - øjensynligt funderet på Venstre-kasserer og Støjberg-bisidder i sagen advokat Nicolai Mallets åbenbart forkerte vurderinger - så endte Instrukskommissionen i sin delrapport med at udtale så hård kritik af tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, at det pludselig er et meget sandsynligt udfald, at hun om nogle uger bliver indstævnet for en rigsret af et flertal af Folketingets partier.

Det er ikke kun et problem for Støjberg selv, men også for hendes eget parti, Venstre, hvor hun som bekendt er næstformand og dermed sammen med formanden personificerer det store oppositionsparti, der skal udgøre regeringsalternativet til Mette Frederiksens Socialdemokratiet. 

For hvordan kan Venstre nogensinde gøre sig håb om regeringsmagten, hvis partiets næstformand er anklaget og måske endda siden dømt i en rigsretssag?

Det åbner naturligvis en diskussion om Støjbergs fremtid som næstformand, herunder om det stadig åbenbart bizarre forhold, at til trods for at Støjberg ligner en anklaget i en historisk rigsretssag, så fungerer hun helt upåvirket af situationen som sit partis retsordfører. Senest som forhandler i et netop kuldsejlet forlig med regeringen om politireformen, som i stedet fik anden borgerlig støtte.

En alenlang kø af landets juridiske kompetencer mener, at der er rigelig grund til at rejse en rigsretssag mod Støjberg, og vurderingerne får solid opbakning i lederartikler i de borgerlige morgenaviser og fra borgerlige meningsdannere som direktør Martin Ågerup fra den borgerlige tænketank Cepos og tidligere V-justitsminister Søren Pind, der længe har været kritiker af Støjbergs ageren i sagen, og som selv har vidnet foran Instrukskommissionen.

Sidst, men ikke mindst, har partiet Liberal Alliance som det første af Folketingets partier meddelt, at man under alle omstændigheder støtter en rigsretssag mod Støjberg, hvilket fuldstændig pulveriserer påstanden, som er ganske levende på de sociale medier, at sagen mod Støjberg er et venstreorienteret kup mod den mange steder populære Venstre-politiker.

Mange venstrefolk har øjensynligt også overbevist sig selv om, at sagen om Støjbergs ulovlige instruks enten løb ud i ingenting eller kunne spinnes væk. Således har hovedpersonen selv og hendes klakører længe rejst rundt i offentligheden og i partiets bagland med en påstand om, at sagen var rejst af politiske modstandere af Støjbergs hårde udlændingelinje. Det indbefatter også den temmelig infame påstand om, at kritikerne samtidig går ind for barnebrude og er en slags talsmænd for gamle skæggede muslimske pædofile fra Mellemøsten, der kastede sig over uberørte purunge kvinder, mens Støjberg som en slags Jeanne d’Arc uselvisk og selvopofrende kom dem til undsætning.

Imidlertid har Instrukskommissionen fuldstændigt piftet Støjbergs påstand, at hun med sin ulovlige instruks skulle have reddet unge piger ud af kløerne på åbenbart ækle, gamle pæderaster. I delrapporten står der: "Kommissionen har desuden fundet, at Inger Støjbergs omtale af fire piger, som var blevet ”reddet”, var misvisende og med til at tegne et billede af ordningens virkning, som omstændighederne i sagerne ikke gav grundlag for."

Da rapporten blev offentliggjort, så man en række venstrefolk som tidligere energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, mink- og landbrugsordfører Erling Bonnesen og trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen rykke ud med støtteerklæringer til Støjberg. På mandagens gruppemøde kom også tidligere miljøminister og i mange år stærkt indflydelsesrige Hans Christian Schmidt med en varm støtteerklæring til den stærkt pressede næstformand.

De nævnte repræsenterer en stærk traditionel fløj med stor indflydelse i partiets organisation, som stædigt insisterer på et samarbejde mellem Inger Støjberg og Jakob Ellemann-Jensen, til trods for at det åbenlyst for de fleste på intet tidspunkt har fungeret. Det er en fløj, der under hele forløbet har nægtet at anerkende, at Instrukskommissionen kunne ende med et meget skidt udfald for partiets næstformand, som man udelukkende ser som et aktiv over for vælgere på højrefløjen og i øvrigt garant for en stram udlændingepolitik og hård retspolitik kombineret med jysk-fynske landbrugsinteresser.

Men måske har Instrukskommissionens delrapport vækket de dele af partiet, der ikke har taget sagen tilstrækkelig alvorligt. Det er eksempelvis markant, at hele Venstres folketingsgruppe tirsdag sluttede sig til kredsen af partier, der mener, at Folketinget skal bede et par erfarne eksterne jurister om at "oversætte" konklusionerne i kommissionens delrapport, der så kan munde ud i en egentlig vurdering af, hvorvidt der kan rejses tiltale mod Støjberg og dermed nedsættes en rigsret.

Folketingets administration og flere af medlemmerne af Folketingets Udvalg for Forretningsorden (UFO) har indledningsvist skævet til, hvordan man håndterede sagen, da Tamilrapporten landede tilbage i 1993. Dengang bad man et par erfarne jurister om sideløbende med deres vurdering også at udfærdige et anklageskrift og siden agere som anklagere i rigsretssagen, som Folketinget endte med at føre mod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Imidlertid er der ingen garanti for, at Støjberg-sagen kommer til at løbe i præcis samme spor, fordi Folketinget også denne gang beder om en sådan vurdering. Faktisk tyder en del på, at der vil komme slagsmål undervejs om, hvad de pågældende eksterne jurister får i opdrag. Diskussionen herom skal næppe vare ret lang tid, da Folketinget kun har få uger, indtil februar, til at få nedsat en rigsret. Det vil De Radikale og venstrefløjen naturligvis kæmpe imod vil ske, for hvis ikke det sker, så falder sagen på grund af forældelsesfristen på fem år.

I udvalget er det Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, der på sit partis vegne skal forsøge at påvirke sagen, hvilket for mange venstrefolk var en selvstændig grund til at tilslutte sig det allerede eksisterende flertal, der krævede nye øjne på kommissionens rapport. Omvendt ser kritikere Lauritzens opgave, som at han vil gøre, hvad han kan for at opholde sagen og forsøge at skabe alliance eventuelt med Socialdemokratiet, sådan at en rigsretssag aldrig bliver nedsat.

I Venstre kan man støde på flere holdninger til sagen, selvom der nu er opbakning til de eksterne juristers vurdering. Der er dem, der mener, at Støjberg bør stilles for en rigsret. Der er naturligvis dem, der er imod, og så er der dem, der er stærkt bekymrede for partiets fremtid, og som gerne ser Inger Støjberg og hendes sag afkoblet fra projektet Venstre. De har også svært ved at se, at Venstre, som LA, kan være politisk konsistente i et muligt opgør med regeringen i minksagen.

Det enkleste ville naturligvis være, hvis Støjberg selv indså det uholdbare i, at hun er partiets næstformand. Intet tyder dog indtil videre på, at det vil ske. Tværtimod. Støjbergs stædighed er legendarisk og udgør selve hendes politiske brand.

Støjbergs taktik, siden kommissionsrapporten kom, er at opstille en verbal stenmur med kontante afvisninger af alle anklager. Det sker med henvisning til den umiddelbare kendsgerning, at hun aldrig afgav en egentlig konkret mundtlig eller skriftlig ordre til sine embedsmænd og dermed i modstrid med loven nægtede teenageflygtningeægtepar den individuelle vurdering, som de ellers ifølge loven havde et krav på. 

Imidlertid sagde og gjorde hun så alt muligt andet, blandt andet ved at udsende en pressemeddelelse, der fik systemet til i en periode at indføre denne ulovlige praksis - formentlig ud fra et kynisk og velkalkuleret politisk motiv om at ville se tilstrækkelig barsk ud i offentligheden over for de forkætrede "barnebrude", som der var bygget en folkestemning op om, så det tog sig ud som et kæmpe problem.

På de indre linjer benægtede hun og hendes rådgivere, selv efter hun erkendte denne ulovlighed, og ministeriet ændrede praksis, at det ville skabe problemer for hende eller Venstre. De tog fejl.

De konsekvente fejlkalkuler fra Støjberg-tilhængernes side om, hvor denne sag ville ende, kan netop være Jakob Ellemann-Jensens mulighed for at slippe af med den besværlige næstformand. For blandt den store del af folketingsgruppen og partiet, der mener, at Venstre er mere og andet end Støjberg, og at Venstre bør frigøre sig fra denne dødvægt, inden partiet bliver trukket ned, så ligner Støjbergs møde med rigsretten den anledning, hvor man kan tage det endelige opgør.

Det kunne indledningsvist være, at partiets ledelse med Ellemann-Jensen i spidsen uden hendes accept fjerner hende som retsordfører med henvisning til, at hendes sag vil skygge for virket med at fremme Venstres retspolitik. Sværere bliver det at få hende væk fra næstformandsposten, som udelukkende er en landsmødebeslutning. Måske alvoren vil få flere af hendes ellers faste støtter til at opfordre hende til at trække sig af hensyn til partiet? Det er dette pres, som Ellemann kan sætte sin lid til. Spørgsmålet er, om det kan vokse sig stort nok.

Spekulationen kører også på, hvorvidt et pres på Støjberg vil føre til en ændring i fremtidsplanerne, så det kommer til et asyl i eksempelvis Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Støjberg er helt sikkert velkommen, men som hvad? Hverken Thulesen Dahl, Vermund eller Messerschmidt vil vige førerpladsen. Hun kan sikkert få lov til at få plads i ledelsen, men så slutter det også. Hvor attraktivt er det lige? Hvorfor så ikke blive i Venstre?

De konservative har også tilsluttet sig kredsen af partier, der ønsker et nyt sæt juristøjne til at kigge på rapporten, som mange iagttagere ellers synes er så krystalklar i konklusionerne, at det er svært at se, hvordan disse jurister skulle nå til en anden konklusion end den åbenbare: at der er basis for en rigsretssag.

De konservative, der også i deres folketingsgruppe tæller enkelte varme Støjberg-støtter, har imidlertid deres forbehold for processens endemål, og deres indledende støtte kan ikke tages til indtægt for, at de støtter en rigsretssag. 

Det samme er formentlig gældende for Socialdemokratiet, der ligesom Venstre – og Konservative – ser det som en mulighed for at vinde tid. Men hvis juristerne – som ingen endnu kender navnene på – når til en anden konklusion end landets mange juraprofessorer, der hidtil og ret enslydende har givet grønt lys for en rigsretssag, så vil det overraske offentligheden. De mange partiers indskibning i processen frem mod en eventuel rigsretssag vil formodentlig sikre, at man finder et par juridiske kapaciteter, som der står bred respekt om, og som ingen mistænker for at foretage vurderinger på juraens overdrev.

Spørgsmålet er, om der alligevel kan frembringes så stor usikkerhed, for eksempel om en eventuel domsfældelse, i vurderingen, at V, K og S finder en dør ud. Helt at udelukke, at det kan ske, kan man naturligvis ikke, men med de seneste døgns udmeldinger fra de politiske partier med videre, så ligner det et mindre sandsynligt udfald.

Måske er det også ved at sive ind i Venstre. Langsomt, men sikkert.

I miljøet omkring folketingsgruppen aner man et skift i stemningen. Også blandt de sikre Støjberg-støtter. Når nu det ikke kan være anderledes, hvad kan man så gøre for at redde Venstre bedst muligt ud af suppedasen?

Omvendt forlyder det fra partiets jyske bagland, at der endnu ikke er tegn på vaklen i geledderne. Så må prøven igen stå, om det er partiets folkevalgte, der som hyrder leder græsrødderne hjem i folden, eller om det snarere forholder sig omvendt?

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på podcasten Cordua & Steno, som Berlingske udgiver. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Tarek Hussein: Kravet om samfundssind gælder åbenbart kun muslimer Tarek Hussein: Kravet om samfundssind gælder åbenbart kun muslimer Næste artikel Martin Lidegaard: Der er dømt grønt nøl i dansk politik Martin Lidegaard: Der er dømt grønt nøl i dansk politik
Fem store opgaver venter på Dybvads nye skrivebord

Fem store opgaver venter på Dybvads nye skrivebord

FORFREMMELSE: Som ny indenrigs- og boligminister skal Kaare Dybvad favne både den kommunale økonomi og rammerne for det levede liv. Med et kommunalvalg i sigte er der grobund for værdiorienteret substanspolitik.