Anmeldelse af 

Kaare Dybvad: Rød blok gør klogt i at læse Lars Olsens bog om arbejderklassen

ANMELDELSE: I modsætning til den typiske facon blandt venstrefløjsintellektuelle rammer Lars Olsen i sin nye bog en passende balance i sin kritik af det delte Danmark og reformerne fra starten af årtiet, skriver Kaare Dybvad (S).

Indtil videre har Lars Olsen (billedet) haft ret i det meste, og det er i sig selv en god grund til at læse hans nye bog ”Det forsvundne folk”, skriver Kaare Dybvad.
Indtil videre har Lars Olsen (billedet) haft ret i det meste, og det er i sig selv en god grund til at læse hans nye bog ”Det forsvundne folk”, skriver Kaare Dybvad.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Kaare DybvadAf Kaare Dybvad (S)
Boligordfører og forfatter

Næppe nogen dansk forfatter har haft samme træfsikkerhed som Lars Olsen, når det kommer til at forudse væsentlige samfundsproblemer.

Han var blandt de første til at føre en social kritik mod centrum-venstres liberale udlændinge- og integrationspolitik tilbage i midten af nullerne. Han var også blandt de første til at gennemskue, at samme årtis centralisering og akademisering af uddannelsessystemet vendte den tunge ende nedad.

Indtil videre har Olsen haft ret i det meste, og det er i sig selv en god grund til at læse ”Det forsvundne folk”.

Kaare Dybvad (S)
MF

Ligesom han mange år i forvejen forudså den mistillid til det politiske system, som nåede sit foreløbige klimaks ved valget i 2015, hvor en tredjedel af Folketinget blev skiftet ud.

Rød blok skal læse med
Med den historik i baghovedet gør vi i rød blok klogt i at læse med i Det forsvundne folk, der er Lars Olsens første udgivelse i fire år. Bogen er tredelt, med en dagbogsform i den første tredjedel, derefter en social kritik af forholdene på arbejdsmarkedet og i den sidste tredjedel en kobling til den politiske verden.

Olsens perspektiv er det velkendte for hans læsere, som i sin grundessens er en dansk fortolkning af den kommunitarisme, som bl.a. den amerikanske historiker Christopher Lasch har repræsenteret. Kort fortalt; en social kritik af ejendomsforholdene, kombineret med en kontant afvisning af de venstreliberale værdipolitiske strømninger, der har domineret centrum-venstre i mange lande.

Der er vigtige, nye pointer i bogen, herunder ikke mindst i diskussionen om arbejdsvilkår og nedslidning og i koblingen mellem sociale klasser og tilliden til det politiske system. Men på de længste stræk er bogen en opsamling på mange af de kritikpunkter, som Olsen har fremført siden 2006.

En balanceret kritik
Det står skidt til med de fleste: Danmark bliver mere opdelt, arbejderklassen glemmes, og reformerne fra starten af vores årti rammer de svageste hårdt. Kritikken bliver fremført, men i modsætning til den typiske facon blandt venstrefløjsintellektuelle har Olsen balance i kritikken. Ja, nogle reformer har ramt for hårdt. Men på den anden side er det netop blandt arbejderklassen, man forventer, at folk uden arbejdsmoral bliver presset til at tage fat. Ja, der er stigende tendens til usikre ansættelser, men meget af det skyldes den uddannelsespolitik, venstrefløjen selv ønskede.

I sin form adskiller Det forsvundne folk sig fra flere af Olsens tidligere bøger. Der åbnes ikke nye frontafsnit, som det skete i Det delte Danmark eller Eliternes triumf, men der holdes fast i gamle uvenner. Finansministeriets fejlberegninger og modeller bliver behandlet, og der tages fat ved vingebenet af dette lands Souleima Gourani’er og slangeolie-sælgere, der turnerer med halvdårlige udgaver af identitetspolitiske pointer, der stod i en udenlandsk avis.

Billige provokationer i debatspalterne
Her rammer Lars Olsen en væsentlig konflikt i vores tid, der retter sig mod den udvikling i debatspalterne, hvor man ifølge Olsen ikke forsøger at rumme en egentlig offentlig diskussion, men hellere fylder op med identitetsaktivister og debattører, der leverer billige provokationer.

En tendens, man for nylig i programmet Q&A på Radio 24syv kunne høre Politikens chefredaktør Anne Mette Svane støtte, fordi man hellere gav spalteplads til ”almindelige mennesker” end ”magthaverne”, som f.eks. formanden for FOA. Den enes almindelige menneske er den andens magthaver. Lars Olsen betragter hjemmehjælperen fra Kolding, der siden blev forbundsformand, som den almindelige, mens chefredaktøren mener det samme om en københavnsk cand.it. i oplevelsesdesign, der er træt af at fortælle om sit singleliv.

Her er vi inde ved det særligt originale med Olsens forfatterskab; at han tager sit udgangspunkt i arbejder- og middelklassen uden for de store byer, uden for det, han selv kalder hovedstadsboblen. Tilgangen kan for nogle virke triviel eller påtaget, men det er en nødvendig påmindelse for alle os, der til dagligt er med til at træffe beslutninger om vores samfunds indretning.

Hvad enten vi sidder på Christiansborg, i direktionslokalerne eller redaktionerne. Indtil videre har Olsen haft ret i det meste, og det er i sig selv en god grund til at læse Det forsvundne folk.

Lars Olsen: Det forsvundne folk, 188 sider, Gyldendal, 249 kroner (vejl.), udkom 4. september.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Lars Olsen

Journalist, forfatter, foredragsholder
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1983)

0:000:00