Kronik

Jens Rohde: Vi bliver nødt til at starte et demokratisk oprør

KRONIK: Lars Løkkes regering har været et opgør med helt fundamentale retsstats- og frihedsprincipper, som alle såvel røde som blå partier har bekendt sig til siden Murens fald i 1989, skriver Jens Rohde (R), der efterspørger et demokratisk oprør. 

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Danmark har et kæmpemæssigt demokratisk underskud. Partierne er ikke repræsentative, fordi medlemmerne flygter andre steder hen.

Folketingsmedlemmerne er opstillet af meget få partimedlemmer. De vælges (endnu) af en stadig stor procentdel af befolkningen, men udpeger fra deres midte en regeringschef, som alene og uden parlamentarisk godkendelse kan sætte sit hold for den udøvende magt.

Den udøvende magt styrer med lukkethed forvaltningen af ikke blot statens institutioner. Den styrer også kommuner og regioner så håndfast, at det ikke giver mening at tale om lokalt selvstyre i Danmark. 

Fakta
Deltag i debatten!

Danmark har fået den stat, som alle liberale i gamle dage ville give deres ånd og levned for at bekæmpe: Staten, hvor målet helliger midlet.

Jens Rohde
MEP

Samtidig kan et flertal i Folketinget forhindre ansvarskontrol af den udøvende magt, hvad der er set talrige eksempler på de senere år. Og kommunalforvaltningen i Danmark går den samme vej. 

Det er tid til et demokratisk oprør.

Hvis repræsentativt demokrati i en moderne verden skal give mening, må vi alle udvise mod til at gøre op med de levn fra fortiden, som svækker gennemsigtighed og folkelig deltagelse i beslutninger og forvaltningen af disse.

Jens Rohde (R)
MEP

Hvis repræsentativt demokrati i en moderne verden skal give mening, må vi alle udvise mod til at gøre op med de levn fra fortiden, som svækker gennemsigtighed og folkelig deltagelse i beslutninger og forvaltningen af disse.

Det er ikke gjort med såkaldte borgerforslag, som i virkeligheden blot styrker enkeltsagsdemokratiet, og som har vist sig at være et kæmpe selvmål.

Indtil videre er alle borgerforslag blevet afvist. Det styrker næppe den skrantende tillid mellem borgere og politikere.

Der er behov for et mere strukturelt opgør med de elementer i vort folkestyre, som svækker vort demokrati og ofte har til formål at beskytte især den udøvende magt.

Det kæver nye og mere institutionaliserede rammer for en gennemsigtig demokratisk udøvelse, som må kunne forventes af et moderne demokrati.

I den sammenhæng er Danmark i dag et håbløst levn fra fortiden. Hverken Folketinget eller medier kan kontrollere magthaverne, hvis flertallet ikke ønsker det.

Den danske lov om offentlighed i forvaltningen er et godt eksempel på måske en af de mest pinlige og utidssvarende love vedtaget i landet siden krigen. At den overhovedet hedder lov om offentlighed og ikke lukkeloven, er nærmest en fornærmelse mod folkets intelligens.

Da vi hverken har tokammersystem, offentlige høringer eller en regulær forfatningsdomstol, forstærkes det demokratiske underskud tilmed dobbelt med ”lukkeloven”.

Danmark har fået den stat, som alle liberale i gamle dage ville give deres ånd og levned for at bekæmpe: Staten, hvor målet helliger midlet.

Staten, hvor flertallet kan tyrannisere mindretallet. Staten, hvor der kan lovgives med tilbagevirkende kraft. Staten, hvor vi straffer kollektivt. Staten, hvor straffen udmåles af den udøvende magt. Staten, som skaber ulighed for loven. Staten, som adskiller børn og forældre. Staten, hvor friheden er noget, magthaverne uddeler i forskellig størrelse portioner til forskellige grupper. Væk er enhver tese om, at frihed dur til alt godt.

For nyligt pegede statsminister Lars Løkke Rasmussen i et radioprogram om læren af Irak-krigen på, at han ”har vanskeligt ved at forstå, at Jens Rohde har behov for at gøre op med hele sin fortid”. Dermed rettede han også tre fingre mod sig selv. 

Den stat, han i sin principløshed er ved at skabe, er ikke alene et opgør med min fortid som liberal. Den er et opgør med alle liberale principper, som rækker ud over lommeregnerliberalismen og dermed hele Venstres stolte historie, som begyndte med kampen for gratis lægehjælp og skolegang samt lighed for loven for alle.

Og hvad værre er: Løkkes regering er et opgør med helt fundamentale retsstats- og frihedsprincipper, som alle såvel røde som blå partier har bekendt sig til siden Murens fald i 1989.

At liberale frihedsværdier som individets ret til frihed fra statens overgreb, individuel strafudmåling samt skarp adskillelse mellem den dømmende, udøvende og lovgivende magt er blevet en politisk partikamp, er alment sørgeligt og fortæller, at der også er behov for et dannelsesoprør.

At det så samtidig er såkaldt liberale partier, som har skabt den kamp, er så ganske skæbnens ironi.

George Orwells satiriske roman "Animal Farm", som jeg altid har set som værende en udstilling af kommunismens dobbelte standarder, hvor svinene begynder at opføre sig som og ligne de mennesker, de smed ud fra gården, har denne regering og dets støtteparti gjort til en udstilling af alle ismer, ikke mindst den liberalisme, hvor egoismen trives, og hvor magtarrogancen på forbavsende kort tid blev overført fra ministerbilens sædevarme til kropstemperaturen på ikke mindst statsministeren selv.

Da et smalt flertal med Løkke i spidsen i det danske Folketing besluttede sig for at lukke Irak-kommissionen, udstillede statsministeren og flertallet ikke bare sig selv og deres angst for at blive konfronteret med en krigshistories ubehagelige sandheder.

Flertallet udstillede tillige det principielle problem ved at gå i krig uden en bred forankring i Folketinget, ligesom partierne bag beslutningen udstillede deres manglende historiske forståelse af mindretalsbeskyttelsen og kontrollen med den udøvende magt som et af dansk demokratis fineste og vigtigste ingredienser.

Det må være et grundlæggende vilkår i et demokrati, at et mindretal kan søge og få adgang til de informationer, som er nødvendige for at kontrollere, hvordan tingene foregår, og hvordan de er foregået.

I Danmark er det imidlertid sådan, at hvis et flertal er imod det, kan mindretallet intet stille op.

Naturligvis kan regeringen og støttepartiet med god ret påberåbe sig den danske Grundlov og et folketingsflertals legitime ret til lukning af en kommission, som var blevet oprettet med et lige så smalt flertal. Hvis man påtager sig selvvalgt blindhed, kan det være vanskeligt overhovedet at se forskel. Den – forskellen – er ikke desto mindre afgørende for den tillid til demokratiet og moder stat, som binder os sammen som nation.

Irak-kommissionen fungerede ikke blot som en flertalsbestemt undersøgelse af en tidligere regering. Den var et demokratisk instrument for et daværende mindretals ret til fuld information og fremtidig beskyttelse af regeringsintegriteten i vanskelige dilemmaer.

Og netop dilemmaer kan jeg godt garantere, at vi ikke får færre af i en multipolær verden.

Det burde være uforeneligt med et demokrati, som siden Grundlovens indførelse har haft mindretalsbeskyttelsen som grundvilkår gennem for eksempel en lav spærreprocent, at et flertal kan lukke af for fuld information til det folketing, som er sat i verden for at kontrollere den til enhver tid siddende udøvende magt. Før og efter udøvelsen af denne magt.

Hvis vi ønsker at bevare tiltroen til det liberale og repræsentative demokrati, er der behov for radikalt at genopfriske, hvad vort demokrati indebærer af pligter, hvilke krav om åbenhed og kontrol af og med magthaverne det stiller, samt at sikre en bred enighed om, hvor skillelinjerne går i tredelingen af magten.

I virkeligheden burde enhver demokrat gøre oprør og kræve den danske Grundlov revitaliseret. Det burde aldrig blive et spørgsmål om at være socialist eller liberalist.

Enhver kan se, at demokratiet befinder sig i en krise. Den krise foreslår nogen så afmonteret gennem borgerforslag eller flere folkeafstemninger.

Problemet er blot, at sådanne fremmer enkeltsagsdemokratiet og endnu værre: De fjerner helt og aldeles mindretalsbeskyttelsen i samfundet, fordi de sidste 48 procent, som har stemt modsat de 52 procent, nødvendigvis må efterlades på perronen. Er man i tvivl om det, kan man blot kigge til England. 

Der er behov for en langt mere gennemgribende demokratisk revolution og et opgør med fortidens systemfejl. Det være sig i Danmark, det være sig i EU.

Som føderalist ser jeg gerne et langt stærkere decentralt styre. Hvis vi genindførte et ægte tokammersystem - ikke efter den gamle model fra før 1953 – men to nye kamre med direkte valg, som kunne give regionerne i vort land noget reel beslutningskraft og skabe en modvægt til folketing og regering, ville vi måske nok få en lidt mindre effektiv beslutningsproces i Danmark, men den geografiske balance og noget af det repræsentative demokrati ville kunne genskabes, uden at kommuner og regioner var tvunget til at spise nådens brød af regeringens hænder.

Derudover kunne en ny grundlov definere beslutningskompetencerne mellem stat og kommuner langt mere præcist, ligesom der naturligvis er helt fundamentale principper som lighed for loven, ligestilling mellem mand og kvinde og homoseksuelle og heteroseksuelle, borgernes retsstilling i en digital tidsalder med videre, som naturligt burde finde vej ind i en ny og revitaliseret grundlov.

Derudover bør en forfatning naturligvis have en forfatningsdomstol, som alene har som rolle at sikre borgerne, regionerne og kommunerne mod overgreb fra statsmagten. Og hvorfor nu det?

Den danske digter, Jeppe Aakjær, beskriver det faktisk bedre end nogen anden i sin Jenletale i 1911: ”Dermed være langtfra sagt, at Grundloven er en fuldkommen lov; aa nej, nej! Nøjere beset, hvad er det ikke for en stakkels, stakkels Lov. Enhver Lov vil jo altid være frugten af et Kompromis; aldrig det, der foresvævede de bedste. Højst de næstbedste! Loven er vel altid Retfærdighedens minimum; dens Maximum bærer vi i vort Hjærte…”

Det er ganske tydeligt, at vores maksimum i hjertet defineres mere og mere forskelligt ud fra politiske synspunkter og dagsordener. Derfor må der en retsinstans dedikeret til opgaven til at fortolke retfærdighedens minimum over for dens maksimum. Det har man i Tyskland, og det fungerer.

Det handler i virkeligheden alt sammen om at tage hinanden alvorligt som individer, som mennesker, som danskere.

På samme måde bør vi tage hinanden alvorligt som europæere og gennemføre en europæisk forfatning, som bygger på nøjagtig de samme principper med mere direkte valg og repræsentation, bedre kontrol med magtudøvelsen, mere decentral forankring og en sikring af enhver europæers demokratiske rettigheder. 

Det er ikke så vanskeligt, som nogen ønsker at gøre det til. Principperne og forfatningsmodellerne findes allerede i rigt omfang rundt om i Europa.

Men før vi når dertil, kunne man gøre nogle mere enkle ting til en begyndelse: Og de handler om åbenhed.

I EU-sammenhæng kunne vi som borgere kræve noget så banalt som åbne ministerrådsmøder, så ministre ikke altid kan tage hjem for med Svend Aukens ord at pisse på fællesskabet for derefter at sige, at det lugter.

Det sker nemlig efter stort set hvert et møde, hvor ministre bag lukkede døre er åh så europæiske, men derhjemme udnytter den manglende åbenhed til at skyde med skarpt efter Bruxelles og det, man selv har sagt ja til.

Og i Danmark kunne man først og fremmest skabe en reel offentlighedslov samt sikre en langt mere transparent og hurtigt arbejdende høringsproces af regering og embedsapparat i tilfælde af tvivl om blandt andet ansvar ved ministres lovovertrædelser.

Høringspanelerne kan arbejde relativt hurtigt og under fuld offentlighed. Det vil genskabe mindretalsbeskyttelsen, den enkelte borgers retssikkerhed og ikke mindst tilliden til den udøvende magt i Danmark. Kort sagt til demokratiet og dem, som er dets tjenere. 

Mit spørgsmål til Folketinget er naturligvis det nærliggende: Tør I det?

Men man kunne også vende det om og spørge, om vi som folk tør lade være? Har vi demokratisk råd til at lade være? Tør vi fortsætte ad den vej, som hvert år øger tillidsgrøften mellem beslutningstagere og befolkningen og styrker enkeltsagsdemokratiet på bekostning af helheden?

I Danmark nyder vi fortsat godt af et bredt og dybt forankret demokrati. Men det viser i disse år sine begrænsninger i en verden, som ser markant anderledes ud end i 1953, da danskerne senest reviderede Grundloven. 

I sidste ende er det et spørgsmål om, hvad vi vil overlevere til vores børn. Flertalstyranni eller mindretalsbeskyttelse, tillid eller mistillid, samling eller splittelse om vores demokratiske institutioner?

Vi, der er i disse institutioner i dag, er kun på visit. Og enhver borger skal huske på, at i dag er en beslutning måske hans politiske jackpot, men i morgen kan det være helt omvendt.

Eller som filosoffen Luciano Floridi har skrevet et sted:

”Vi betragter verden med egne øjne. Vi hører musik med egne ører. Det er den eneste musik, der er. Derfor ville det være naturligt, om vi tog et mere modent skridt og betragtede os selv som gæster, der erkender, at der altid vil være andre, som ser på billedet med andre øjne og hører musikken med andre ører. Der har været millioner før os, og der vil komme millioner efter os. Hvordan vil vi efterlade denne verden? Jeg har arvet dette sted fra mine forfædre. Måske gjorde de det godt. Måske ikke. Vores etik bør være at stræbe efter etikken som rejsende og gæster – med vort flag og vores personlige bagage, men altid som gæster. Mennesket som rejsende på jorden. Det ville åbne en ny verden. En ny dimension og gøre vores planet mere sikker.”

Lad os starte et demokratisk oprør og påbegynde en ny rejse for vores efterkommere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

0:000:00