Kommentar af 
Jarl Cordua

Jarl Cordua: Vanopslagh har taget opgøret med Samuelsens arvesynd. Nu kender Liberal Alliance sin plads

Vanopslagh har erkendt, at Liberal Alliance skal spille rollen som vagthund, der ”blidt” bider magtpartierne i haserne og udstiller for vælgerne, at det er i Liberal Alliance, de vilde liberal-borgerlige tanker får frit løb, skriver Jarl Cordua.

Vanopslaghs opgør med
partiets forhistorie har længe været kernen i genopbyggelsen i Liberal Alliance, skriver Jarl Cordua. 
Vanopslaghs opgør med partiets forhistorie har længe været kernen i genopbyggelsen i Liberal Alliance, skriver Jarl Cordua.  Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Jarl Cordua
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Liberal Alliance har i sin relativt korte levetid oplevet både nærdødsoplevelser og genfødsler.

Som Ny Alliance fik partiet i sommeren 2007 under ledelse af Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen en af de største opture i dansk politiks historie, der dog endte med en gevaldig maveplasker, da tegnebrættet blev gjort op efter folketingsvalget senere samme år.

Sølle fem mandater, der hurtigt forvitrede til enmandshæren Anders Samuelsen og meningsmålinger, der ramte 0 procent.

Imidlertid fik han genskabt et nyt liberalt projekt under et nyt navn, Liberal Alliance, der udmærkede sig ved at være både strategisk velgennemtænkt og i begyndelsen også udført ganske veldisciplineret af de toneangivende folk, Samuelsen selv og hans nytilkomne makker Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Liberal Alliance holdt sig til fire budskaber og fik ved sit første valg i 2011 valgt nogle folk i Folketinget, der forstod vigtigheden af at kommunikere nogenlunde ensartet, men hvor man dog også gemte uenighederne af vejen.

Partiet var netop en alliance af liberale, der dog mente noget meget forskelligt, især om EU, men også om udlændingepolitik, skulle det vise sig.

Liberal Alliance lukrerede i disse år på borgerlige vælgeres massive fravalg af Venstre og De Konservative, som blev set som halehæng til Kristian Thulesen Dahls Dansk Folkeparti, der modsatte sig skattelettelser og større reformer af velfærdsstaten.

Liberal Alliance lukrerede i disse år på borgerlige vælgeres massive fravalg af Venstre og De Konservative

Jarl Cordua

I Venstre havde 10 år i regeringen udslettet politisk debat i partiet, hvor alle fulgte Anders Foghs drejebog. Under Løkke var drejebogen afskaffet. Der sad alle og ventede til allersidste øjeblik på, at chefen pludselig fik åbenbaring om, hvad der nu skulle ske med Venstres politik.

Hos De Konservative var der nok borgerlig politik på hylderne, men ingen af de daværende ledere kunne begejstre andre end græsrødderne og nogle gange ikke engang det.

Hvor Bendt Bendtsen og Lene Espersen i det mindste evnede at sælge nogle billetter, så gik det til sidst helt galt under Lars Barfoed, der i 2011 stod i spidsen for partiets hidtil dårligste valg i næsten 45 år. De Konservatives fiasko gavnede også Liberal Alliances vælgertilslutning.

I Liberal Alliance sprudlede det med energi og det væltede ind med afhoppere fra De Konservative og Venstre. Hvor liberale unge i 1990'erne meldte sig ind i Venstres Ungdom, så var det 20 år efter Liberal Alliances Ungdom at festen var for folk med de samme synspunkter.

I 2015 kom det til et kanonvalg for Liberal Alliance, der dog endte med et nærmest mytisk og manisk kamikaze ridt med en selvovervurderende partileder i spidsen, der satte alle gevinster helt over styr.

I 2015 kom det til et kanonvalg for Liberal Alliance, der dog endte med et nærmest mytisk og manisk kamikaze ridt med en selvovervurderende partileder i spidsen, der satte alle gevinster helt over styr

Jarl Cordua

Al den goodwill Liberal Alliance havde bygget op hos borgerlige vælgere om, at partiet var anderledes med fornægtelse af magtens symboler og derfor udelukkende fokuserede på idealerne og de politiske resultater kæntrede med to fatale beslutninger.

Man gik i regering uden at have forberedt baglandet og sine vælgere på beslutningen, og man truede med at stemme imod sin egen regerings finanslov, da det blev afsløret for selv de mest naive af Liberal Alliances vælgere, at Samuelsens forhandlingsstrategi overfor Dansk Folkeparti var en ren papirtiger.

Manøvren er siden gået over i den politiske danmarkshistorie som "LA’s træklatring", der sammen med Thulesen Dahls stejlhed og synlige behag ved at tilføre Liberal Alliance politiske nederlag, bidrog til et sammenbrud i mange afgørende midtervælgeres tillid til, at det blå Danmark evner at forvalte et regeringssamarbejde.

Samuelsens glæde ved magten og dens symboler var dertil for tydelig til, at vælgerne kunne ignorere det. Han betalte selv prisen ved folketingsvalget i 2019, da vælgerne i Nordsjælland, som noget meget sjældent, stemte en partileder ud af Folketinget.

Liberal Alliance kom dog ind med kun 2,3 procent, men overlevede kun ved, at partiets største talent Alex Vanoplagh blev valgt ind Vestjyllands storkreds og overtog ledelsen.

I tiden omkring valget begyndte partiet at falde yderligere fra hinanden. Det ene mandat af kun fire mistede man hurtigt, da Simon Emil Ammitzbøll-Bille blev forbigået som partileder og ikke kunne se sig selv i et liberalt parti, hvor værdikrigeren Henrik Dahl spiller en ikke uvæsentlig, meget tydelig rolle og med en politisk profil, der ikke alle steder opleves som liberal, men snarere nationalkonservativ.

Nu gik trafikken med afhoppere væk fra Liberal Alliance og i retning af især De Konservative, der siden valget har fået en opblomstring. Blandt dem partiets tidligere folketingsmedlem Laura Lindahl. 2019 blev på mange måder endnu en ”Stunde Null” for Liberal Alliance.

2019 blev på mange måder endnu en ”Stunde Null” for Liberal Alliance

Jarl Cordua

Lige siden har Alex Vanopslagh måttet trække med arvesynden fra Samuelsen, hvor mange tidligere Liberal Alliance-vælgere i vrede over at være blevet holdt for nar eller i skam over at have set deres tillid blive forvaltet så dårligt af forgængeren, har vendt partiet ryggen. Måske for altid. 

Væk er de store armbevægelser fra Samuelsens tid, hvor man ville genskabe fornuften i dansk politik, hvis vælgerne blot betroede Liberal Alliance otte mandater.

Liberal Alliance er i dag glade, hvis man kan være sikker på, at partiet bliver genvalgt til folketinget og igen får fire mandater. Selvom man i det stille håber på de tre procent, som partiet kan snige sig op på i de bedste meningsmålinger.

Vanopslagh gør sig umage med at vise en klædelig ydmyghed, der er i total modstrid med Samuelsen-perioden, hvor Liberal Alliance gjorde en dyd ud af hedonisme og hvor medlemmerne med formanden i spidsen forsøgte at overgå hinanden i storskrydende udsagn og selvovervurdering i deres prognoser på partiets opbakning og indflydelse.

I de efterhånden mange begavede små hverdagsfilm fra Christiansborg på Facebook stiller Vanopslagh sit ikke uvæsentlige komiske skuespillertalent til skue, hvor selvironien driver ned ad væggene. Kontrasten til Samuelsens ufattelige indbildskhed er både enorm og befriende.

Vanopslaghs opgør med partiets forhistorie har længe været kernen i genopbyggelsen i Liberal Alliance. Alligevel måtte han i sin tale på weekendens landsmøde endnu engang påpege, at ”den var feset ind, at der blev begået fejl i forrige valgperiode”.

Med til opgøret hører også, at partiformanden har måtte genfinde en rolle for Liberal Alliance i det stadigt mere splittede og brogede blå Danmark, hvor det blomstrer med småpartier og løsgængere.

Kort sagt skal Liberal Alliance være det blå SF. Og det skal forstås med al respekt for SF's store succes, hvor man udfylder rollen som det røde korrektiv til Socialdemokraterne.

Kort sagt skal Liberal Alliance være det blå SF

Jarl Cordua

Strategien er oplagt: SF's historie minder lidt om Liberal Alliances. Under Villy Søvndal led SF også af pludseligt storhedsvanvid og måtte se bukserne sprænge under et regeringssamarbejde, man ikke på forhånd havde tænkt igennem.

Nu har SF en fast og tydelig kurs, hvor man loyalt støtter Mette Frederiksen mod politiske indrømmelser og undertiden markerer sig med passende kritik.

Kursen har genskabt SF, hvor man er tilbage på fordums styrke efter nærdødsoplevelsen i 2015, hvor partiet også løb ind i et katastrofevalg, der truede partiet.

På samme måde har Vanopslagh erkendt, at Liberal Alliance skal kende sin plads. Man skal ikke i regering, men Liberal Alliance skal spille rollen som vagthund, der ”blidt” bider magtpartierne Venstre og De Konservative i haserne og udstiller for vælgerne, at det er i Liberal Alliance, at idédebatten trives og de vilde liberal-borgerlige tanker får frit løb.

Partiet gav selv forud for landsmødet en prøve på en økonomisk 2035-plan, der vil give skattelettelser for 100 milliarder kroner.

Liberal Alliance er i modsætning til Venstre og De Konservative derfor ikke bange for at blive udstillet af Socialdemokraterne som ulighedsmageriets forkæmpere og velfærdsstatens nedrivningsmænd, hver gang de udtænker og præsenterer selv den mindste politisk reform.

I rollen som ”Det blå SF”, hvor man til gengæld for at afstå fra den hårde og uforsonlige kritik, som andre blå partier indimellem har for vane, så ligger det lige for, at Liberal Alliance forventer at tage sig betalt med kopieringen af en anden idé fra rød blok - "forståelsespapiret” - der nu skal være blåt, hvor en eventuel kommende blå regering forpligter sig til at gennemføre nogle af Liberal Alliances mærkesager.

Men Liberal Alliance vil ikke kun være parti for gamle VU’ere fra 1990’erne. Man har også fokus på de unge vælgere, som partiet i forvejen har en del af. Liberal Alliance forsøger at iscenesætte sig selv som et grønt parti, der vil den grønne omstilling og vil det hurtigt.

Vanopslagh forsøger sig med 100 procents målsætning med hensyn til at udfase CO2 inden 2030 ved at placere 30 procent af udfasningen i udlandet.

Nogle vil mene, at det er snyd, men henset til, at politikerne i forvejen heller ikke har leveret konkrete svar, så vil nogle yngre vælgere, der ikke abonnerer på Greta Thunberg-apokalyptiske scenarier i Liberal Alliance finde et sted, hvor de kan være både grønne, liberale og frihedsorienterede.

Nogle yngre vælgere, der ikke abonnerer på Greta Thunberg-apokalyptiske scenarier, vil i Liberal Alliance finde et sted, hvor de kan være både grønne, liberale og frihedsorienterede

Jarl Cordua

I talen til Liberal Alliances græsrødder var en heftig kritik og opgør af statsministeren og hendes udøvelse af magten omdrejningspunktet sammen med Ukraine-krigen, hvor genoprustning af forsvaret er solide markører for nytidens borgerlighed.

Vanopslag tog dog også i sin tale et andet interessant livtag med Samuelsen-periodens udgave af LA-liberalismen, idet han gjorde en del ud af at omfavne de mennesker, der gør deres pligt og tager medansvar for fællesskabet.

Ikke ud fra et håb om at få en økonomisk gevinst måske i form af lavere marginalbeskatning, men ud fra et ansvar for fællesskabet. Hverdagens helte var ikke iværksætteren, der startede ny virksomhed, men snarere hjemmehjælperen, der tog en ekstra vagt på plejehjemmet, fordi der ikke var andre til det.

Talen var således en hyldest til de danskere, der på grund af statsligt bøvl og bureaukrati alligevel tog en tørn som medlem af grundejerforeningen eller som træner i fodboldklubben til trods for at de havde en travl hverdag.

De mennesker vil Liberal Alliance nu være parti for. Det ligner nogen, som sagtens kunne stemme på Venstre og De Konservative i dag. Det ligner også et yderligere opgør med Samuelsen-periodens, hvor heltebillederne nu er nogle andre. Måske nogle billeder, som lidt flere vælgere kan spejle sig i.

Interessant var det dog, at Vanopslagh i sin tale ikke med ét ord omtalte den næste måneds helt store politiske tema, nemlig folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Officielt støtter Liberal Alliance en afskaffelse af forbeholdet, fordi partiet tidligere har besluttet at det er Liberal Alliances holdning. Det er dog også kendt, at sagen splitter partiets vælgere.

Så hvorfor bruge tid på det?

Det er heller ikke en sag, som Liberal Alliance vil bruge tid på at føre kampagne for. Det er formentlig hovedforklaringen på, at man ikke - modsat andre partier – har ansøgt Europa-nævnet om penge til kampagne.

Hvis partiet kommer ind med tre procent, som de mest optimistiske målinger pt. viser, så bliver Vanopslagh valgt ind i sin nye storkreds i Østjylland og får følgeskab af Ole Birk Olesen i Københavns Storkreds.

Formentlig bliver Henrik Dahl også valgt i Sydjylland. Får Vanopslagh et kanonvalg kan han trække Jens Meilvang, der er lokal stemmesluger med ind i Folketinget.

På de efterfølgende pladser kan spidskandidaten i Nordsjælland, erhvervsmanden Kim Bjørnstrup, og tidligere medlem af Folketinget, Carsten Bach i Vestjyllands Storkreds, være sandsynlige muligheder.

Valget af spidskandidat i den store Sjællands Storkreds udestår. Det kunne være en kvinde, der jo helt tydeligt mangler i udsigten til et udpræget mandlig folketingsgruppe.

Det bør man nok være opmærksom på, hvis strategien om Liberal Alliances forvandling til et mere moderne parti skal overbevise vælgerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Naser Khader

Fhv. MF (løsgænger)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)