Kommentar af 
Johanne Thorup Dalgaard

Johanne Dalgaard: Jeg har mistet tilliden til, at Sundhedsstyrelsen handler rettidigt

KOMMENTAR: Lige siden coronavirussens spæde udbredelse i Kina har Sundhedsstyrelsen flere gange haltet bagefter med dens anbefalinger. Også når det kommer til brugen af mundbind, skriver Johanne Dalgaard.

For få dage siden sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at det ikke giver nogen mening at bruge mundbind med det lave smittetryk, vi har i Danmark.
For få dage siden sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at det ikke giver nogen mening at bruge mundbind med det lave smittetryk, vi har i Danmark.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Min sommerferie lakker mod enden. Det plejer at føles vemodigt, selvom jeg er glad for mit arbejde og altid ser frem til mange af de opgaver og begivenheder, som efteråret bringer.

I år er vemodet dog næsten fortrængt til fordel for min nagende bekymring over snart at skulle genoptage cirka tre timers daglig togpendling mellem min bopæl og min arbejdsplads på et tidspunkt, hvor folk begynder at vende hjem fra deres givne feriedestinationer og fylde pendlertogene op til maxkapacitet.

Pandemien viser små tegn på at være ved at vågne igen herhjemme, og de daglige smittetal kryber opad. Forholdsvis langsomt indtil videre, men med erfaringerne fra vinteren og det tidlige forår in mente kan det ændre sig drastisk på få dage.

Derfor er jeg personligt lettet over, at Sundhedsstyrelsen nu pludselig alligevel vil anbefale mundbind i kollektive transportmidler. Det kommer ellers blot tre dage, efter at styrelsesdirektør Søren Brostrøm udtalte følgende til DR: "Mundbind giver ingen mening i den nuværende situation, hvor vi stadig har en meget lav smitte i Danmark".

Fakta
Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Nyheden om den nye anbefaling rammer, netop som jeg har lagt sidste hånd på en klumme om min manglende tillid til Sundhedsstyrelsens evne til at skønne rettidigt om, hvad der giver mening, når det kommer til covid-19-pandemien.

Min mistillid beror på erfaring. 28. januar udtalte Søren Brostrøm, at der var "meget lille sandsynlighed for, at ny coronavirus spredes i Danmark". I februar tog mange danskere ganske ubekymret afsted på vinterferie i Sydeuropa. Sundhedsstyrelsens overlæge, Bolette Søborg, udtalte 23. februar, da smitten var brudt ud i Norditalien, at "vi opfordrer de danskere, der er i Italien, til at nyde ferien".

Jeg følte mig umiddelbart betrygget i, at vi havde beslutningstagere, der tog den alvorligt, og som ikke stillede sig afmægtigt an, når det kom til at kæmpe imod den med alt, hvad vi som samfund har at diske op med.

Johanne Dalgaard

Tre dage senere, den 27. februar, blev det første danske tilfælde af covid-19 konstateret hos en hjemvendt skiferieturist. Og knap to uger senere, den 11. marts, besluttede regeringen at lukke det danske samfund ned, fordi antallet af konstaterede coronasmittede i Danmark på tre dage var steget fra 35 til 514. 

Igennem februar og særligt starten af marts havde jeg en oplevelse af at gå rundt i de indledende scener til en dystopisk katastrofefilm. Jeg læste dagligt om situationen i Wuhan, der var under lockdown, og siden i Italien, hvor tallene pludselig skød i vejret.

Jeg havde mange samtaler med pendlende kollegaer om den snigende utryghed ved den daglige togrejse og oplevelsen af de danske myndighederne som komplet apatiske.

Hvorfor skulle folk hverken testes eller i karantæne, når de kom til landet fra smitteramte områder? Hvorfor ændrede sundhedsmyndighederne i Danmark kun risikovurderingen for rejserelaterede covid-19-tilfælde til "moderat" i starten af februar, når den europæiske myndighed ECDC samtidig ændrede den til "høj"? Hvad var det, som de danske myndigheder vidste, som resten af verden tilsyneladende overså ved denne virus?

Da regeringen – formodentlig i utilfredshed med frekvensen af fejlagtige vurderinger fra sundhedsmyndighederne i de foregående uger – traf beslutning om at lukke landet ned, var jeg først og fremmest lettet.

Katastrofen lurede selvfølgelig stadig, men jeg følte mig umiddelbart betrygget i, at vi havde beslutningstagere, der tog den alvorligt, og som ikke stillede sig afmægtigt an, når det kom til at kæmpe imod den med alt, hvad vi som samfund har at diske op med.

Denne indledende betryggelse har jeg dog måttet klynge mig til mange gange siden, i takt med at sundhedsmyndighederne har meldt ud i øst og vest omkring både det overordnede sigte og de centrale elementer i strategien for håndtering af pandemien i Danmark.

Rodet kommunikation og muligvis også interne uenigheder hos myndighederne har løbende gjort det så godt som umuligt at orientere sig i, hvad der egentlig foregik. Og dermed at have tillid til, at det var fornuftigt.  

Lidet betryggende var det, at offentligheden i lang tid ikke kunne få noget klart svar på det ellers nok så centrale spørgsmål om, hvorvidt den danske strategi gik ud på at opnå flokimmunitet ved kontrolleret smittespredning til store dele af befolkningen med potentielt meget høje dødstal til følge.

Ligeledes var det foruroligende, at man i en lang periode i foråret kunne gå rundt med det indtryk, at man i Danmark agtede at ignorere WHO's anbefalinger om at teste bredt og foretage smitteopsporing. Indtil man pludselig kunne konstatere hvide testtelte rundt om i riget, og indtil man pludselig alligevel ville opspore smittekæder aktivt.

På samme måde med denne uges kovending, hvad angår masker. For nylig påviste Statens Serum Institut, at en enkelt smittet person fra smitteudbruddet i juni på en minkfarm i Nordjylland på én bustur fra Nordjylland til Bornholm førte til, at "et betydeligt antal medrejsende blev smittet".

Læs også

Den situation, som Sundhedsstyrelsen tirsdag stadig påstod at vente på, har i ugevis udspillet sig for øjnene af os. 

Argumentet for at anbefale eller påbyde masker, hvor andre forholdsregler ikke kan tages, er simpelt: Maskebrug har en påvist effekt på smittespredningen, men effekten afhænger af, at flest muligt bruger dem.

I takt med at vi forsøger at vende tilbage til hverdagen, og efteråret indtræffer, vil vi komme i flere og flere situationer, hvor vi er nødt til at opholde os tæt sammen i lukkede rum.

Intet af dette bør komme som en overraskelse for sundhedsmyndighederne, og alligevel har man altså indtil for ganske nylig holdt hårdnakket fast i, at det ikke gav mening at bruge mundbind i Danmark.

Men selvfølgelig gav det mening. Det samme kan man ikke sige om sundhedsmyndighedernes kommunikationsstrategi under coronakrisen, som minder mest om Komiske Ali – ligegyldig hvor indlysende det bliver for offentligheden, at en bestemt udvikling var både nødvendig og under opsejling, indrømmer man det først, når det allerede var sket eller i bedste fald lige inden.

Hvis målet, som man må formode, er, at borgerne skal have tilliden til myndighederne under pandemikrisen, virker denne adfærd mildest talt ugennemtænkt.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

Søren Brostrøm

Seniorrådgiver, WHO's generaldirektør
cand.med. (Københavns Uni. 1995), speciallæge i gynækologi/obsetrik, ph.d. (Københavns Uni. 2003), MPA (CBS 2011)

0:000:00