Jarl Cordua: Venstres dramatiske formandsopgør nærmer sig et klimaks

Ellemann-Jensens analyse er formentlig den, at hans eventuelle formandskab ikke skal fødes i blod og som en anden kongemorder få blod på hænderne.

Først når Løkke trækker sig, og stolen står tom, er han til rådighed. Da kan ingen beskylde ham for illoyalitet mod den siddende formand, og dermed kan han også siden kræve loyalitet med samme ret af sine partifæller.  

Fra nu af og frem til et landsmøde, der kommer under alle omstændigheder, går magtspillet for flertallet i Venstres organisation ud på at svække Løkke mest muligt og samtidigt anlægge en landingsbane for Ellemann-Jensen, sådan at han undgår at besmudse sit kandidatur mindst muligt.

Første skridt er et mistillidsvotum, der kan retfærdiggøre – håber man på – at Ellemann-Jensen kan melde sig som kandidat. 

For Løkke går det ud på at klamre sig til magten for at holde Ellemann-Jensen eller andre væk. Det er et fuldblodssats på, at et oprør uden leder aldrig kan vinde. Og heri har Løkke ret. 

Frem mod møderne i forretningsudvalg og hovedbestyrelse fredag og lørdag vil flertallet lægge pres både på Løkke om at trække sig – for partiets skyld – og samtidig også presse Ellemann-Jensen med det samme argument om at melde sig som kandidat.  

Indtil videre preller alle appeller til Løkke af, som var det vand på en gås. Han vil kæmpe. Han giver aldrig op, som han skrev i sit seneste befrielsesmanifest forud for folketingsvalget.

Og alle i Venstre er fuldt ud klar over, at Løkke ikke giver sig uden kamp. Det store slag kommer til at stå i hovedbestyrelsen, hvor alle Løkkes talegaver vil komme til sin ret.

Medlemmerne af både forretningsudvalg og hovedbestyrelse vil blive mødt af en Løkke, der vil forsøge at tale dem til rette med en blændende tale fuld af ret- og rimelighedsbetragtninger, trusler og håb, løfter om bod og bedring, der vil bevæge folk og måske endda flytte nogles stemmer. 

Som det ser ud nu, vil Løkke blive mødt af en mistillidsafstemning, som ubønhørligt vil gøre det klart for resten af Venstre og offentligheden, hvad baglandet mener. Det vil formentlig også kunne flytte nogle stemmer væk fra Løkke, og det vil sætte ham under yderligere pres.

Man håber selvfølgelig på, at Løkke længe inden vil bukke under for presset. Det ville være normalen i en haveforening, hvis formanden bliver mødt med et mistillidsvotum.

I hovedbestyrelsen vil man formentlig også, mener nogle, kæmpe om landsmødets afvikling. Kan man flytte lidt rundt på dagsordenen, sådan at man indleder mødet med en tillidsafstemning til formanden, der vil kunne slå endnu et skår af formandens værdighed? Vil alene truslen om det have en virkning?

Vil en formand kunne vælges efter det? Risikerer Venstre ikke at blive til grin? Vil Løkke virkelig udsætte sit parti for det? Vil hans endnu loyale støtter som Claus Hjort Frederiksen, Ulla Tørnæs, Troels Lund Poulsen, Jan E. Jørgensen og Lars Chr. Lilleholt? Står Løkkes person over partiet? Også selvom at de sammen med Løkke mener, at han bliver helt urimeligt behandlet? 

Hvornår bliver magtkampen så absurd i Venstre, at alle reservationer må overhøres, og Jakob Ellemann-Jensen melder sig og redder stumperne? Rene hænder eller ej?

Kan man tale om rene hænder, når et mistillidsvotum, som ellers ikke er noget, som Venstres vedtægter opererer med, har lydt? Er det signalet til, at Ellemann-Jensen legitimt kan række ud efter magten i Venstre?

Det er håbet. Men håbet er som bekendt ingen strategi. Så indtil videre spiller Løkke defensivt ved at barrikadere sig og sætte sin lid til, at oprørets flammer brænder ud.

Hvis det måtte ske – hvad ikke meget tyder på – hvad er det så for et parti, som Løkke overtager?

Det vil ikke alene være et dysfunktionelt parti. Det ville være et desillusioneret parti, hvor man risikerer en afvandring af store dele af organisationslaget, og hvor omkostningerne for partiets indre liv og samarbejde er uoverskuelige.

Store dele af partiet ville stadig se frem mod, at Ellemann-Jensen overtager boet, og imens ville man lidenskabsløst humpe videre med en ledelse under Løkke. En ledelse, som for længst har tabt både sin autoritet og store dele af respekten i både parti og folketingsgruppen.

Det vil have konsekvenser, ikke bare for Venstre, men også for resten af det blå Danmark, der kæmper for at finde sig til rette i oppositionen.

I folketingsgruppen er man delt i en lille del, der er loyale mod Løkke, og en endnu mindre del, der er loyale mod Kristian Jensen.

Dertil kommer der to store grupper af folk, der tidligere har støttet Kristian Jensen og Løkke, der begge enten kan leve med eller direkte bakker op om Ellemann-Jensen.

Formentlig vil flere frem mod møderne i weekenden som Preben Bang Henriksen melde klart ud, hvor de står om partiets fremtid.

-----

Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet Cordua & Steno på Radio24syv. Hver onsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.